En god idé?

Igår fik jeg, da jeg var ude at handle, åndenød. Havde lidt svært ved at få varerne ind i bilen. I efteråret havde jeg en heftig lunge infektion med samme symptomer, så jeg var mest irriteret. Kom hjem, fik slæbt varer ind. Tog nogle pust af en asta-inhalator jeg har. Det hjalp ikke. Sad i hvile i sofaen og målte min respirationsfrekvens. Den lå på omkring 35, hvor normalen er under 20.

Hmmm… Hvad stiller man op med sådan en opstået lungeinfektion en fredag eftermiddag hvor ens læge er gået på weekend? Jeg ringede 1813 (som er akut telefonen i min region). Ville bare have et par gode råd. Kom igennem, fortalte hvordan jeg havde det, svarede på et par spørgsmål og lægen jeg snakkede med sagde så: “Jeg sender en ambulance, jeg vil ikke sende dig ud at køre selv.” – den sidste del var jeg sådan set enig i – men jeg syntes det var lige lovlig dramatisk med en ambulance. Men det ville hun ikke høre tale om, hun ville tage ansvaret for det. Så der kom en ambulance. Jeg var fuldstændigt rolig, nok mest af alt sådan lidt “hvad er det jeg har sat gang i, bare fordi jeg ikke rigtig kan få vejret?”. Ind i ambulancen, masse målinger og undersøgelser. Så kom akut lægebilen med en læge. Jeg var målløs. De mistænkte så en sammenklappet lunge og af sted det gik med udrykning til hospitalet hvor et akut team stod klar til at modtage mig, med operation kort efter…

Det der med at ringe 1813 var nok en god ide….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *