Kategoriarkiv: Sprog

Sproglige finurligheder

Jeg går op i sprog – hvilket chok – og præcision i sproget – endnu mere chok. Men falder selv i en gang i mellem…

Trak gardinerne fra her til morgen og tænkte “Nej hvor dejligt, solen skinner!”. Og det er i bund grund noget vrøvl. Ikke at solen skinner, men at jeg forundres over det. For solen skinner hver dag, altid. Uanset årstid, uanset tidspunkt på døgnet, uanset hvor du befinder dig.

Det jeg naturligvis mente var “Nej hvor dejligt, det er skyfri så lyset er kraftigt og jeg kan se solen!”.

Den dag solen ikke længere skinner, vil vores civilisation meget hurtigt gå til grunde. Og således opmuntret, vil jeg gå en tur med hunden, nyde solskinnet, som er ekstra dejligt fordi det ikke er blokeret af skyer.

Livsviden

Jeg er i dag blevet introduceret til et nyt ord / begreb. Livsviden.

Det dækker over viden om (alt) hvad der foregår i et liv. Altså typisk den viden en partner har om hvad der foregår i ens liv.

Det var en (single) veninde der brugte det om, at hun savner en der har livsviden om hende. Og jeg var solgt på stedet. Så enkelt, så smukt udtrykt.

For mig er det i hvert fald også en del at være i et forhold, og en af de ting (udover de måske mere oplagte) der gør en partner til mere end en ven. En partner er en der ved alt hvad der foregår i mit liv. En der har livsviden.

Hvornår har du sidst…

… kommunikeret uden brugen af smileys / emojies? Tænk dig om. Det er garanteret lang tid siden…

Jeg har en god veninde som er et ordmenneske som mig – det var faktisk hende der lærte mig det begreb. Vi har egentlig ikke kendt hinanden så længe, men kommunikerer en hel del på sms og mail.

Ret hurtigt fik hun udfordret mig på min brug af smileys / emojies og det blev pludselig en kunst IKKE at bruge dem.

Det var overraskende svært.

De er blevet en så fat integreret del af i hvert fald mit skriftsprog, at det pludselig at skulle kommunikere uden var svært. For hvordan kan jeg så sikre mig, at meningen bliver fanget, hvis jeg ikke lige kan understrege den med et smil, et blink i øjet eller en sur smiley?

Det fordrer faktisk at man (jeg ved det godt, jeg bryder mig ikke om ordet ‘man’) bliver mere omhyggelig, mere præcis. Og den opmærksomme læser vil vide, at det er noget jeg hylder: Præcision i sproget.

Og det fordrer faktisk også, at man kender hinanden relativt godt. Så man ved hvornår man fx er ironisk.

Faktisk har vi været nødt til at indføre skrevne smiley’s: (smiley), (wink), (wink wink) og (ked af det smiley). Skrevet som de står her. Med parenteser og det hele. Det er ikke så ofte de er i brug, men det sker. Blot for at være sikker. (smiley)

Overraskende god

I en tv-reklame for den tankstations-kæde der har fået det mundrette navn Circle-K (hvilket kunne give anledning til et selvstændigt indlæg), kan man høre et speak der (frit efter hukommelsen – den sidste del er nu korrekt citeret) lyder sådan her:

“Prøv vores nye okseburger – overraskende god!”

Og her er det jeg undrer mig. Hvorfor er det, at det kommer som en overraskelse at den er god? Havde de egentlig satset på at lave et lo*** produkt og den så til alles overraskelse rent faktisk var god? Er deres andre produkter decideret dårlige?

Jeg tænker der måske er et reklamebureau der har været lige lovlig hurtige – lidt i stil med reklamen for Toffifee (tror jeg det staves) og “Hvad tror I der sker når jeg bringer Toffifee ind i legen?” (legen blev stoppet / ødelagt hvis du skulle have glemt det).

Om at spå

Jeg hører ofte vendingen “Det er svært at spå om fremtiden” eller varianten “forudsige fremtiden”. Og begge dele morer mig altid, for jeg er endnu ikke kommet på hvad andet end fremtiden man kan spå om / forudsige – med andre ord er det dobbelt konfekt og hvis jeg skal trække den helt ud: En manglende forståelse af sproget. Eller måske bare en manglende opmærksomhed (hvis jeg skal bløde den lidt op igen).

Hvis du ikke allerede har opdaget det, så kan jeg godt lide at være præcis i mit sprog. Det er ikke altid det lykkes, men jeg bestræber mig på det.