Det at være…

… jobsøgende er ikke nogen spøg. I hvert fald ikke, når man ikke er i job.

Et er den økonomiske usikkerhed, noget andet er den identitet som mange af os – i hvert fald jeg – skaber gennem vores job. Men værst er dog den lovgivning jeg som dagpenge-modtager skal navigere i.

Jeg skal hver uge på www.jobnet.dk notere mindst to jobs jeg har søgt. Hver måned skal jeg uploade mindst to ansøgninger / CV’er samme steds. Og jeg skal tjekke de jobforslag Jobnet kommer med.

Naturligvis for at det kan kontrolleres om jeg rent faktisk er jobsøgende.

Det kan man mene om hvad man vil.

Indenfor 14 dage efter jeg er blevet ledig, skal man have et møde med en job-coach. Hver måned i x antal måneder (har glemt hvor mange) skal jeg til møde på jobcentret.

Mit seneste møde med en job-coach var heldigvis på telefon, så jeg var fri for at bruge 2 * 30 minutter på at køre til Hillerød som jeg skulle første gang.

Og heldigvis var det pr telefon, for det var ubrugeligt. Han kom med absolut intet brugbart til mig.

Møderne på Jobcentret er ligegyldige. Til det første møde havde jeg, som jeg var blevet bedt om i indkaldelsen, medbragt ansøgninger, jobopslag jeg kunne tænkes at søge. Konsulenten var ligeglad. Han instruerede mig blot i mine rettigheder og pligter. Andet møde tog vel 7 minutter. Det bestod stort set i at han sagde “Politikerne har bestemt at vi skal ses en gang om måneden, men du er jo godt i gang, så jeg har ikke så meget til dig.”.

Jamen så ses vi om en måned!

Hver gang jeg har været i kontakt med enten job-coach eller Jobcenter, får jeg en ny plan som jeg skal læse om kvittere for på Jobnet.

Og de er ubrugelige.

Fx står der i min plan fra job-coachen at jeg primært skal søge i: Kalundborg, Hørsholm, København, Hele Sjælland.

Hvor Kalundborg og Hørsholm kom ind i billedet har jeg ingen idé om. Og under alle omstændigheder er jeg temmelig sikker på, at de er dækket af “Hele Sjælland” – men jeg kan tage fejl.

Min jobsøgning er godt i gang. Jeg skriver nogle gode ansøgninger, der er spændende jobs at søge og jeg er på et job blevet bedt om at tage tests (4 stk) – har dog ikke hørt mere fra det – og er blevet kaldt til samtale på andet om 14 dage.

Så der sker noget og der sker noget godt. Men det er ikke med hjælp fra A-kasse / Jobcenter. Desværre. Det der til gengæld bliver skabt er en frygt, en frygt for at misse et eller andet og det så går ud over dagpengene. Og det er faktisk ikke særlig rart.

På et andet tidspunkt vil jeg underholde med “Kunsten at søge om feriedagpenge” og om hvor mange spørgsmål der handler om “dig og/eller din ægtefælle” – kunne man mon ikke bare én gang svare på om man er gift?

Den kommer senere!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *