>155

Eller “større end 155” – det er hvad min IntelligensKvotient (IK / IQ) blev målt til i foråret 1997. Et resultat der ikke alene kvalificerer mig til medlemsskab af MENSA, men som også placerer mig i den bedste halvdel (Note: MENSA har siden skiftet skala, så på den nye skala svarer det til 135).

MENSA organiserer de 2% mest intelligente del af befolkningen, jeg hører altså til de 1% mest intelligente.

Vildt kan man tænke. Men for at sætte det lidt i perspektiv, så kig på hvor mange Facebook venner du har. For hver 100, er der to der kan blive medlem af MENSA.

Og intelligens er mange ting. Det der bliver målt i MENSA’s test er evnen til at se mønstre og sammenhænge – hvordan noget udvikler sig. Logiske sammenhænge.

Før jeg tog testen havde jeg godt en fornemmelse af, at jeg lå i den bedre halvdel (ellers ville det godt nok også være spild af tid og penge – det koster penge at tage testen), alligevel var min overraskelse stor da brevet kom (åh ja, det var dengang med breve og post der kom hver dag).

Har det så betydet noget for mig? Ja, det har det. Det har gjort noget for min selvforståelse, omend det har taget mig en del år for alvor at forstå hvad jeg kan bruge det til. Nu hvor jeg er i jobsøgning, bruger jeg det for alvor. Både i typen af jobs jeg søger og i mine ansøgninger. Sætter ikke længere mit lys under en skæppe, for her er noget jeg beviseligt er god til.

Men jeg føler mig ikke hævet over andre. Jeg kan fx hverken tegne, male eller synge. Faktisk er jeg heller ikke specielt god til at spille skak (selvom mange tror at det burde jeg være). Forskellen på dig og mig er, at jeg er blevet testet og fundet god til et bestemt område. Du er (formentlig) ikke blevet testet.

Og så et tip: Hvis du overvejer at lade dig teste hos MENSA, så træn! Øv dig! Det gør rent faktisk en forskel!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *