I tilfælde af…

Dette kommer til at lyde så dramatisk, men sådan er det ikke ment. Det er i virkeligheden mere en praktisk foranstaltning.

Hvad sker egentlig i tilfælde af at jeg enten omkommer på grund af en ulykke eller fx hjertestop? Som single er det jo stort set kun mig der ved hvem der kunne have “glæde” af at få besked – min familie kender fx ikke alle mine venner, og ved måske ikke hvordan de kommer i kontakt med dem. Og hvad med alle mine digitale data – billeder mm.?

Derfor er jeg gået igang med oprette et dokument med navn, telefonnummer og email adresse på alle jeg mener skal kontaktes – altså mine nærmeste venner. Dokumentet indeholder også brugernavn og password til fx Facebook, mine computere, min telefon osv. Og instrukser om hvad der bare skal slettes for, indrømmet, det er måske ikke alt min familie behøver at vide…

Det hele er en praktisk foranstaltning. Der er jo ingen grund til at alle mine billeder forsvinder i tilfælde af jeg skulle omkomme. Og for pokker hvor ville jeg være ked af det, hvis en af mine venner pludselig forsvandt fordi hans eller hendes familie enten ikke vidste at jeg eksisterede eller ikke vidste hvordan jeg kunne kontaktes.

Og så vil det jo være en hjælp til de efterladte.

Det er selvfølgelig, som nævnt, en problematik der er særligt stor fordi jeg er single og ikke har en partner der ville have de fleste informationer.

Jeg har brugt en del tid på at spekulere over hvordan jeg skulle formidle denne viden. Selvom jeg stoler 100% på min bror, så ville jeg alligevel ikke bryde mig om at han bare havde adgang til det hele. Det jeg er kommet frem til er, at jeg printer dokumentet og lægger det et sted i mit hus, og jeg så fortæller ham om hvor det ligger.

Det lyder så morbidt, men jeg har desværre haft et par uventede (dvs ikke på grund af sygdom) dødsfald inde på livet og det er det der har sat tankerne igang.

Håber ikke det bliver aktuelt, men nu er det gjort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *