Kategoriarkiv: Tanker

Fristed

Et fristed kan være mange ting. Nogle fristeder er rent mentale. Andre er fysiske. Ofte er fristeder vel defineret ved fravær.

Det kan være fravær af larm. Af børn. Af bekymringer. Af arbejde.

Jeg har et fristed. Det er ikke defineret som fravær af noget bestemt. Det er defineret som det der sker med mig, når jeg tager til SöderÅsen aka Åsen.

Jeg blev introduceret til Åsen i august ’94. Jeg havde aldrig dyrket det at tage ud i naturen. Jeg havde slet ikke udstyret til det, så jeg var i lånte klæder. Vi lagde ud i regn, men efter et pitstop i Skaralid, fandt solen vej gennem bøgeskovens træer.

Vi var af sted i tre dage – og jeg følte det som havde vi været på månen. Så langt væk fra alting. Så isoleret i ødemarken. Senere har jeg dog lært, at Åsen på ingen måde er en ødemark.

Jeg blev så begejstret, at da jeg fik mine feriepenge 1. maj, drog jeg straks til Malmø for at købe udstyr. Og samme måned var jeg af sted to gange.

Tal på hvor mange gange jeg har været der, har jeg desværre ikke – hvor ville jeg ønske jeg havde ført dagbog. Men det er nok blevet til 50 gange siden da. Både sommer og vinter. Og ja, jeg sover også i shelter om vinteren.

Tilbage til fristedet. Lad mig forklare det med en anekdote. Jeg var af sted med en god ven. Vi havde bestemt os for et shelter der ligger isoleret i en kløft. Det er ikke markeret på nogle officielle kort og jeg har aldrig mødt nogen der.

Det skulle ændre sig.

Vi havde fået indrettet os og lavet bål. Bål er meget vigtigt. Da der kommer tre danskere op gennem kløften. De var kommet for at klatre og for at bo i shelteret også. De slår sig ned og vi falder naturligvis i snak. Det var et kærestepar og en veninde. Veninden havde aldrig været i naturen på den måde før og hun spørger: “Hvad laver I så når I er her?”. Helt naturligt spørgsmål. Vi sidder stille lidt og svarer så: “Ingenting!”. Hun kiggede himmelfalden på os, forstod ingenting.

Shelter ved Jallabär

De får klatret. Aftenen falder på. De respektive selskaber laver mad. Efter maden spiller vi alle kort. Roen falder over selskabet. Alle sidder stille og kigger ind i bålet. Pludselig siger hun stille: “Nu ved jeg hvad I mener!”.

Åsen er mit fristed. Det er der jeg tager hen for at klare hovedet. Mine tanker og bekymringer kan ikke finde plads i mit hoved når jeg er der. Det er ikke noget jeg aktivt vælger. Det er noget der sker.

Hver gang.

Jeg laver ingen ting. Mentalt.

Er det…

… jeg har på hjerte overhovedet interessant for andre?

Det er vel egentlig et spørgsmål de fleste skribenter stiller (eller i hvert fald bør stille) sig selv?

Men svaret er vel i bund og grund ikke et jeg kan give, men et du skal give dig selv. Det jeg dog kan give dig, det er hvad min egen ambition, min mission, mit mål er.

Svaret er dog ikke helt enkelt, for nogle gange er mit mål at underholde, dele min begejstring for et eller andet. Andre gange er mit mål at provokere lidt – måske komme med et lille surt opstød. Helt sikkert er dog, at min helt egen personlige mission – som du som læser kan være fuldstændigt ligeglad med – er, at skrive. Øve mig i at skrive. Komme ind i vanen med det.

Jeg håber under alle omstændigheder at du hænger på. Det er trods alt det sjoveste. I hvert fald for mig.

‘Man’

Man hører ofte ordet ‘man’ blive brugt. Men hvem er ‘man’?

Jeg hører det ofte i sætninger som “så bliver man ked af det” eller “så skal man også…”. Men der er i situationerne ikke tale om, at det er nogle andre der bliver kede af det, men derimod den der taler.

‘Man’ er simpelthen blevet et af mine yndlings hadeobjekter, for det bliver brugt til at undgå at tage ansvar for egne følelser og generalisere. Men hvor ville verden dog blive et bedre sted, hvis man tog ansvar for egne følelser – og ja, jeg ved det. Jeg brugte det selv.

Læg mærke til forskellen mellem “så bliver man ked af det” og “så bliver jeg ked af det”. I den første sætning kommunikeres generelt om en eller anden situation, i den sidste kommunikerer jeg mine følelser. Tager ansvar for hvordan jeg har det.

En af mine kæpheste generelt er, at hvis jeg står ved mine følelser og kommunikerer dem, så opnås en klarere og tydeligere kommunikation – og fremfor alt så opnås en større klarhed over hvordan jeg egentlig har det. En klarhed jeg kan bruge til at arbejde med de følelser jeg måtte have i den givne situation.

‘Man’ er i mine øjne en måde at undgå at stå ved egne følelser. Måske som beskyttelse? Det er nemmere at ‘man’ er ked af det, straks sværere at ‘jeg’ er. Men det er en flugt. For jeg er jo ked af det, det ændres ikke af at jeg verbalt forsøger at lave en ansvarsfraskrivelse. Følelserne er der stadig.