5F (og ikke 3F!)

Jeg har netop tilbragt en nat i en svensk skov med en god ven. Det er noget vi gør ind i mellem. Tænder et bål, laver noget mad. Snakker.

Politisk er vi ret uenige, men ikke så meget som vi har været tidligere. Vi er nok blevet rundere med årene – ikke kun fysisk. Men snakken denne gang handlede meget om viden.

Han er meget struktureret. Siger hans viden handler om de 5 F’er: Forsvar (militær), Flag (heraldik), Frimureri, Falck og Fodbold.

De fik mig til at tænke, har jeg også 5 F’er. Og det har jeg! Futtog, Friluftsliv, (Pink) Floyd, Fotografering og Falklandskrigen.

Nørdet? Ja! Pudsig måde at kategorisere det på? Ja!

At være stolt…

… af mig selv er ikke noget jeg er ret god til.

Sad lige og genlæse mit indlæg om at få ros for mine billeder. Og nu vil jeg igen bryde med mig selv og skamrose mig selv. Jeg tager mange billeder og jeg har nu besluttet at gøre noget mere ved de bedste af dem.

Herunder er et billede taget i Tube’en i London. På stationen Great Portland Street (no shit!). Jeg har leget lidt med det: beskåret det, tunet farverne lidt. Men det er faktisk alt. Og så fået printet det i 50*50 cm og sat det i en ramme.

Og ved du hvad? Det ser hamrende godt ud! Og jeg vil prøve at se om jeg måske kan sælge nogle af mine værker…

Og hele idéen kom faktisk fra en kommentar på Instagram til et af mine andre London billeder. En af mine følgere kommenterede, at det pågældende billede ville se hamrende godt ud i stort format. Den tyggede jeg lidt på, og endte så med det herunder som det første. Det andet arbejder jeg lidt på, men kan ikke rigtig få det til at makke ret, på en måde så jeg er tilfreds. Men mere haster det heller ikke….

Fælles fortid

Nu har jeg to dage i træk været sammen med mennesker jeg ikke har set i mange år. Den første dag var selskabet en jeg ikke har set i 26 år, den næste dag var tidsrummet 29 år. Mennesker fra hhv gymnasietiden og folkeskolen.

Udover det pudsige – og sjovt nok også meget pludseligt – i at møde mennesker man har kendt efter så mange år, var der én ting der slog mig. Hvor nemt det var at tale sammen.

Gennem tiden har jeg mødt mange nye mennesker, og samtalen er ofte lidt besværet i starten (og ikke kun fordi jeg kan være socialt handicappet!), men her gled samtalen uden problemer. Det var som om, at vores fælles fortid (selvom jeg egentlig ikke har haft noget specielt med disse mennesker at gøre) gjorde, at facaderne og paraderne var pillet af og vi kunne tale frit.

Måske er det helt naturligt, men for mig var det ret tankevækkende….