Moments

Som så mange andre er jeg på Tinder. Eller som jeg plejer at kalde det: Jeg spiller Tinder.

Ikke fordi jeg ikke tager det seriøst, men fordi det er lidt som at spille et eller andet skydespil, hvor det gælder om at ramme rigtigt. Eller memory.

Men at spille Tinder giver mange oplevelser. Jeg har hørt om “Tinder Tragedier”, men har aldrig opsøgt det. Og før jeg hørte om det, fik jeg en hobby. Jeg samler på Tinder Moments.

Det kan være et billede hvor jeg tænker “WHAT!?” eller en tekst som bare er mærkelig eller sjov. Og jeg tænker jeg vil dele nogle af dem med dig. Fuldstændigt anonymiseret. Jeg vil under ingen omstændigheder hænge nogen ud. Det er slet ikke pointen. Genkender du dig selv eller en du kender og du bliver stødt over det, så skriv endelig til mig – du kan gøre det i form af en kommentar til indlægget, så får jeg besked – så finder vi en løsning.

Dette indlæg fokuserer på billeder. Senere følger et der fokuserer på tekster.

Den første serie er en “WHAT!?”. En kvinde der har et lidt specielt navn og har en profession der gør, at det tager ca. 10 sekunder at finde hende ved hjælp af Google. Hun er – bestemt med rette – meget glad for hendes krop og deler den gerne med os andre. Jeg beundrer på sin vis hendes mod til på den måde at stå frem og på den anden side er det faktisk lidt grænseoverskridende for mig…


Det skal tilføjes at hun også har billeder af hendes ansigt, dem har jeg naturligvis valgt ikke at vise!

Den næste er i kategorien “Hvorfor købe porno når man har Tinder”(-runden fristes jeg til at sige. Hvilket kun giver mening hvis man ser Quizzen med Signe Molde).

Døm selv, men jeg har min mening om hvilke kvaliteter disse kvinder gerne vil vælges på…


Bevars, jeg nyder da synet. Helt bestemt. Men jeg er måske ikke ude efter en kvinde hvor det meste er pakket ud på forhånd?

Så er der dem som er lidt mere – raffinerede?

Så er der den sidste gruppe. Nu vil jeg helst ikke bruge ordet vulgært, meeen… Min grænse for hvad jeg egentlig synes er ok, er i hvert fald udfordret her.

 

PS Jeg ved godt at mænd ikke er et hak bedre (slet ikke i sproget), men dem ser jeg i sagens natur ikke.

Hvad øjet ser

Jeg sidder i min stue. Helt stille. Ingen musik. Ingen tv. Bare mig.

Funderer lidt. Nyder stilheden. Kigger mig lidt omkring. Lægger mærke til hvad jeg egentlig har hængende på væggen.

Man kan med rette mene, at det ikke burde komme som en overraskelse for mig. Og det gør det som sådan heller ikke. Det er nærmere fordelingen af det.

Jeg har i alt 7 billeder / plakater (indrammet naturligvis) hængende i mit hjem. Og yderligere 6 stående som der ikke er plads til.

5 ud af de 7 er Pink Floyd relateret. 4 ud af de 6 er ligeså.

Ensporet? Nørdet? Dedikeret? Tja, det kan du jo vurdere. Men tilfældigt er det i hvert fald ikke… Og det er jo ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for Pink Floyd!

Avocado eller advocado?

STOP SÅ!!!

Får jeg indimellem lyst til at råbe…

Ja, jeg ser tv og ja, jeg ser også skod tv. Herunder “Til middag hos” på TV3 – programmet er faktisk ikke helt skidt, man får et lidt anderledes blik på de medvirkende, for man kommer helt helt bogstaveligt hjem hos de medvirkende.

Men for pokker hvor er der mange af dem der bruger avocadoer i deres retter – og stort set ingen kan udtale avocado rigtigt – de siger advocado!

Der er kun ét ‘d’ i ‘avocado’, og det er ikke efter det første ‘a’, men som begyndelse på sidste stavelse ‘do’.

Er jeg en sur gammel mand når jeg siger “Så fat det dog!!!”?

Ok, provokerende, jeg ved det, men det skærer altså i mine ører…

10 Spørgsmål 

Jeg tror vi alle har gjort det. Spurgt “Må jeg stille dig et spørgsmål?”. Eller sagt “Må jeg forstyrre dig?”. Og ret beset er det jo noget vrøvl, for når man spørger om man må stille et spørgsmål, så har man allerede gjort det. Og når man spørger om man må forstyrre, så har man jo også gjort det allerede.

Jeg har nogle gange praktiseret at sige “Må jeg stille to spørgsmål?” og når svaret så kom i form af et ja, så svare “Og det var så det ene!”. Der er nogen der forstår den og så er der dem som bare tænker “Weirdo!”.

Ja, det er pedantisk! Jeg ved det! Men jeg elsker jo altså præcision i sproget…

Og af en eller anden mærkelig grund kommer jeg i tanke om dette statement (som man siger på nudansk). Og det har absolut intet med ovenstående at gøre (udover noget præcision i sproget):

“Der findes 10 slags mennesker, dem der forstår det binære talsystem og dem der ikke gør.”

Den er kun sjov hvis man tilhører den første gruppe! Så forstår man også overskriften på dette indlæg! 😉 (Eller: (wink wink))

Farver

Som du nok ved – i hvert fald hvis du har læst tidligere indlæg – så kan jeg godt lide at fotografere. Og er også rimelig habil til det.

Og jeg elsker farver. Ikke overdrevne, bare kraftfulde og kontraster.

Faxe Kalkbrud
Faxe Kalkbrud

 

Og her er kontrasten mellem gråtonerne og så den kraftfulde turkis farve i Faxe Kalkbrud. Taget på en vinterdag hvor farverne generelt mest af alt var grå og brune. Så lå kalkbruddet der som en ædelsten og lyste op.

 

Møns Klint
Møns Klint

Møns Klint er en all time favourite. Den skuffer sjældent og en dag som denne, hvor luften er helt klar, så…

Rapsmarker

Ok, farverne her har fået en over nakken, men jeg elsker linjerne i billedet og farverne der spiller op mod hinanden.

 

Trawlere i Skagen

Igen er der noget med linjerne i dette billede som bare tiltaler mig – og farverne der er i kontrast til hinanden – faktisk er det lysets tre grundfarver: Rød, grøn og blå (LYSETS grundfarver, ikke pigmentfarvernes grundfarver!).

Færøerne

En fantastisk dag med helt stille vand, de flotteste refleksioner og stort set alle nuancer af grøn. Et billede jeg er meget glad for!

Hvem var model for hvem?

Indrømmet – jeg kan godt lide halv-kryptiske overskrifter på mine indlæg.

Jeg er i skrivende stund 44 år gammel. Det betyder, at jeg som barn / ung så Fragglerne på tv. Gjorde du også det? Så kan du måske huske Sprocket?

Sprocket er den hund som bor med sit menneske udenfor indgangen til Fraggle-land. Og Sprocket er fantastisk. Så fuld af liv, så udtryksfuld.

Og jeg ejer Sprocket. Dvs ikke Sprocket fra Fragglerne, men en hund der ligner Sprocket helt utrolig meget. Både i udseende og i væremåde. Dexter hedder han.

Jeg kunne godt tænke mig en lillebror til Dexter. Og når jeg får det, skal han hedde Sprocket. For racen, Schapendoes, er virkelig en sjov race. Fulde af liv og de har store personligheder.

Så hvem kom først? Schapendoes eller Sprocket?

Herunder er et klip fra Fragglerne (læs videre under videoen):

På mit gymnasium var der en lærer der blev kaldt Gorgen – endnu en karakter (ret beset en race) fra Fragglerne. Historien bag øgenavnet var, at Gorgen havde en søn der gik en årgang over mig og det er ham der har fortalt historien.

Familien havde også en efternøler der vel var tre-fire år gammel og en dag sad hun og så Fragglerne da Gorkerne kom på skærmen, hvortil hun udbryder: “Se, se far er i fjernsynet!”

Dexter i fuld galop

For Dexter gælder, at al leg foregår i løb. Beklager at billedet ikke er helt skarpt, men han er sa***** svær at fotografere fordi det går så hurtigt…

🙂

At fortælle eller ikke at fortælle…

Sorry, ingen store hemmeligheder bliver afsløret i dette indlæg. Det handler om lys.

Tilbage i midtfirserne så jeg på tv en koncert med Dire Straits. Nummeret “Private Investigations” kom til at definere hvordan jeg ser(!) og hører musik.

Ja, ser!

Nummeret i sig selv er fantastisk – burde måske have været med i mit indlæg om dynamik – en fantastisk tekst om menneskets forfald, en utrolig dynamik og en utrolig lyd (jeg hører bl.a. en kat jamre i en mørk gyde).

Men det var ikke det jeg har på hjerte i dag.

Koncerten er nu 30 år gammel, de tekniske muligheder med lys var meget begrænsede dengang. Alt blev kørt manuelt. Ingen moving lights. Højst noget maskineri der kunne skifte filter på lamperne, så den enkelte lampe kunne skifte farve.

Men det der fangede mig i netop dette nummer er passagen hvor bassen er det helt centrale, den kører i en tung rytme og resten af instrumenterne ligger i baggrunden og skaber stemning. Hver gang bassen bliver slået an, følger lyset med og lyser scenen op. Og når der så kommer passager hvor de andre instrumenter går med, følger lyset igen med. Simpelt, men effektfuldt.

Lyset er med andre ord med til at fortælle historien. Og jeg var fascineret!

Gennem gymnasiet lavede jeg lys til alle forestillinger der var, fik også lov til at lave lys på den lille scene til en musikfestival i lokalområdet.

Sidenhen har jeg lavet lys til teaterstykker, musicals og koncerter – fx Lisa Nilsson med Niels Lan Doky, Flemming Jensen med Tom McEwan og Hugo Rasmussen, Bamse, Lis Sørensen, Beth Hart…

Altid har jeg tilstræbt at lyset skulle være medfortællende som i “Private Investigations”. En ven jeg har arbejdede engang for et eventbureau og vennen udtrykte det således: Den vigtigste person i salen er lysmanden (-kvinden). Vedkommende kan ødelægge ALT!

Hvis lyset ikke fortæller historien, falder alt fra hinanden.

Og ja, jeg ser musik. Jeg ser farver, jeg ser skift, jeg ser rytme for mig, når jeg hører musik.

Og du skal naturligvis ikke snydes for min åbenbaring, du kan se den herunder. Passagen starter ved 3:30, men se det fra top, nyd teksten, nyd melodien, nyd dynamikken…

Enjoy!

At indrømme

Jeg er hverken for fin til eller bleg for at indrømme når jeg begår fejl. Og det har jeg gjort.

Mere end én gang forstås…

Jeg er blevet korrigeret. Jeg har skrevet om en veninde der introducerede mig til begrebet “livsviden”. Troede jeg. Det viste sig nemlig sidenhen, at hun ikke snakkede om “livsviden”, men om “livs vidne”. Altså om den person, som er vidne til alt hvad der foregår i ens liv. Typisk en partner. Den man deler stort og småt med.

I stand corrected.

Men jeg synes nu stadig at livsviden også er et fint begreb. Det er bare ikke længere hendes, men mit!

Og det er vel heller ikke helt skidt?

Sproglige finurligheder

Jeg går op i sprog – hvilket chok – og præcision i sproget – endnu mere chok. Men falder selv i en gang i mellem…

Trak gardinerne fra her til morgen og tænkte “Nej hvor dejligt, solen skinner!”. Og det er i bund grund noget vrøvl. Ikke at solen skinner, men at jeg forundres over det. For solen skinner hver dag, altid. Uanset årstid, uanset tidspunkt på døgnet, uanset hvor du befinder dig.

Det jeg naturligvis mente var “Nej hvor dejligt, det er skyfri så lyset er kraftigt og jeg kan se solen!”.

Den dag solen ikke længere skinner, vil vores civilisation meget hurtigt gå til grunde. Og således opmuntret, vil jeg gå en tur med hunden, nyde solskinnet, som er ekstra dejligt fordi det ikke er blokeret af skyer.