13. april 2007

Den 13. april 2007 var en ganske særlig dag. En dag der var ventet med spænding, med længsel, med uro, med skræk.

Den foreløbige kulmination på 9 måneders forberedelse. Klokken 13:50 sagde jeg:

“Roskilde Tower, Oscar Yankee Sierra Mike Charlie request taxi”

Der var ikke andre i cockpittet end mig. Jeg skulle flyve solo for første gang.

20 minutter og to landinger senere kunne jeg taxi’e tilbage til hangaren, hvor en lille velkomst komite traditionen tro stod parat med vand og en buket af markens blomster.

Hvorfra traditionen med at man får en buket af markens blomster når man flyver solo første gang stammer fra, ved jeg ikke. Men jeg synes den er smuk.

For mig er min buket et smukt symbol på, at ved at tage aktive valg i ens liv, kan man ændre det. At jeg tog flycertifikat ændrede mig ikke alene som menneske, det kom også til at ændre mit arbejdsliv.

Det kan du høre mig fortælle lidt om her (og den Uffe der har talt lige før mig, er ingen ringere end Uffe Elbæk som jo senere blev minister):

Flyvning har lært mig meget. Og givet mig mange oplevelser.

Noget af det vigtigste jeg har lært om mig selv, er hvor meget mental kapacitet jeg bruger på uvante ting. På ting der ikke er automatiserede.

Første gang jeg selv skulle styre radioen er et godt eksempel.

For at måtte tale i en flyradio kræves et radiobevis. Man skal have gennemgået træning og en eksamen. Og egentlig er det ret enkelt, for 98% af al radiokommunikation ligger i helt faste skemaer: I bestemte faser siger man sådan og sådan, og tårnet (eller hvem man nu er i kontakt med) svarer sådan og sådan.

På den flyvning hvor jeg skulle styre radioen første gang (der var en instruktør med), lavede jeg landingsrunder til bane 11. Landingsrunder er ganske enkelt at man bliver ved med at starte og lande, starte og lande, starte og lande (i Roskilde kan man nå omkring 12 runder på en time).

Tårnet havde givet mig instruksen:

“To report on short final runway one one each time”

Med andre ord: Jeg skulle hver gang jeg var lige ved at lande melde det på radioen med ordene:

“Tower, Oscar Mike Charlie on short final runway one one”

Ikke svært. Eller er det?

For mig var det. På det tidspunkt havde jeg ikke lavet voldsomt mange landinger, så det var noget der optog al min kapacitet (det gør det sådan set stadig, landingen er den mest krævende fase i en flyvning). Og der var ganske enkelt ikke plads til både at lave en (rimeligt) vellykket landing OG trykke på en knap på radioen og sige den ret ukomplicerede sætning.

Det blev ikke min fineste landing.

Hurtigt blev radiokommunikationen automatiseret for mig, og det er faktisk noget af det jeg synes er rigtig sjovt. Jeg kan sidde og føre en samtale med mine passagerer, samtidig med at jeg kan følge med på radioen og have et mentalt billede af hvad der ligger af anden trafik omkring mig.

Og de faste skemaer for hvordan kommunikationen foregår, er nok bare noget der tiltaler min måde at tænke på…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *