At sidde

Jeg holder af at sidde. At sidde stille i mørket. Sanse. Mærke. Finde mig selv.

Nogle gange i fuldstændig stilhed. Andre med musik i baggrunden.

Lige nu kører ‘Echoes’. Jeg ved det, jeg har nævnt den tidligere, men det gør ikke nummeret værre. Det er et nummer der ligger på min absolutte top 10 over vigtige numre i mit liv. Teksten er syret, musikken er syret. Men for fanden hvor er det godt.

Jeg kan huske første gang jeg hørte det. Det var til en koncert med danske ‘Pink Floyd Project’ (i  øvrigt et fremragende kopi-band). Jeg blev i den grad ramt. Tre uger senere kørte jeg til Esbjerg for at høre koncerten igen (I know, du behøver ikke sige noget!). Og var bare “WOW”.

Som skrevet er teksten syret, men indeholder nogle ret fede passager.

Et vers lyder således:

Strangers passing in the street

By chance two separate glances meet 

And I am you

And what I see is me

And do I take you by the hand

And lead you through the land

And help me understand the best I can

Og slutningen lyder:

No one makes me close my eyes

And no one sings me lullabies

So I throw the windows wide

And call to you across the sky

Syret, poetisk, smukt. Det går lige i hjertet på mig. Musikken er en fantastisk blanding af rock, funk, klassisk, psykedelisk (det er fra 1971, så det er barn af tiden). Med en utrolig dynamik.

Når jeg sidder her i mørket med ‘Echoes’ kørende går jeg nærmest i trance. Og når det slutter er jeg helt fyldt op. Mættet. Udmattet. På den gode måde.

Jeg har opfordret til det før. Giv det en chance (YouTube: David Gilmour – Remember that night – Echoes, efter min mening den bedste version). Nej, det er ikke lettilgængeligt, ja, det varer længe, men når det først er kommet under huden på dig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *