Onsdag sker det

Jeg har længe ønsket mig en tatovering mere – jeg har en i forvejen. Som med stort set alt andet i mit liv, skal tingene give mening for mig, før jeg kaster mig ud i det. Derfor gik der længe (vi snakker år) før jeg fandt motivet til den første. Motivet til den kommende har jeg egentlig i et par år vidst hvad skulle være – men bare ikke fundet den rigtige udformning.

Den er nu fundet.

Motivet er en kirkeklokke. Ikke fordi jeg på nogen måde er religiøs, jeg har aldrig været medlem af Folkekirken. Men fordi den symboliserer mange ting:

Glæde – ved dåb, konfirmation, bryllup

Sorg – ved begravelser

Samling

Advarsel ved brand eller hvis fjenden kom

– Men på toppen af bøjer i havet sad der også klokker, så skibe kunne blive guidet gennem natten eller tågen.

Der er dog også det twist, at den tatovering jeg allerede har er et symbol brugt i forbindelse med nummeret ‘High Hopes’ (Pink Floyd hvis du skulle være i tvivl). En kirkeklokke er en meget fremtrædende del af nummeret. Så den nye tatovering hænger uløseligt sammen med den første – og så kan den guide mig gennem tågen…

Passioneret…

… er jeg omkring nogle ting. Det har den trofaste læser nok opdaget.

Forleden var jeg til et selskab – i gamle dage ville det nok have været en fest, men nu var det en 45 års fødselsdag med en flok halvskaldede mænd (mig selv medregnet). Snakken faldt på musik og min glødende passion for Pink Floyd skinnede igennem. Jeg fortalte om hvordan jeg gerne vil opleve steder som har en forbindelse til Pink Floyd; Britannia Row hvor de havde et studie, byen Ely hvor coveret til ‘The Division Bell’ er fotograferet, Mytholm Tunnel som optræder i ‘The Wall’ (filmen) etc.

Jeg blev spurgt hvad det egentlig giver mig at opleve steder som disse. Et godt spørgsmål, jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare. Men det sjove er jo, at havde det været Abbey Road jeg ville til (studierne der blev rent faktisk også brugt af Pink Floyd, men det var nu mest fodgængerfeltet jeg tænkte på), ville ingen have undret sig.

For mig handler det om en forbindelse til musikken. En bedre forståelse af hvad der ligger bag. Hvor den er opstået. Hvad den kommer af.

Ja, måske er det fjollet. Men for mig betyder det noget. Jeg er nørd. Jeg er passioneret.

Og jeg er stolt af det!

Dybblå

Forleden genså jeg en af mine absolut yndlings film – The Big Blue. Hvis du ikke har set den, så gør det. Måske ikke i den lange directors cut-udgave for, indrømmet, den er eddersparkeme lang. Men i biograf versionen.

Jeg vil ikke sige så meget om handlingen eller temaerne i den – det kan der skrives mange ord om – men derimod om musikken.

Filmen er instrueret af Luc Besson og musikken er skrevet af Eric Serra. Et makkerpar der har fulgt hinanden gennem mange film. Subway, The Big Blue, Nikita, Leon… Samarbejdet mellem de to er sublimt. Især i The Big Blue går billed og lyd op i en højere, helt perfekt, enhed. Stemningsmæssigt følger musikken handling, stemning og klipning. Men også  detaljerne i lyden følger nøje billederne. I åbningsscenen dykker unge Jacques og fodrer en barracuda med fiskestykker. Første gang barracudaen åbner munden, klar til at forsvare sig, klar til angreb, understøttes billederne af en hvæsende lyd i musikken.

Det er virkelig et mesterværk!

Brune øjne

I dag mødte jeg helt professionelt en kvinde. Ganske attraktiv og med et tilsyneladende meget mildt væsen. 

Tryllebundet blev jeg dog af hendes øjne. De klareste, reneste brune øjne jeg nogensinde har set. 

Jeg havde ganske enkelt svært ved at slippe dem. 

Meget fascinerende. 

Larmen af… 

… stilhed. Og dog. 

Ligger i min hængekøje, klokken er 21. Der rører sig ikke en vind. Halvmånen lyser på en pastelblå himmel. Ind i mellem kører en bil forbi. Men ellers er lydsiden domineret af naturens lyde. 

Lige over mig har et par solsorte unger i deres rede. Omkring mig fløjter, pipper, kvidre et hav af fugle. 

Jeg nyder stunder som disse. Stunder hvor jeg blot glider i et med nuet. Tænker ikke fortid. Tænker ikke fremtid. Er blot. 

På hylden har jeg fundet en bog frem. En af den slags der har spor i mig. Jeg er netop gået igang med at læse den igen. Det er lang tid siden sidst. 

Den handler om tid. ‘De Måske Egnede’. 

Altruisme

Jvf. min fremmedordbog (sådan en helt analog en) betyder ‘altruisme‘ menneskekærlighed, uegennyttig. ‘Altruist‘ betyder menneskeven. ‘Altruistisk‘ menneskekærlig, uegennyttig, uselvisk, opofrende.

Jeg var til fest i weekenden hos en meget god veninde. Jeg har talt om hende før. Jeg har ikke tidligere mødt ret mange af hendes venner og dermed har de ikke mødt mig. Vi har et ret specielt forhold og der var flere der spurgte ind til vores forhold, fordi det måske – hånden på hjertet – kan opfattes som et kæresteforhold. Hvilket det ikke er.

Jeg faldt i snak med en interessant kvinde. Vi kom til at snakke om mit forhold til min veninde, hvordan jeg hjælper hende med alt muligt praktisk og er involveret i mange af de ting hun gør.

Kvinden spurgte mig, hvad jeg så får til gengæld. Et spørgsmål jeg ikke lige kunne svare uddybende på. Og det har rumsteret i mit hoved siden da. Naturligvis kan jeg komme på en masse ting jeg får igen. Men er det i virkeligheden interessant for mig. Er det vigtigt at gøre ting op i ‘noget for noget‘?

Og det er det ikke for mig. Jeg kan finde en glæde i at hjælpe andre. Så længe der er en oprigtig glæde ved min hjælp, så behøver jeg ikke få andet igen. Til gengæld ved jeg også, at der er mange der stiller op for mig, den dag jeg har brug for hjælp.

Men jeg kan med stolthed sige, at jeg er altruist!