Kategoriarkiv: Tanker

Ros

Jeg har lige fået at vide, at jeg er en god fotograf. Og det er jo dejligt. Men mine første tanker var “Jeg har også taget mange og ind i mellem er man jo heldig” og “du får jo kun de bedste at se”! Og ja, begge dele er rigtigt. Jeg tager MANGE billeder. Faktisk ligger der 63.392 filer, i alt 264 GB, i de mapper hvor jeg har mine billeder. Nok er der en del gengangere – nogle ligger i flere formater – men jo, jeg har mange billeder. Og selvfølgelig viser jeg kun de bedste – jeg laver heller ikke den dårligste mad når jeg får gæster. Det giver ligesom sig selv.

Det der er interessant er naturligvis de forsvarsmekanismer jeg straks hiver frem. I stedet for at tage imod rosen.

Lidt irriterende at det er sådan. Men det må jeg jo arbejde med.

Herunder er nogle eksempler på mine billeder. Der er absolut intet gjort ved dem. De er som de kom ud af kameraet. Normalt behandler jeg billederne inden jeg bruger dem.

Nu bryder jeg med mig.

Jeg vil bevise jeg godt kan. At jeg er god til at fotografere.

Og jeg synes sgu de er flotte! Også selvom der ikke er gjort noget ved dem.

Ja, nogle af dem er selvfølgelig fordi jeg kan flyve. Det giver nogle andre muligheder. Og ja, nogle af dem har brugt nogle teknikker som ikke alle kameraer har.

MEN min pointe er sådan set, at det ikke kommer an på teknikken. Det kommer an på motivet.

Når jeg tager billeder er der egentlig nogle få regler jeg følger.

  1. Find et interessant motiv. Kig gennem søgeren, hvordan ser motivet egentlig ud – det lyder banalt, men nogle gange er selv det bedste motiv alligevel ikke interessant.
  2. Hav et øje på baggrunden. Spiller den med dig eller imod dig?
  3. Prøv at gå et skridt til siden og / eller gå i knæ, man kan ændre billedet ganske meget på den måde.
  4. Prøv, prøv forskelligt. Leg.
  5. Tag MANGE billeder. Det gør jeg. Og slet så dem der ikke blev gode bagefter – det gør jeg (bortset fra jeg sjældent sletter). Jeg har bogstavelig talt set hundredevis af billeder igennem for at lave albummet herover.

Refleksioner over venskaber

Så sidder jeg her igen, halv-sent om aftenen. Lytter til lidt (gæt selv hvad). Tænker. Tænker gør jeg meget, mere end de fleste. Reflekterer. Reflekterer over livet, Universet og alt det der (giver ingen mening hvis man ikke kender Douglas Adams trilogi i fire bind kendt under titlen ‘Hitchhikers Guide to the Universe’ eller på dansk ‘Håndbog for vakse galakse blaffere).

Her til aften er det for mig oplagt at reflektere over venskaber. Jeg har de sidste dage haft tæt kontakt med tre meget forskellige venner. Måske er det banaliteter, men det fylder mine tanker lige nu.

S har jeg kendt i 8 måneder. Vi mødtes på Tinder og har fået et rigtig godt venskab ud af det. Vi er meget forskellige, men kan bruge vores forskelligheder til at reflektere over og udfordre os selv. Igår havde jeg virkelig brug for et kram Skrev til S om hun havde tid til at give et. Det havde hun heldigvis. Hun foreslog, at vi skulle mødes ved ‘hundeskoven’. Lige gå en kort tur med Dexter (min hund). Det blev til en halv time med et kram og gensidig ‘hvad sker der lige i dit liv?’. Det var perfekt med sådan en ‘touch and go’. Det var det jeg havde brug for.

K har jeg efterhånden kendt i 12-13 år og vores venskab startede i en dobbeltseng i Firenze (og nej, det var på ingen måde så kinky som det lyder). Her til eftermiddag havde han inviteret mig til at komme forbi og få noget mad med. Det blev til et par gode timer med snak om stort og småt. Vi har hver vores udfordringer i livet, og vi bruger hinanden at få det vendt. Nogle gange dybere end andre. K har af forskellige årsager en særlig plads i mit liv. Og jeg i hans. Vi passer på hinanden.

Mens jeg var hos K skrev D.

D er endnu en jeg har mødt på Tinder. Vi mødtes for et år siden. Hun bor 4 km fra mig. Vi har mødt hinanden 3 gange. Udover de tre møder er al kommunikation foregået på sms, mail eller chat. ‘Snakken’ kom hurtigt til at handle om app-programmering. Hun lever af det og jeg har mange (mere eller mindre gode) idéer. Vi startede et projekt sammen. ‘Snakken’ blev med tiden ikke kun faglig, men også privat. Her til aften havde hun virkelig brug for mit ‘nærvær’. Der har været en ganske dramatisk begivenhed i hendes liv. Det er et venskab der mere eller mindre er helt virtuelt. Alligevel meget konkret. Nærvær kan også være virtuelt.

Her sidder jeg så og reflekterer over disse tre mennesker. Hvilke roller de spiller i mit liv. Forskellige roller og alligevel den samme. De er mine venner. Og jeg føler mig priviligeret. Priviligeret over at have dem så tæt på. På hver deres måde.

Jeg er endda så priviligeret, at jeg også har andre mennesker der er tæt på mig. J-1 som jeg har kendt siden jeg underviste ham i Aerodynamik og som jeg er kommet meget, meget tæt på de sidste måneder. T som jeg har haft mange gode stunder sammen med på SöderÅsen, T var toastmaster til mit bryllup i sin tid. J-2 som jeg har kendt siden efteråret ’89 og som alt har haft min ryg – vi ses ikke ret ofte, til hans kærestes store forundring, men vi ved at den anden altid er der. J-2 var forlover ved mit bryllup.

Jeg tænker det er godt ind imellem at tænke over de ressourcer der er i ens liv. Hvad de betyder. Får tanken, at venskaber ikke kun handler om at give. Og da mine venner giver mig så meget, må det betyde, at jeg også har en masse at give. Og se, det er i sandhed en god tanke at tænke!

PS Det jeg lytter til er (naturligvis fristes man til at sige) ‘David Gilmour in Concert’. En fremragende (stort set) hel akustisk koncert hvor han spiller en del Pink Floyd-numre. At høre dem fortolket akustisk med kor, kontrabas og cello er virkelig en fryd.

PPS Historien med K og mig er, at vi med arbejdet var i Firenze. Vi delte hotelværelse. K var næsten lige blevet ansat og vi kendte ikke hinanden ret godt. Men det blev til nogle lange nætter med megen snak. Vi kom langt omkring og det har skabt et bånd og en fortrolighed mellem os.

I tilfælde af…

Dette kommer til at lyde så dramatisk, men sådan er det ikke ment. Det er i virkeligheden mere en praktisk foranstaltning.

Hvad sker egentlig i tilfælde af at jeg enten omkommer på grund af en ulykke eller fx hjertestop? Som single er det jo stort set kun mig der ved hvem der kunne have “glæde” af at få besked – min familie kender fx ikke alle mine venner, og ved måske ikke hvordan de kommer i kontakt med dem. Og hvad med alle mine digitale data – billeder mm.?

Derfor er jeg gået igang med oprette et dokument med navn, telefonnummer og email adresse på alle jeg mener skal kontaktes – altså mine nærmeste venner. Dokumentet indeholder også brugernavn og password til fx Facebook, mine computere, min telefon osv. Og instrukser om hvad der bare skal slettes for, indrømmet, det er måske ikke alt min familie behøver at vide…

Det hele er en praktisk foranstaltning. Der er jo ingen grund til at alle mine billeder forsvinder i tilfælde af jeg skulle omkomme. Og for pokker hvor ville jeg være ked af det, hvis en af mine venner pludselig forsvandt fordi hans eller hendes familie enten ikke vidste at jeg eksisterede eller ikke vidste hvordan jeg kunne kontaktes.

Og så vil det jo være en hjælp til de efterladte.

Det er selvfølgelig, som nævnt, en problematik der er særligt stor fordi jeg er single og ikke har en partner der ville have de fleste informationer.

Jeg har brugt en del tid på at spekulere over hvordan jeg skulle formidle denne viden. Selvom jeg stoler 100% på min bror, så ville jeg alligevel ikke bryde mig om at han bare havde adgang til det hele. Det jeg er kommet frem til er, at jeg printer dokumentet og lægger det et sted i mit hus, og jeg så fortæller ham om hvor det ligger.

Det lyder så morbidt, men jeg har desværre haft et par uventede (dvs ikke på grund af sygdom) dødsfald inde på livet og det er det der har sat tankerne igang.

Håber ikke det bliver aktuelt, men nu er det gjort.

Kyniker?

Er jeg kyniker? Er jeg pragmatiker? Det er vist op til dig at vurdere… Men jeg har aldrig forstået al postyret omkring nytår. Nytårsforsætter. At springe ind i det nye år. Alle gruppe sms’erne. Alle opkaldene kort efter midnat. For det eneste der sker er, at årstallet bliver et nummer større. Det er den eneste forskel fra igår til i dag (eller i dette tilfælde fra lørdag til søndag). Det sker jo hvert eneste sekund, at der er et tal der ændrer sig i vores tidsregning. En tidsregning der i øvrigt er mere eller mindre tilfældig.

Hvorfor er det mon så vigtigt at markere det på denne måde? Hvorfor er det at man ikke kan lave nytårsforsætter i juni? På en tilfældig dag? Jeg mener hvis man vil holde op med at ryge er det da fjollet at vente til nytår, det skal man da bare se at få gjort med det samme. Jeg vil fx gerne tabe mig (som så mange andre), men jeg har ikke brug for en nytårsaften til at sætte det igang.

For mig bliver det sådan noget pseudo-noget. Det modsatte af en undskyldning for at gøre noget (kan ikke lige komme på hvad det mon hedder). Hvorfor ikke bare gøre det? Hvorfor har man brug for en anledning til at samle venner, familie eller hvem man fejrer nytåret med? Hvorfor ikke bare gøre det?

Jeg har set så mange gange hvordan nytårsaften bliver kørt op til det helt vilde med forventninger og pres. Og jeg kan ikke lade være med at tænke “Slap nu af!”.

Kald mig bare kyniker! Og retfærdigvis skal siges, at jeg jo godt ved at der rundt om bliver holdt helt fornuftige komsammener hvor hyggen, fællesskabet og den gode oplevelse er i fokus!

PS. Jeg er ikke den eneste som har et lidt stramt forhold til denne aften… Du kan læse en klumme her.

Tilbud / efterspørgelse…

Det er vel som regel dejligt at nogen har brug for en, synes man er attråværdig eller bare gerne vil have ens krop. Og skal jeg ellers tro de tilbud og tilkendegivelser jeg får i min mailboks 8-10 gange om dagen – så er jeg manglet, attråværdig og med en krop som selv de smukkeste, lækreste, hotteste kvinder vil have…

Jeg har det bare med at komme til at slette de mails før jeg får svaret på dem. Pokkers.

Men det kan være der er håb, der er i hvert fald nogle som er ude i det man må kalde god tid:

A man for Christmas? Jeg ved ikke med dig, men julen er for mit vedkommende overstået…. Så jeg har altså 359 dage til at få svaret Claire og Charlene – det burde jeg kunne nå!

Et billede siger…

… mere end tusinde ord. Er det ikke sådan man siger? Og det gør sig måske gældende i nedenstående tilfælde som – og jeg indrømmer det tyvstjålet – fra www.politiken.dk

Billedet fortæller mig en hel masse, men nok ikke det som fotografen / journalisten / Politiken egentlig ønskede. Døm selv:

Fra www.politiken.dk

Jeg ser en del som ikke ser specielt glade ud, en del som kigger væk, ikke mindst Bertel Haarder. Hmmm troede det var en fest at blive eller være nomineret til Årets Fund. Men åbenbart ikke..

Et klik på billedet skulle sende dig direkte til billedet og artiklen.

Et tema

Sidder her i mørket og tænker. Er på landet hos mine forældre. Vinden er taget til og rusker lidt i huset. Jeg er gået for mig selv. Hovedet er fuldt. Har siddet og fulgt et kursus i Java-programmering (nej ikke kaffe, ej heller et geografisk sted, men et programmeringssprog). Nu trænger jeg til lidt ro.

Pludselig falder en tanke mig ind. Det er vist et tema for mig at sidde i mørket og falde ned. Minimere sanseindtrykkene – i hvert fald dem fra synet.

Ind i mellem har jeg brug for at koble fra. Geare ned. Og det gør jeg godt i mørke. Jeg kan fysisk mærke hvordan sanserne en efter en gearer ned. Hvordan kroppen langsomt lader anspændtheden slippe sit tag.

Og det er måske derfor, at jeg ofte fungerer godt om aftenen. Når sanserne ikke stimuleres så meget. Kun stimuleres af det jeg vælger.

Godnat og sov godt!

FINE

Nogle gange siger vi et, men mener noget andet. Der ligger en skjult betydning bag ordene vi bruger. Vi kender det vel alle? Vi bliver spurgt, men gider enten ikke uddybe svaret eller diskutere det mere. Vi forsøger at feje spørgeren af med et hurtigt, overfladisk svar, som ofte rummer en dybere betydning.

Det kunne være “Ja, ja!”. Som på overfladen giver spørgeren / diskussionspartneren ret, men som i virkeligheden oftest betyder “Rend mig i røven!”.

En anden klassiker er “Det går fint!”. Igen på overfladen at alt er i orden, men som ofte betyder “Det går ad helvede til, men jeg gider ikke uddybe det (overfor dig)!”

I filmen “The Italien Job” (ikke den originale, men remaket fra 2003) udspiller følgende dialog sig:

  • John Bridger: “How do you feel?”
    Charlie Croker: “Fine.”
    John: “Fine? You know what fine stands for, don´t you?”
    Charlie: “Yeah, unfortunately.”
    Together: “Freaked-out, insecure, neurotic and emotional.”

Jeg synes det er en smuk fremstilling af den skjulte betydning der kan være i de ord vi bruger.

John er i øvrigt spillet af Donald Sunderland og Charlie af Mark Wahlberg. God, gedign underholdning. Ikke så meget pjat! 

At sidde

Jeg holder af at sidde. At sidde stille i mørket. Sanse. Mærke. Finde mig selv.

Nogle gange i fuldstændig stilhed. Andre med musik i baggrunden.

Lige nu kører ‘Echoes’. Jeg ved det, jeg har nævnt den tidligere, men det gør ikke nummeret værre. Det er et nummer der ligger på min absolutte top 10 over vigtige numre i mit liv. Teksten er syret, musikken er syret. Men for fanden hvor er det godt.

Jeg kan huske første gang jeg hørte det. Det var til en koncert med danske ‘Pink Floyd Project’ (i  øvrigt et fremragende kopi-band). Jeg blev i den grad ramt. Tre uger senere kørte jeg til Esbjerg for at høre koncerten igen (I know, du behøver ikke sige noget!). Og var bare “WOW”.

Som skrevet er teksten syret, men indeholder nogle ret fede passager.

Et vers lyder således:

Strangers passing in the street

By chance two separate glances meet 

And I am you

And what I see is me

And do I take you by the hand

And lead you through the land

And help me understand the best I can

Og slutningen lyder:

No one makes me close my eyes

And no one sings me lullabies

So I throw the windows wide

And call to you across the sky

Syret, poetisk, smukt. Det går lige i hjertet på mig. Musikken er en fantastisk blanding af rock, funk, klassisk, psykedelisk (det er fra 1971, så det er barn af tiden). Med en utrolig dynamik.

Når jeg sidder her i mørket med ‘Echoes’ kørende går jeg nærmest i trance. Og når det slutter er jeg helt fyldt op. Mættet. Udmattet. På den gode måde.

Jeg har opfordret til det før. Giv det en chance (YouTube: David Gilmour – Remember that night – Echoes, efter min mening den bedste version). Nej, det er ikke lettilgængeligt, ja, det varer længe, men når det først er kommet under huden på dig…

At vente…

… i spænding!

Jeg har undervist et hold i aerodynamik gennem de sidste måneder og de sidder i skrivende stund og er til prøve i det. Jeg sidder udenfor og venter. Desværre får de først resultatet sidst på dagen og det har jeg ikke tid til at vente på, men førstehånds beretninger når de kommer ud er også ok.

Hver gang nogen er til prøve eller eksamen, er det jo kutyme at ønske held og lykke. Det mener jeg er forkert. For hvis held spiller en rolle i prøven / eksamen, så spiller læringen ingen rolle – eller i hvert fald er den formindsket og den retfærdige, ensartede, uvildige bedømmelse går fløjten. Og dermed ryger hele grundlaget for bedømmelsen.

Hvad jeg gør er, at ønske god fornøjelse. For eleven er forhåbentlig så klar, at eksamen bliver en fest!

PS Mine elever kom ud mens jeg skrev på dette indlæg – og de lød rimeligt fortrøstningsfulde, det glæder mig!