Helstøbt

Det går pludselig op for mig, at jeg aldrig har berettet fra koncerten med DaviD Gilmour jeg var til d. 25. september 2016 i Royal Albert Hall.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg er stor fan af Pink Floyd, herunder David Gilmour som var guitarist og forsanger i bandet.

Jeg har oplevet ham to gange live. I efteråret 2015 i Oberhausen (Tyskland) og i 2016 i London.

Den sidste er den mest helstøbte koncertoplevelse jeg har haft - den topper 'The Wall' som jeg så i Hamborg for nogle år siden.

Pladserne var perfekte. Ved min side havde jeg en god ven som også er inkarneret Pink Floyd fan. Lyset var designet af Marc Brickman, en af de helt store indenfor lysdesign (læs mere om ham her). Musikerne var meget, meget dygtige. Og set-listen var en god blanding af Gilmours egne numre og gamle Pink Floyd numre. Alt gik simpelthen op i en højere enhed.

Selv nyfortolkningen af 'A Great Gig in the Sky' - som faktisk lå ret langt fra originalen - fungerede.

Som tidligere lysdesigner var det en fornøjelse at se Marc Brickmans lysdesign. Et af hans kendetegn er, at han tør dvæle i sine cues, at lyset ikke hele tiden skifter, at han lader lyset underbygge numrene fremfor bare at lade lamperne blinke og fremfor alt, at han bygger op gennem hele koncerten - for at lade det hele eksplodere i en gigantisk udladning i de sidste numre, så man går derfra fuldstændig fyldt op af sanseindtryk.

En kæmpe, kæmpe oplevelse!

 

Barnlig glæde

Forleden gik jeg ned af Falkoner Allé. Jeg havde lidt travlt. Jeg var sent på den. Er der noget jeg hader, så er det at komme for sent. Også selvom det egentlig ikke betyder noget, om jeg kommer 5 minutter før eller senere. Men jeg var optaget af at kunne komme gennem menneskemængden hurtigst muligt.

Og da var det, at jeg hørte en lyd.

En mærkelig lyd. På en gang meget velkendt. Men samtidig meget fremmed. Sådan ’swush swush’-agtig. Den nærmede sig bagfra.

Jeg vendte mig rundt og så ophavsmanden – eller rettere: ophavsdrengen – til lyden. En dreng på omkring de 11 år som kom cyklende. I hans hånd havde han et legetøjs-lyssværd (fra Star Wars) som han svingede frem og tilbage mens han sagde som lyden fra sværdet i filmen – ’swush swush’. Fuldstændigt ligeglad med hvad folk måtte tænke. Helt i hans egen verden.

Jeg ved ikke hvad ‘folk’ tænkte. Men jeg ved, at jeg blev glad. Varm om hjertet. For en stund kunne jeg glemme trængslen, travlhed og selv være en dreng på 11. En som lever lidt i sin egen verden.

Det var en dejlig stund.

Og så røg jeg tilbage i travlhed og trængsel. Men ønskede at jeg kunne være blevet lidt længere. Sammen med drengen. I hvert vores parallel univers.

Vinyl

Jeg har en god ven der lige er flyttet. Han var sådan lidt “Hvad fanden stiller jeg egentlig op med alle de ting, jeg alligevel ikke har brug for?”.

Herunder en ret dyr pladespiller.

Han ville smide den ud. Jeg protesterede højlydt, mente at enten skulle han sælge den, ellers også skulle han forære den til mig!

Jeg har nemlig stadig plader. Som i dem lavet af vinyl.

En gang imellem sætter jeg en plade på. Bare det at skrive ordene giver mig en varme. Sætte en plade på.

Kan godt undre mig lidt over, hvor kort sådan en plade egentlig er. 25 minutter er vel sådan ca. det længste man kan trække den. Undre mig over hvor ofte man egentlig har skullet rejse sig og vende pladen.

Men det gør noget ved mig at sætte en plade på. Valget af musik bliver meget mere bevidst. Det visuelle i coveret. Det taktile i håndteringen af plade og cover.

Det er godt. Det giver mig en varme. Og jeg gjorde det i dag.

Og min ven? Han anede ikke hvor stort et marked der er for pladespillere og plader – det er stort! En hel del ny-udgivelser kommer også på vinyl.

Helvede på denne jord

Efter at have levet i cølibat i tre uger er jeg faldet i. Og jeg fortryder.

Jeg er røget i Tinder-helvedet igen. Dammit.

Det er så nemt. Det er så overfladisk. Det koster virkelig meget energi. Og så er der alle de fraser som jeg virkelig hader fx:

“… så det har du også.” – Hvorfor?

Eller disse ord:

“vino” og “bobler”

Kom nu ind i kampen kvinder. Vær lidt opfindsom. Vær lidt åben. Lad dig dog rive med og se hvad der sker i stedet for at stille en masse krav.

Og hvorfor er det interessant hvad du drikker? Jeg skriver jo for pokker ikke, at jeg drikker vand!

Når ret skal være ret, så har jeg faktisk fået flere rigtig gode venskaber ud af at være på Tinder. Og det sætter jeg pris på. Men den gevinst jeg egentlig går efter, den lader vente på sig.

Våd våd våd…

Jeg har tidligere skrevet om følelser i forbindelse med musik. Hvordan nogle numre kan tage os med tilbage i tiden. Genskabe følelser.

Sådan har jeg det blandt andet med Wet Wet Wet’s ‘Love Is All Around’. En sød og dejlig kærligheds historie – men det den vækker i mig er ikke nødvendigvis så godt. Selv her 22 år efter.

Historien er, at jeg arbejdede i McDonald’s Østergade (den der lå ved Illum). Jeg var blevet spurgt om jeg ville stå for al træning af nyt personale til restauranten på Falkoner Allé som skulle åbne. Det ville jeg naturligvis gerne.

Heldigvis kunne jeg lige nå at få den sidste personalefest med i Østergade, for Sarah skulle med. Og hende havde jeg et godt øje til – og hun til mig. Hun havde egentlig en kæreste, men det var vist on/off.

Til festen lykkedes det mig at kysse lidt på hende, trods heftig modstand fra Rune som også var ret vild med hende. Men jeg trak det længste strå og den sidste sang vi dansede til var … jep … ‘Love Is All Around’.

Weekenden efter var vi nogle stykker der ville i biografen, herunder Rune. Vi mødtes i restauranten hvor Sarah var på arbejde. Hun opførte sig noget underligt, but what the heck…

På vej ned af Strøget fortæller Rune, at han havde været sammen med hende i den forgangne uge – han anede ikke at jeg rent faktisk var gået med hende hjem efter festen (det blev dog kun til kysseri).

Noget desillusionerede ankom vi til Palads. Rune og jeg sendte pigerne, som var med os, ind efter billetter (jeg mener i øvrigt at Rune sidenhen blev gift med en af de piger). Beskeden var: ‘Find noget hjernedød aktion, det er hvad vi kan holde til!’

De kom ud med billetter til ‘Fire Bryllupper Og En Begravelse’ hvor titelmelodien er … jep … ‘Love Is All Around’.

Tror faktisk det er den eneste gang jeg er gået fra en film!

Ros

Jeg har lige fået at vide, at jeg er en god fotograf. Og det er jo dejligt. Men mine første tanker var “Jeg har også taget mange og ind i mellem er man jo heldig” og “du får jo kun de bedste at se”! Og ja, begge dele er rigtigt. Jeg tager MANGE billeder. Faktisk ligger der 63.392 filer, i alt 264 GB, i de mapper hvor jeg har mine billeder. Nok er der en del gengangere – nogle ligger i flere formater – men jo, jeg har mange billeder. Og selvfølgelig viser jeg kun de bedste – jeg laver heller ikke den dårligste mad når jeg får gæster. Det giver ligesom sig selv.

Det der er interessant er naturligvis de forsvarsmekanismer jeg straks hiver frem. I stedet for at tage imod rosen.

Lidt irriterende at det er sådan. Men det må jeg jo arbejde med.

Herunder er nogle eksempler på mine billeder. Der er absolut intet gjort ved dem. De er som de kom ud af kameraet. Normalt behandler jeg billederne inden jeg bruger dem.

Nu bryder jeg med mig.

Jeg vil bevise jeg godt kan. At jeg er god til at fotografere.

Og jeg synes sgu de er flotte! Også selvom der ikke er gjort noget ved dem.

Ja, nogle af dem er selvfølgelig fordi jeg kan flyve. Det giver nogle andre muligheder. Og ja, nogle af dem har brugt nogle teknikker som ikke alle kameraer har.

MEN min pointe er sådan set, at det ikke kommer an på teknikken. Det kommer an på motivet.

Når jeg tager billeder er der egentlig nogle få regler jeg følger.

  1. Find et interessant motiv. Kig gennem søgeren, hvordan ser motivet egentlig ud – det lyder banalt, men nogle gange er selv det bedste motiv alligevel ikke interessant.
  2. Hav et øje på baggrunden. Spiller den med dig eller imod dig?
  3. Prøv at gå et skridt til siden og / eller gå i knæ, man kan ændre billedet ganske meget på den måde.
  4. Prøv, prøv forskelligt. Leg.
  5. Tag MANGE billeder. Det gør jeg. Og slet så dem der ikke blev gode bagefter – det gør jeg (bortset fra jeg sjældent sletter). Jeg har bogstavelig talt set hundredevis af billeder igennem for at lave albummet herover.

Refleksioner over venskaber

Så sidder jeg her igen, halv-sent om aftenen. Lytter til lidt (gæt selv hvad). Tænker. Tænker gør jeg meget, mere end de fleste. Reflekterer. Reflekterer over livet, Universet og alt det der (giver ingen mening hvis man ikke kender Douglas Adams trilogi i fire bind kendt under titlen ‘Hitchhikers Guide to the Universe’ eller på dansk ‘Håndbog for vakse galakse blaffere).

Her til aften er det for mig oplagt at reflektere over venskaber. Jeg har de sidste dage haft tæt kontakt med tre meget forskellige venner. Måske er det banaliteter, men det fylder mine tanker lige nu.

S har jeg kendt i 8 måneder. Vi mødtes på Tinder og har fået et rigtig godt venskab ud af det. Vi er meget forskellige, men kan bruge vores forskelligheder til at reflektere over og udfordre os selv. Igår havde jeg virkelig brug for et kram Skrev til S om hun havde tid til at give et. Det havde hun heldigvis. Hun foreslog, at vi skulle mødes ved ‘hundeskoven’. Lige gå en kort tur med Dexter (min hund). Det blev til en halv time med et kram og gensidig ‘hvad sker der lige i dit liv?’. Det var perfekt med sådan en ‘touch and go’. Det var det jeg havde brug for.

K har jeg efterhånden kendt i 12-13 år og vores venskab startede i en dobbeltseng i Firenze (og nej, det var på ingen måde så kinky som det lyder). Her til eftermiddag havde han inviteret mig til at komme forbi og få noget mad med. Det blev til et par gode timer med snak om stort og småt. Vi har hver vores udfordringer i livet, og vi bruger hinanden at få det vendt. Nogle gange dybere end andre. K har af forskellige årsager en særlig plads i mit liv. Og jeg i hans. Vi passer på hinanden.

Mens jeg var hos K skrev D.

D er endnu en jeg har mødt på Tinder. Vi mødtes for et år siden. Hun bor 4 km fra mig. Vi har mødt hinanden 3 gange. Udover de tre møder er al kommunikation foregået på sms, mail eller chat. ‘Snakken’ kom hurtigt til at handle om app-programmering. Hun lever af det og jeg har mange (mere eller mindre gode) idéer. Vi startede et projekt sammen. ‘Snakken’ blev med tiden ikke kun faglig, men også privat. Her til aften havde hun virkelig brug for mit ‘nærvær’. Der har været en ganske dramatisk begivenhed i hendes liv. Det er et venskab der mere eller mindre er helt virtuelt. Alligevel meget konkret. Nærvær kan også være virtuelt.

Her sidder jeg så og reflekterer over disse tre mennesker. Hvilke roller de spiller i mit liv. Forskellige roller og alligevel den samme. De er mine venner. Og jeg føler mig priviligeret. Priviligeret over at have dem så tæt på. På hver deres måde.

Jeg er endda så priviligeret, at jeg også har andre mennesker der er tæt på mig. J-1 som jeg har kendt siden jeg underviste ham i Aerodynamik og som jeg er kommet meget, meget tæt på de sidste måneder. T som jeg har haft mange gode stunder sammen med på SöderÅsen, T var toastmaster til mit bryllup i sin tid. J-2 som jeg har kendt siden efteråret ’89 og som alt har haft min ryg – vi ses ikke ret ofte, til hans kærestes store forundring, men vi ved at den anden altid er der. J-2 var forlover ved mit bryllup.

Jeg tænker det er godt ind imellem at tænke over de ressourcer der er i ens liv. Hvad de betyder. Får tanken, at venskaber ikke kun handler om at give. Og da mine venner giver mig så meget, må det betyde, at jeg også har en masse at give. Og se, det er i sandhed en god tanke at tænke!

PS Det jeg lytter til er (naturligvis fristes man til at sige) ‘David Gilmour in Concert’. En fremragende (stort set) hel akustisk koncert hvor han spiller en del Pink Floyd-numre. At høre dem fortolket akustisk med kor, kontrabas og cello er virkelig en fryd.

PPS Historien med K og mig er, at vi med arbejdet var i Firenze. Vi delte hotelværelse. K var næsten lige blevet ansat og vi kendte ikke hinanden ret godt. Men det blev til nogle lange nætter med megen snak. Vi kom langt omkring og det har skabt et bånd og en fortrolighed mellem os.

Galt eller genialt?

Jeg kommer jævnligt i Taastrup, men kun fordi det er der Dexter har dyrlæge. I starten af december var vi der igen og jeg gik for en gangs skyld over på den anden side af hovedgaden. Her ligger et solcenter – jeg troede egentlig at sådan noget ikke fandtes længere…

Herunder et billede af tekst på ruden…

Jeg ved ikke med dig, godt nok er jeg ikke specielt blufærdig, men en videoovervågning der ser alt i et solcenter???

I tilfælde af…

Dette kommer til at lyde så dramatisk, men sådan er det ikke ment. Det er i virkeligheden mere en praktisk foranstaltning.

Hvad sker egentlig i tilfælde af at jeg enten omkommer på grund af en ulykke eller fx hjertestop? Som single er det jo stort set kun mig der ved hvem der kunne have “glæde” af at få besked – min familie kender fx ikke alle mine venner, og ved måske ikke hvordan de kommer i kontakt med dem. Og hvad med alle mine digitale data – billeder mm.?

Derfor er jeg gået igang med oprette et dokument med navn, telefonnummer og email adresse på alle jeg mener skal kontaktes – altså mine nærmeste venner. Dokumentet indeholder også brugernavn og password til fx Facebook, mine computere, min telefon osv. Og instrukser om hvad der bare skal slettes for, indrømmet, det er måske ikke alt min familie behøver at vide…

Det hele er en praktisk foranstaltning. Der er jo ingen grund til at alle mine billeder forsvinder i tilfælde af jeg skulle omkomme. Og for pokker hvor ville jeg være ked af det, hvis en af mine venner pludselig forsvandt fordi hans eller hendes familie enten ikke vidste at jeg eksisterede eller ikke vidste hvordan jeg kunne kontaktes.

Og så vil det jo være en hjælp til de efterladte.

Det er selvfølgelig, som nævnt, en problematik der er særligt stor fordi jeg er single og ikke har en partner der ville have de fleste informationer.

Jeg har brugt en del tid på at spekulere over hvordan jeg skulle formidle denne viden. Selvom jeg stoler 100% på min bror, så ville jeg alligevel ikke bryde mig om at han bare havde adgang til det hele. Det jeg er kommet frem til er, at jeg printer dokumentet og lægger det et sted i mit hus, og jeg så fortæller ham om hvor det ligger.

Det lyder så morbidt, men jeg har desværre haft et par uventede (dvs ikke på grund af sygdom) dødsfald inde på livet og det er det der har sat tankerne igang.

Håber ikke det bliver aktuelt, men nu er det gjort.