Som det nok…

… er gået de færrestes næse forbi, så ruller Matador over skærmen igen. Det er gået op for mig, at jeg nok ikke har set den siden første gang den blev sendt, hvorfor ved jeg ikke, for jeg synes den holder 100%.

Serien vækker formentlig minder for rigtig mange, for mig vækker den især ét.

Jeg har gennem mange år arbejdet som lysmand, hand eller lignende til et utal af arrangementer. Til et af disse arrangementer skulle Marlene Schwartz optræde. Jeg var stagemanager (fin titel), hvilket betød at jeg backstage skulle sørge for den rigtige rækkefølge af de optrædende og ikke mindst sætte mikrofoner på de optrædende og tage dem af igen når de var færdige.

En trådløs mikrofon består af selve mikrofonen og så en sender på størrelse med en lille cigaretpakke, disse er forbundet med en ledning. Det mest elegante er, at senderen sidder på ryggen, med ledningen skjult under tøjet. Marlene skal til at skulle på, så jeg sætter mikrofonen på hende, løfter ud i hendes bluse ved nakken, dumper senderen ned af hendes ryg og sætter den fast i bukselinningen.

Så langt så godt.

Da hun er færdig med at optræde tager jeg mikrofonen af hende, dumper den ned af ryggen på hende og begynder at trække den ud. Men den sidder fast. Som i helt fast. Jeg forsøger det bedste jeg kan at få den løs, men intet hjælper. Jeg ender med at stå med begge hænder oppe under hendes bluse – på ryggen altså! Mens andre stod omkring os og kommenterede. Jeg tilbød hende, at vi kunne gå et andet sted hen, men hun tog situationen med ophøjet ro!

Det viste sig, at hendes BH var bundet med en sløjfe bag på – meget elegant i øvrigt – og da jeg dumpede senderen var den røget ned gennem sløjfen, hvor mikrofonen så satte sig fast.

Marlene blev befriet, jeg befippet og alt var godt!

Og lad mig så tilføje: Hendes hud er meget blød! 😉

Here we….

… go again…

Så sidder jeg her igen. I mørket. Hører musik. Falder ned.

Mike Oldfields fremragende album “Tubular Bells” fra 1973 (25. maj for at være præcis) kører i baggrunden. En (stort set) instrumental indspilning i to dele: a-siden på pladen og selvfølgelig b-siden. Sart, voldsomt, symfonisk, dramatisk, blidt, kærtegnende. De lige godt 25 minutter på a-siden forkæler alle sanser og stemninger.

De sidste dage har været voldsomme. Budt på mange og store udfordringer. Men endnu en gang er jeg blevet bekræftet i at rækker jeg ud efter hjælp, så findes den. Som jeg før har skrevet om, så er jeg velsignet med gode mennesker omkring mig. Mennesker som gerne hjælper. Nogle gange bliver det ved intentionen fordi virkeligheden ikke tillader andet, andre gange bliver det ikke kun ved intentionen. Men selv intentionen hjælper – at mærke en dybfølt intention om at hjælpe mig, giver mig en følelse af at kunne tro på verden igen.

Lyder måske lidt dramatisk – men ikke desto mindre sandt.

Sidder her i mørket. Reflekterer over dagen. Den har budt på lidt af hvert. Blandt andet en meget stor intention om at hjælpe. På bogskriveri. Et løfte om at finansiere udgivelsen af min bog. Eurovision Song Contest semifinale – med sms ditchen af samme med en veninde. Lægge øren til en anden god venindes mandekvaler.

Bogen jeg skriver på, er en bog om aerodynamik. En lærebog for kommende privat piloter. En meget stor tilfredsstillelse at producere noget og ikke mindst at opdage, at det rent faktisk også vil være muligt at tjene penge på det. Ikke at jeg på nogen måde bliver rig eller at fortjenesten kommer til at stå mål med indsatsen, men alligevel er det en stor tilfredsstillelse.

Det at have så gode mennesker omkring mig, trods hvordan verden ellers fremstår i øjeblikket og det at sidde og producere noget som har min interesse, som kan bruges af andre (i modsætning til denne blog?) – giver mig fornyet håb for mig. Fornyet håb for verden.

Der er så meget…

… jeg ikke forstår.

Jeg modtog i dag et nyt Visa/Dankort med posten. Sådan et skal selvfølgelig aktiveres og i følge brevet skal dette ske via en “trykknap telefon”!?!? Øhm mig bekendt er det længe siden man overhovedet kunne bruge en drejeskive telefon til at ringe med. Så den oplysning er ret overflødig.

Telefonkøer generelt. Jeg forstår nytten i at kunne screene opkald før de går igennem til en medarbejder (der koster penge). Altså meddelelser af typen: “Ringer du med det her problem, så kan vi ikke hjælpe dig.” eller “Find informationer om xxx på yyy.” Men der er altså gået lidt sport i den, ringede til licenskontoret forleden. Jeg skulle igennem 1½ minuts informationer og valgmuligheder før jeg blev stillet igennem til en medarbejder. Prisen tager dog Region Hovedstadens telefon til frit sygehusvalg. Der får man informationer om alle mulige oplysninger på alle mulige steder, herunder følgende web-adresse læst op som den står her:

www punktum sundhed punktum dk skråstreg borger skråstreg behandling bindestreg og bindestreg rettigheder skråstreg sygehusvalg skråstreg frit bindestreg sygehusvalg

(www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/sygehusvalg/frit-sygehusvalg)

Mundret og nemt at huske!

Andre overflødige oplysninger. I dag var jeg ude at køre, og ser bag på en bil et klistermærke som jeg har undret mig over i mange. Trekanten med røde kanter og teksten “Børn i bilen”. Hvad er det for en information jeg får ud af det? At jeg ikke må lave den påkørsel jeg ellers havde tænkt mig? Jeg har ingen planer om at påkøre nogen, klistermærke eller ej…

Og husker føreren så i øvrigt at fjerne klistermærket når der IKKE er børn i bilen?

Jeg er for nylig blevet 45. Og jeg forstår faktisk ikke helt den identitetskrise jeg her er blevet kastet ud i.

Forleden havde jeg bestilt pizza. Buddet ringede fordi han ikke kunne finde adressen. På et tidspunkt udbryder han “Nummer 20 eksisterer ikke!” (jeg bor i nummer 20), hvortil jeg lakonisk måtte svare, at hvis nummer 20 ikke eksisterede, eksisterede jeg heller ikke, for jeg stod der nu! Godt nok ærgerligt efter at have boet her i 12 år, at finde ud af at adressen ikke eksisterer!

Men måske buddet havde fat i noget, for ovennævnte Visa/Dankort kom i en konvolut påklistret en mærkat med kryds i feltet “Ubekendt på adressen” på trods af, at både navn og adresse var helt korrekt – så åbenbart er det ikke kun adressen der eksisterer, jeg gør heller ikke.

Der kan vel ikke være tale om andet end en identitetskrise?