Om at kommunikere

Det er ingen hemmelighed, at jeg er aktiv på dating-fronten. Primært Tinder. Noget der ind i mellem kaster nogle for mig hovedrystende oplevelser af sig. Jeg skal dog skynde mig at sige, at det gælder ikke kun på Tinder, det gælder sådan set også i den virkelige verden.

Og lad mig starte der.

For efterhånden mange år siden startede en ny kollega på min arbejdsplads. Som systemadministrator var en af mine opgaver at hjælpe nyansatte – og således også hende. Vi havde en god kemi, hun var attraktiv og der var ingen umiddelbare indikationer på at hun var i et forhold.

En aften sidder vi og mailer sammen – helt fagligt – og jeg spørger om jeg ikke må byde på kaffe en dag, hvilket hun takker nej til. Fair nok, jeg sov fint den nat trods afslaget.

MEN de næste to et halvt år talte hun stort set ikke til mig, undgik mig hvis hun kunne komme til det. Jeg behandlede hende naturligvis med respekt og høflighed, det giver sig selv. Ikke anderledes end jeg behandlede de andre kolleger.

Skæbnen ville, at min sidste dag på den arbejdsplads var en fredag og der var fest. Ud på aftenen kommer hun hen til mig, relativt beruset og vil tale… Hun var så ked af at hun havde givet indtryk af at hun var single, selvom hun ikke var. At hun ikke havde kunne håndtere min invitation. At hun var fra Sønderjylland (jeg ved stadig ikke hvad det forklarede). Og meget (rigtig meget) mere i den stil.

Jeg var egentlig pænt ligeglad, jeg var forlængst kommet mig over hende.

Men det endte med den aften, at vi kyssede lidt, ikke mere end det. Hun var stadig ikke single og jeg var egentlig ikke interesseret i en så følelsesmæssig kompleks kvinde.

I den helt anden grøft var en pædagog i mine børns SFO. Vi havde igen en god kemi, altid et smil til hinanden osv. En dag hvor jeg havde hende på tomandshånd spurgte jeg, om jeg måtte byde på en kop kaffe. Hun kiggede på mig og svarede: “Det er rigtig sødt af dig, men jeg tror ikke min kæreste ville bryde sig om det.”. Jeg smilede og svarede at hvis jeg var hendes kæreste, ville jeg nok heller ikke bryde mig om det.

Vores gode kontakt fortsatte, stadig smil og en dag kaldte hun mig hen, for at fortælle mig, at hun stoppede. Den service tror jeg ikke hun gav så mange andre…

Hvad er pointen med disse historier? Og hvor er det Tinder kommer ind i billedet?

Min pointe er, at det at fortælle hvad man føler eller hvordan man har det, ikke er farligt. Hvis min kollega stille og roligt havde sagt som pædagogen, havde vi kunne have haft en fornuftig relation mens jeg stadig var på arbejdspladsen.

På Tinder oplever jeg i høj grad kvinder der pakker sig selv ind følelsesmæssigt. Måtte skrive til en for noget tid siden, at jeg simpelthen havde mistet gnisten, der var en række forhold som gjorde at hun ikke længere var interessant for mig. Jeg skrev åbent og ærligt. Hendes svar var, at det var nok meget godt, for i virkeligheden havde hun slet ikke tid til at date, for der skete så meget andet i hendes liv.

Et klassisk forsvars-svar i min verden. Jeg gætter på at hun er blevet ked af det (det bygger naturligvis på hele vores kommunikation), men for at ikke at vise det, fortæller hun mig, at der alligevel ikke er plads til mig i hendes liv.

Jeg forstår bare ikke hvorfor det er nødvendigt. Måske hun forsøger at skjule det overfor sig selv?

Jeg synes bare det er ærgerligt at vi går og skjuler vores følelser, hvilket jeg jo også har skrevet om i “Man”. Det er min klare overbevisning at verden ville blive et bedre sted hvis vi kommunikerer hvad vi føler. Det åbner for at kommunikationen kan ske på et reelt grundlag og ikke på en konstrueret virkelighed. Jeg tror på oprigtig kommunikation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *