Kategoriarkiv: Tanker

Dybblå

Forleden genså jeg en af mine absolut yndlings film – The Big Blue. Hvis du ikke har set den, så gør det. Måske ikke i den lange directors cut-udgave for, indrømmet, den er eddersparkeme lang. Men i biograf versionen.

Jeg vil ikke sige så meget om handlingen eller temaerne i den – det kan der skrives mange ord om – men derimod om musikken.

Filmen er instrueret af Luc Besson og musikken er skrevet af Eric Serra. Et makkerpar der har fulgt hinanden gennem mange film. Subway, The Big Blue, Nikita, Leon… Samarbejdet mellem de to er sublimt. Især i The Big Blue går billed og lyd op i en højere, helt perfekt, enhed. Stemningsmæssigt følger musikken handling, stemning og klipning. Men også  detaljerne i lyden følger nøje billederne. I åbningsscenen dykker unge Jacques og fodrer en barracuda med fiskestykker. Første gang barracudaen åbner munden, klar til at forsvare sig, klar til angreb, understøttes billederne af en hvæsende lyd i musikken.

Det er virkelig et mesterværk!

Altruisme

Jvf. min fremmedordbog (sådan en helt analog en) betyder ‘altruisme‘ menneskekærlighed, uegennyttig. ‘Altruist‘ betyder menneskeven. ‘Altruistisk‘ menneskekærlig, uegennyttig, uselvisk, opofrende.

Jeg var til fest i weekenden hos en meget god veninde. Jeg har talt om hende før. Jeg har ikke tidligere mødt ret mange af hendes venner og dermed har de ikke mødt mig. Vi har et ret specielt forhold og der var flere der spurgte ind til vores forhold, fordi det måske – hånden på hjertet – kan opfattes som et kæresteforhold. Hvilket det ikke er.

Jeg faldt i snak med en interessant kvinde. Vi kom til at snakke om mit forhold til min veninde, hvordan jeg hjælper hende med alt muligt praktisk og er involveret i mange af de ting hun gør.

Kvinden spurgte mig, hvad jeg så får til gengæld. Et spørgsmål jeg ikke lige kunne svare uddybende på. Og det har rumsteret i mit hoved siden da. Naturligvis kan jeg komme på en masse ting jeg får igen. Men er det i virkeligheden interessant for mig. Er det vigtigt at gøre ting op i ‘noget for noget‘?

Og det er det ikke for mig. Jeg kan finde en glæde i at hjælpe andre. Så længe der er en oprigtig glæde ved min hjælp, så behøver jeg ikke få andet igen. Til gengæld ved jeg også, at der er mange der stiller op for mig, den dag jeg har brug for hjælp.

Men jeg kan med stolthed sige, at jeg er altruist!

Som det nok…

… er gået de færrestes næse forbi, så ruller Matador over skærmen igen. Det er gået op for mig, at jeg nok ikke har set den siden første gang den blev sendt, hvorfor ved jeg ikke, for jeg synes den holder 100%.

Serien vækker formentlig minder for rigtig mange, for mig vækker den især ét.

Jeg har gennem mange år arbejdet som lysmand, hand eller lignende til et utal af arrangementer. Til et af disse arrangementer skulle Marlene Schwartz optræde. Jeg var stagemanager (fin titel), hvilket betød at jeg backstage skulle sørge for den rigtige rækkefølge af de optrædende og ikke mindst sætte mikrofoner på de optrædende og tage dem af igen når de var færdige.

En trådløs mikrofon består af selve mikrofonen og så en sender på størrelse med en lille cigaretpakke, disse er forbundet med en ledning. Det mest elegante er, at senderen sidder på ryggen, med ledningen skjult under tøjet. Marlene skal til at skulle på, så jeg sætter mikrofonen på hende, løfter ud i hendes bluse ved nakken, dumper senderen ned af hendes ryg og sætter den fast i bukselinningen.

Så langt så godt.

Da hun er færdig med at optræde tager jeg mikrofonen af hende, dumper den ned af ryggen på hende og begynder at trække den ud. Men den sidder fast. Som i helt fast. Jeg forsøger det bedste jeg kan at få den løs, men intet hjælper. Jeg ender med at stå med begge hænder oppe under hendes bluse – på ryggen altså! Mens andre stod omkring os og kommenterede. Jeg tilbød hende, at vi kunne gå et andet sted hen, men hun tog situationen med ophøjet ro!

Det viste sig, at hendes BH var bundet med en sløjfe bag på – meget elegant i øvrigt – og da jeg dumpede senderen var den røget ned gennem sløjfen, hvor mikrofonen så satte sig fast.

Marlene blev befriet, jeg befippet og alt var godt!

Og lad mig så tilføje: Hendes hud er meget blød! 😉

Here we….

… go again…

Så sidder jeg her igen. I mørket. Hører musik. Falder ned.

Mike Oldfields fremragende album “Tubular Bells” fra 1973 (25. maj for at være præcis) kører i baggrunden. En (stort set) instrumental indspilning i to dele: a-siden på pladen og selvfølgelig b-siden. Sart, voldsomt, symfonisk, dramatisk, blidt, kærtegnende. De lige godt 25 minutter på a-siden forkæler alle sanser og stemninger.

De sidste dage har været voldsomme. Budt på mange og store udfordringer. Men endnu en gang er jeg blevet bekræftet i at rækker jeg ud efter hjælp, så findes den. Som jeg før har skrevet om, så er jeg velsignet med gode mennesker omkring mig. Mennesker som gerne hjælper. Nogle gange bliver det ved intentionen fordi virkeligheden ikke tillader andet, andre gange bliver det ikke kun ved intentionen. Men selv intentionen hjælper – at mærke en dybfølt intention om at hjælpe mig, giver mig en følelse af at kunne tro på verden igen.

Lyder måske lidt dramatisk – men ikke desto mindre sandt.

Sidder her i mørket. Reflekterer over dagen. Den har budt på lidt af hvert. Blandt andet en meget stor intention om at hjælpe. På bogskriveri. Et løfte om at finansiere udgivelsen af min bog. Eurovision Song Contest semifinale – med sms ditchen af samme med en veninde. Lægge øren til en anden god venindes mandekvaler.

Bogen jeg skriver på, er en bog om aerodynamik. En lærebog for kommende privat piloter. En meget stor tilfredsstillelse at producere noget og ikke mindst at opdage, at det rent faktisk også vil være muligt at tjene penge på det. Ikke at jeg på nogen måde bliver rig eller at fortjenesten kommer til at stå mål med indsatsen, men alligevel er det en stor tilfredsstillelse.

Det at have så gode mennesker omkring mig, trods hvordan verden ellers fremstår i øjeblikket og det at sidde og producere noget som har min interesse, som kan bruges af andre (i modsætning til denne blog?) – giver mig fornyet håb for mig. Fornyet håb for verden.

Der er så meget…

… jeg ikke forstår.

Jeg modtog i dag et nyt Visa/Dankort med posten. Sådan et skal selvfølgelig aktiveres og i følge brevet skal dette ske via en “trykknap telefon”!?!? Øhm mig bekendt er det længe siden man overhovedet kunne bruge en drejeskive telefon til at ringe med. Så den oplysning er ret overflødig.

Telefonkøer generelt. Jeg forstår nytten i at kunne screene opkald før de går igennem til en medarbejder (der koster penge). Altså meddelelser af typen: “Ringer du med det her problem, så kan vi ikke hjælpe dig.” eller “Find informationer om xxx på yyy.” Men der er altså gået lidt sport i den, ringede til licenskontoret forleden. Jeg skulle igennem 1½ minuts informationer og valgmuligheder før jeg blev stillet igennem til en medarbejder. Prisen tager dog Region Hovedstadens telefon til frit sygehusvalg. Der får man informationer om alle mulige oplysninger på alle mulige steder, herunder følgende web-adresse læst op som den står her:

www punktum sundhed punktum dk skråstreg borger skråstreg behandling bindestreg og bindestreg rettigheder skråstreg sygehusvalg skråstreg frit bindestreg sygehusvalg

(www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/sygehusvalg/frit-sygehusvalg)

Mundret og nemt at huske!

Andre overflødige oplysninger. I dag var jeg ude at køre, og ser bag på en bil et klistermærke som jeg har undret mig over i mange. Trekanten med røde kanter og teksten “Børn i bilen”. Hvad er det for en information jeg får ud af det? At jeg ikke må lave den påkørsel jeg ellers havde tænkt mig? Jeg har ingen planer om at påkøre nogen, klistermærke eller ej…

Og husker føreren så i øvrigt at fjerne klistermærket når der IKKE er børn i bilen?

Jeg er for nylig blevet 45. Og jeg forstår faktisk ikke helt den identitetskrise jeg her er blevet kastet ud i.

Forleden havde jeg bestilt pizza. Buddet ringede fordi han ikke kunne finde adressen. På et tidspunkt udbryder han “Nummer 20 eksisterer ikke!” (jeg bor i nummer 20), hvortil jeg lakonisk måtte svare, at hvis nummer 20 ikke eksisterede, eksisterede jeg heller ikke, for jeg stod der nu! Godt nok ærgerligt efter at have boet her i 12 år, at finde ud af at adressen ikke eksisterer!

Men måske buddet havde fat i noget, for ovennævnte Visa/Dankort kom i en konvolut påklistret en mærkat med kryds i feltet “Ubekendt på adressen” på trods af, at både navn og adresse var helt korrekt – så åbenbart er det ikke kun adressen der eksisterer, jeg gør heller ikke.

Der kan vel ikke være tale om andet end en identitetskrise?

Værdig…

Det hænder jeg kommer til at se diverse mere eller mindre underlødige programmer, som jeg tror især TV3 er leveringsdygtig i. I øjeblikket kører således en serie der hedder “Danmarks Modigste”, hvilket i sig selv er en morsomhed – for hvilke kriterier er deltagerne valgt ud fra, hvor mange har deltaget i de indledende auditions?

Set-up’et omkring programmet er, helt som forventet, temmeligt corny. Der etableres denne her kult-agtige pseudo-virkelighed, hvor vinderen af dagen næste morgen får lov til at gå ind i “templet”, lægge sig på knæ foran “alteret”, andægtigt vælge hvilken af de andre deltagere vinderen vil have en hemmelighed at vide om, hvorefter et tv(!!!) – ja, du læste rigtigt – et tv kommer op af alteret (der kan man vist snakke om tv’et som husalter) og hemmeligheden bliver vist på skærmen – det hele underbygget af en dyb dommedagsstemme der guider vinderen igennem procesen.

Ja, jeg synes det er corny!

Men hvad jeg synes er mere corny er deltagernes indbyrdes snakke om hvem der er værdig eller ikke værdig. Man hører den også i Robinson Ekspeditionen – og sandsynligvis også i Paradise Hotel eller andre af den slags programmer jeg ikke ser. Men undskyld mig: Værdig? Er man “værdig” til at være Danmarks Modigste??? Er det ikke blot et spørgsmål om at være – ja, modigst?
Jeg har egentlig ret stor respekt for Jakob Kjeldberg, men i dette program rammer han altså bunden når han med sin dommedagsmine skal kommentere på begivenhederne og fortælle hvad der nu skal ske…

Værdig? Ja, værdigt synes jeg ikke det er…

En god idé?

Igår fik jeg, da jeg var ude at handle, åndenød. Havde lidt svært ved at få varerne ind i bilen. I efteråret havde jeg en heftig lunge infektion med samme symptomer, så jeg var mest irriteret. Kom hjem, fik slæbt varer ind. Tog nogle pust af en asta-inhalator jeg har. Det hjalp ikke. Sad i hvile i sofaen og målte min respirationsfrekvens. Den lå på omkring 35, hvor normalen er under 20.

Hmmm… Hvad stiller man op med sådan en opstået lungeinfektion en fredag eftermiddag hvor ens læge er gået på weekend? Jeg ringede 1813 (som er akut telefonen i min region). Ville bare have et par gode råd. Kom igennem, fortalte hvordan jeg havde det, svarede på et par spørgsmål og lægen jeg snakkede med sagde så: “Jeg sender en ambulance, jeg vil ikke sende dig ud at køre selv.” – den sidste del var jeg sådan set enig i – men jeg syntes det var lige lovlig dramatisk med en ambulance. Men det ville hun ikke høre tale om, hun ville tage ansvaret for det. Så der kom en ambulance. Jeg var fuldstændigt rolig, nok mest af alt sådan lidt “hvad er det jeg har sat gang i, bare fordi jeg ikke rigtig kan få vejret?”. Ind i ambulancen, masse målinger og undersøgelser. Så kom akut lægebilen med en læge. Jeg var målløs. De mistænkte så en sammenklappet lunge og af sted det gik med udrykning til hospitalet hvor et akut team stod klar til at modtage mig, med operation kort efter…

Det der med at ringe 1813 var nok en god ide….

Barnlig glæde

Forleden gik jeg ned af Falkoner Allé. Jeg havde lidt travlt. Jeg var sent på den. Er der noget jeg hader, så er det at komme for sent. Også selvom det egentlig ikke betyder noget, om jeg kommer 5 minutter før eller senere. Men jeg var optaget af at kunne komme gennem menneskemængden hurtigst muligt.

Og da var det, at jeg hørte en lyd.

En mærkelig lyd. På en gang meget velkendt. Men samtidig meget fremmed. Sådan ’swush swush’-agtig. Den nærmede sig bagfra.

Jeg vendte mig rundt og så ophavsmanden – eller rettere: ophavsdrengen – til lyden. En dreng på omkring de 11 år som kom cyklende. I hans hånd havde han et legetøjs-lyssværd (fra Star Wars) som han svingede frem og tilbage mens han sagde som lyden fra sværdet i filmen – ’swush swush’. Fuldstændigt ligeglad med hvad folk måtte tænke. Helt i hans egen verden.

Jeg ved ikke hvad ‘folk’ tænkte. Men jeg ved, at jeg blev glad. Varm om hjertet. For en stund kunne jeg glemme trængslen, travlhed og selv være en dreng på 11. En som lever lidt i sin egen verden.

Det var en dejlig stund.

Og så røg jeg tilbage i travlhed og trængsel. Men ønskede at jeg kunne være blevet lidt længere. Sammen med drengen. I hvert vores parallel univers.

Helvede på denne jord

Efter at have levet i cølibat i tre uger er jeg faldet i. Og jeg fortryder.

Jeg er røget i Tinder-helvedet igen. Dammit.

Det er så nemt. Det er så overfladisk. Det koster virkelig meget energi. Og så er der alle de fraser som jeg virkelig hader fx:

“… så det har du også.” – Hvorfor?

Eller disse ord:

“vino” og “bobler”

Kom nu ind i kampen kvinder. Vær lidt opfindsom. Vær lidt åben. Lad dig dog rive med og se hvad der sker i stedet for at stille en masse krav.

Og hvorfor er det interessant hvad du drikker? Jeg skriver jo for pokker ikke, at jeg drikker vand!

Når ret skal være ret, så har jeg faktisk fået flere rigtig gode venskaber ud af at være på Tinder. Og det sætter jeg pris på. Men den gevinst jeg egentlig går efter, den lader vente på sig.

Våd våd våd…

Jeg har tidligere skrevet om følelser i forbindelse med musik. Hvordan nogle numre kan tage os med tilbage i tiden. Genskabe følelser.

Sådan har jeg det blandt andet med Wet Wet Wet’s ‘Love Is All Around’. En sød og dejlig kærligheds historie – men det den vækker i mig er ikke nødvendigvis så godt. Selv her 22 år efter.

Historien er, at jeg arbejdede i McDonald’s Østergade (den der lå ved Illum). Jeg var blevet spurgt om jeg ville stå for al træning af nyt personale til restauranten på Falkoner Allé som skulle åbne. Det ville jeg naturligvis gerne.

Heldigvis kunne jeg lige nå at få den sidste personalefest med i Østergade, for Sarah skulle med. Og hende havde jeg et godt øje til – og hun til mig. Hun havde egentlig en kæreste, men det var vist on/off.

Til festen lykkedes det mig at kysse lidt på hende, trods heftig modstand fra Rune som også var ret vild med hende. Men jeg trak det længste strå og den sidste sang vi dansede til var … jep … ‘Love Is All Around’.

Weekenden efter var vi nogle stykker der ville i biografen, herunder Rune. Vi mødtes i restauranten hvor Sarah var på arbejde. Hun opførte sig noget underligt, but what the heck…

På vej ned af Strøget fortæller Rune, at han havde været sammen med hende i den forgangne uge – han anede ikke at jeg rent faktisk var gået med hende hjem efter festen (det blev dog kun til kysseri).

Noget desillusionerede ankom vi til Palads. Rune og jeg sendte pigerne, som var med os, ind efter billetter (jeg mener i øvrigt at Rune sidenhen blev gift med en af de piger). Beskeden var: ‘Find noget hjernedød aktion, det er hvad vi kan holde til!’

De kom ud med billetter til ‘Fire Bryllupper Og En Begravelse’ hvor titelmelodien er … jep … ‘Love Is All Around’.

Tror faktisk det er den eneste gang jeg er gået fra en film!