Hjerternes fest

Er det ikke det man kalder julen? At julen er hjerternes fest… For mange er det dog også mavernes fest. Alt for meget mad. På alt for kort tid.

Og nej.

Dette er ikke et surt, moralsk opstød. Dem er der rigeligt af.

Jeg foretrækker oftest kvalitet over kvantitet. Jeg kan godt lide tanken om, at det jeg putter i munden er lavet ordentligt. Og hvilken måde er bedre end at lave det selv?

For mig er julen forbundet med rullepølse. Ja, rullepølse. For jeg laver ind i mellem min egen rullepølse – som oftest til jul. Deraf forbindelsen. Og det sker i morgen. Slaget ligger i min egen saltlage. Krydderierne er indkøbt. Rullepølsepressen (fedt ord!) er klar. I morgen skal der krydres. Der skal snøres. Koges og presses. Og så skal der smugspises… Glæder mig!

Og i år kommer rullepølsen ikke til at kede sig alene. Den får selskab af leverpostejen. Naturligvis hjemmelavet. Findes det bedre? Måske… Men glæden ved at have lavet det selv, tæller også i det regnskab!

Jeg har i øvrigt fået min første julegave. Fra mig selv (jeg elsker at give gaver til mig selv – så får jeg præcis det jeg har ønsket mig). En pålægsmaskine. En ordentlig en. Sådan en har jeg ønsket mig længe, og nu har jeg den… Så ikke alene er der hjemmelavet rullepølse, den kan også blive skåret ordentligt ud…

Glædelig jul!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *