Echoes of a Phantom

I baggrunden kører på tv en opsætning af Sir Andrew Lloyd Webbers (i øvrigt fremragende / flotte) musical 'Phantom of The Opera'. Produceret i anledning af 25 året for musicalen og spillet i Royal Albert Hall. Og på en sjov måde knytter det på to måder to markante ting i mit liv sammen.

Royal Albert Hall lagde rammer til den største koncertoplevelse jeg har haft, David Gilmour (guitarist og forsanger i Pink Floyd), i september dette år (2016). At se optagelser derfra vækker i den grad minder og følelser. For det var virkelig en enestående oplevelse.

Og så er der det pudsige, at et af de markante musikalske temaer i Phantom of the Opera rent faktisk er taget fra et Pink Floyd nummer, nemlig 'Echoes' fra albummet Meddle som blev released i 1971 - Phantom of the Opera er fra 1986. Der er ingen tvivl om hvem der kom først...

'Echoes' er i hvert fald på en top 5, måske endda top 3 over numre som betyder mest for mig. Så største koncertoplevelse og et af mest betydningsfulde numre knyttet sammen af en tv produktion.

Det med at Sir Andrew Lloyd Webber har stjålet fra Pink Floyd, er det bare en påstand jeg kommer med fordi jeg er så inkarneret Pink Floyd fan? Hmmm...

Døm selv, først 'Echoes' (jeg har for dem begge fundet udgaver der er optaget i Royal Albert Hall, det var det mest passende konteksten taget i betragtning):

Dernæst Phantom of the Opera:

Jeg synes i hvert fald det lyder ganske ens.

Herunder nogle billeder fra David Gilmour koncerten. Kreativ lysdesigner var i øvrigt Marc Brickman som jeg har haft fornøjelsen af at møde personligt. Han er et af de store ikoner indenfor lysdesign, læs mere om ham her.

Kyniker?

Er jeg kyniker? Er jeg pragmatiker? Det er vist op til dig at vurdere… Men jeg har aldrig forstået al postyret omkring nytår. Nytårsforsætter. At springe ind i det nye år. Alle gruppe sms’erne. Alle opkaldene kort efter midnat. For det eneste der sker er, at årstallet bliver et nummer større. Det er den eneste forskel fra igår til i dag (eller i dette tilfælde fra lørdag til søndag). Det sker jo hvert eneste sekund, at der er et tal der ændrer sig i vores tidsregning. En tidsregning der i øvrigt er mere eller mindre tilfældig.

Hvorfor er det mon så vigtigt at markere det på denne måde? Hvorfor er det at man ikke kan lave nytårsforsætter i juni? På en tilfældig dag? Jeg mener hvis man vil holde op med at ryge er det da fjollet at vente til nytår, det skal man da bare se at få gjort med det samme. Jeg vil fx gerne tabe mig (som så mange andre), men jeg har ikke brug for en nytårsaften til at sætte det igang.

For mig bliver det sådan noget pseudo-noget. Det modsatte af en undskyldning for at gøre noget (kan ikke lige komme på hvad det mon hedder). Hvorfor ikke bare gøre det? Hvorfor har man brug for en anledning til at samle venner, familie eller hvem man fejrer nytåret med? Hvorfor ikke bare gøre det?

Jeg har set så mange gange hvordan nytårsaften bliver kørt op til det helt vilde med forventninger og pres. Og jeg kan ikke lade være med at tænke “Slap nu af!”.

Kald mig bare kyniker! Og retfærdigvis skal siges, at jeg jo godt ved at der rundt om bliver holdt helt fornuftige komsammener hvor hyggen, fællesskabet og den gode oplevelse er i fokus!

PS. Jeg er ikke den eneste som har et lidt stramt forhold til denne aften… Du kan læse en klumme her.

Tilbud / efterspørgelse…

Det er vel som regel dejligt at nogen har brug for en, synes man er attråværdig eller bare gerne vil have ens krop. Og skal jeg ellers tro de tilbud og tilkendegivelser jeg får i min mailboks 8-10 gange om dagen – så er jeg manglet, attråværdig og med en krop som selv de smukkeste, lækreste, hotteste kvinder vil have…

Jeg har det bare med at komme til at slette de mails før jeg får svaret på dem. Pokkers.

Men det kan være der er håb, der er i hvert fald nogle som er ude i det man må kalde god tid:

A man for Christmas? Jeg ved ikke med dig, men julen er for mit vedkommende overstået…. Så jeg har altså 359 dage til at få svaret Claire og Charlene – det burde jeg kunne nå!

Et billede siger…

… mere end tusinde ord. Er det ikke sådan man siger? Og det gør sig måske gældende i nedenstående tilfælde som – og jeg indrømmer det tyvstjålet – fra www.politiken.dk

Billedet fortæller mig en hel masse, men nok ikke det som fotografen / journalisten / Politiken egentlig ønskede. Døm selv:

Fra www.politiken.dk

Jeg ser en del som ikke ser specielt glade ud, en del som kigger væk, ikke mindst Bertel Haarder. Hmmm troede det var en fest at blive eller være nomineret til Årets Fund. Men åbenbart ikke..

Et klik på billedet skulle sende dig direkte til billedet og artiklen.

Et tema

Sidder her i mørket og tænker. Er på landet hos mine forældre. Vinden er taget til og rusker lidt i huset. Jeg er gået for mig selv. Hovedet er fuldt. Har siddet og fulgt et kursus i Java-programmering (nej ikke kaffe, ej heller et geografisk sted, men et programmeringssprog). Nu trænger jeg til lidt ro.

Pludselig falder en tanke mig ind. Det er vist et tema for mig at sidde i mørket og falde ned. Minimere sanseindtrykkene – i hvert fald dem fra synet.

Ind i mellem har jeg brug for at koble fra. Geare ned. Og det gør jeg godt i mørke. Jeg kan fysisk mærke hvordan sanserne en efter en gearer ned. Hvordan kroppen langsomt lader anspændtheden slippe sit tag.

Og det er måske derfor, at jeg ofte fungerer godt om aftenen. Når sanserne ikke stimuleres så meget. Kun stimuleres af det jeg vælger.

Godnat og sov godt!

Hjerternes fest

Er det ikke det man kalder julen? At julen er hjerternes fest… For mange er det dog også mavernes fest. Alt for meget mad. På alt for kort tid.

Og nej.

Dette er ikke et surt, moralsk opstød. Dem er der rigeligt af.

Jeg foretrækker oftest kvalitet over kvantitet. Jeg kan godt lide tanken om, at det jeg putter i munden er lavet ordentligt. Og hvilken måde er bedre end at lave det selv?

For mig er julen forbundet med rullepølse. Ja, rullepølse. For jeg laver ind i mellem min egen rullepølse – som oftest til jul. Deraf forbindelsen. Og det sker i morgen. Slaget ligger i min egen saltlage. Krydderierne er indkøbt. Rullepølsepressen (fedt ord!) er klar. I morgen skal der krydres. Der skal snøres. Koges og presses. Og så skal der smugspises… Glæder mig!

Og i år kommer rullepølsen ikke til at kede sig alene. Den får selskab af leverpostejen. Naturligvis hjemmelavet. Findes det bedre? Måske… Men glæden ved at have lavet det selv, tæller også i det regnskab!

Jeg har i øvrigt fået min første julegave. Fra mig selv (jeg elsker at give gaver til mig selv – så får jeg præcis det jeg har ønsket mig). En pålægsmaskine. En ordentlig en. Sådan en har jeg ønsket mig længe, og nu har jeg den… Så ikke alene er der hjemmelavet rullepølse, den kan også blive skåret ordentligt ud…

Glædelig jul!

FINE

Nogle gange siger vi et, men mener noget andet. Der ligger en skjult betydning bag ordene vi bruger. Vi kender det vel alle? Vi bliver spurgt, men gider enten ikke uddybe svaret eller diskutere det mere. Vi forsøger at feje spørgeren af med et hurtigt, overfladisk svar, som ofte rummer en dybere betydning.

Det kunne være “Ja, ja!”. Som på overfladen giver spørgeren / diskussionspartneren ret, men som i virkeligheden oftest betyder “Rend mig i røven!”.

En anden klassiker er “Det går fint!”. Igen på overfladen at alt er i orden, men som ofte betyder “Det går ad helvede til, men jeg gider ikke uddybe det (overfor dig)!”

I filmen “The Italien Job” (ikke den originale, men remaket fra 2003) udspiller følgende dialog sig:

  • John Bridger: “How do you feel?”
    Charlie Croker: “Fine.”
    John: “Fine? You know what fine stands for, don´t you?”
    Charlie: “Yeah, unfortunately.”
    Together: “Freaked-out, insecure, neurotic and emotional.”

Jeg synes det er en smuk fremstilling af den skjulte betydning der kan være i de ord vi bruger.

John er i øvrigt spillet af Donald Sunderland og Charlie af Mark Wahlberg. God, gedign underholdning. Ikke så meget pjat! 

At sidde

Jeg holder af at sidde. At sidde stille i mørket. Sanse. Mærke. Finde mig selv.

Nogle gange i fuldstændig stilhed. Andre med musik i baggrunden.

Lige nu kører ‘Echoes’. Jeg ved det, jeg har nævnt den tidligere, men det gør ikke nummeret værre. Det er et nummer der ligger på min absolutte top 10 over vigtige numre i mit liv. Teksten er syret, musikken er syret. Men for fanden hvor er det godt.

Jeg kan huske første gang jeg hørte det. Det var til en koncert med danske ‘Pink Floyd Project’ (i  øvrigt et fremragende kopi-band). Jeg blev i den grad ramt. Tre uger senere kørte jeg til Esbjerg for at høre koncerten igen (I know, du behøver ikke sige noget!). Og var bare “WOW”.

Som skrevet er teksten syret, men indeholder nogle ret fede passager.

Et vers lyder således:

Strangers passing in the street

By chance two separate glances meet 

And I am you

And what I see is me

And do I take you by the hand

And lead you through the land

And help me understand the best I can

Og slutningen lyder:

No one makes me close my eyes

And no one sings me lullabies

So I throw the windows wide

And call to you across the sky

Syret, poetisk, smukt. Det går lige i hjertet på mig. Musikken er en fantastisk blanding af rock, funk, klassisk, psykedelisk (det er fra 1971, så det er barn af tiden). Med en utrolig dynamik.

Når jeg sidder her i mørket med ‘Echoes’ kørende går jeg nærmest i trance. Og når det slutter er jeg helt fyldt op. Mættet. Udmattet. På den gode måde.

Jeg har opfordret til det før. Giv det en chance (YouTube: David Gilmour – Remember that night – Echoes, efter min mening den bedste version). Nej, det er ikke lettilgængeligt, ja, det varer længe, men når det først er kommet under huden på dig…

At vente…

… i spænding!

Jeg har undervist et hold i aerodynamik gennem de sidste måneder og de sidder i skrivende stund og er til prøve i det. Jeg sidder udenfor og venter. Desværre får de først resultatet sidst på dagen og det har jeg ikke tid til at vente på, men førstehånds beretninger når de kommer ud er også ok.

Hver gang nogen er til prøve eller eksamen, er det jo kutyme at ønske held og lykke. Det mener jeg er forkert. For hvis held spiller en rolle i prøven / eksamen, så spiller læringen ingen rolle – eller i hvert fald er den formindsket og den retfærdige, ensartede, uvildige bedømmelse går fløjten. Og dermed ryger hele grundlaget for bedømmelsen.

Hvad jeg gør er, at ønske god fornøjelse. For eleven er forhåbentlig så klar, at eksamen bliver en fest!

PS Mine elever kom ud mens jeg skrev på dette indlæg – og de lød rimeligt fortrøstningsfulde, det glæder mig!

At være eller ikke at være

Er det spørgsmålet? Eller burde det hedde “At have eller ikke at have”?

Det er nok to sider af samme sag i dette indlæg. For det handler om at være selektiv eller have en holdning.

Jeg er nok klart mere bevidst om de valg jeg træffer end gennemsnittet. I hvert fald i forhold til funktionalitet og nogle gange i forhold til æstetik.

Det gode eksempel er valget af mobiltelefon, valget mellem IOS (Iphone) og Android (Windows Phone springer vi over her).

Jeg kan godt lide at have kontrol over funktionaliteten og kunne derfor ikke drømme om at vælge en Iphone. Med Android kan jeg i langt højere grad selv bestemme over hvordan telefonen fungerer, jeg er ikke bundet af de valg Apple har truffet for mig.

Ofte bruger jeg en del tid på at udtænke den bedste løsning.

Som så mange andre har jeg et hav af fjernbetjeninger. 1 til tv’et, 1 til YouSee boksen, en til mit stereoanlæg. Så selvfølgelig har jeg købt en “intelligent” fjernbetjening som kan styre dem alle og som kan programmeres til at starte forskellige aktiviteter.

Så kom problemet at jeg gerne ville kunne se både tv og indhold fra YouSee boksen i soveværelset, men måske tv i stuen samtidig med indhold fra YouSee boksen i soveværelset. Så jeg måtte finde en løsning på det. Brugte tid på at researche det og fandt en løsning. En løsning jeg konstant forfiner.

Et lidt kedeligt, halvteknisk indlæg, men det siger lidt om hvordan jeg rænker…

Ting skal fungere. Og de skal fungere optimalt og som JEG vil have det. Ikke på en måde der er dikteret af andre.

PS Jeg er fx ikke tilfreds med hvordan denne blog er struktureret, jeg har arbejdet ret meget med at finde en bedre skabelon, men det er ikke lykkedes endnu…