… stilhed. Og dog. 

Ligger i min hængekøje, klokken er 21. Der rører sig ikke en vind. Halvmånen lyser på en pastelblå himmel. Ind i mellem kører en bil forbi. Men ellers er lydsiden domineret af naturens lyde. 

Lige over mig har et par solsorte unger i deres rede. Omkring mig fløjter, pipper, kvidre et hav af fugle. 

Jeg nyder stunder som disse. Stunder hvor jeg blot glider i et med nuet. Tænker ikke fortid. Tænker ikke fremtid. Er blot. 

På hylden har jeg fundet en bog frem. En af den slags der har spor i mig. Jeg er netop gået igang med at læse den igen. Det er lang tid siden sidst. 

Den handler om tid. ‘De Måske Egnede’.