Hvad ville du gøre?

I morgen er der vist 481 millioner til vinderen af EuroJackpot. 481.000.000 kr.

Det er for de fleste en ustyrlig masse penge. I hvert fald for mig.

Ind i mellem drømmer jeg om hvad jeg ville gøre med så stor en gevinst.

Jeg ville i hvert fald købe mig en ny bil. Betale min gæld. Nyt sted at bo ville det nok også blive til. En båd. Et fly. En helikopter. Min familie ville også få nogle penge og ikke mindst mine børn. Og så ville jeg rejse.

Men så er der stadig kun brugt 100 millioner.

Ok, så ville jeg bygge mig et hus. Med plads til min helikopter. Og jeg ville nok også købe et hus i Sverige.

Men så er der måske brugt 150 millioner (og så har jeg faktisk givet den gas).

Så ville jeg sætte 60 millioner ind på en konto som hver måned overførte 100.000 til mit dankort. Det burde man kunne leve for. Det ville række til de næste 50 år og til den tid er jeg nok ved at være død.

Så er der stadig 271.000.000 tilbage. Stadig et helt ufatteligt svimlende beløb.

En stor del af de penge, ville jeg bruge på velgørenhed. For der er andre der ville have mere brug for dem end mig: Mødrehjælpen, Læger Uden Grænser, Red Barnet etc.

Og så ville jeg støtte forskellige tekniske projekter. Det kunne være restaureringen af et veteranfly, et veteranlokomotiv eller lignende.

Få gang i pengene så de ville glæde andre end lige mig og mine nærmeste. For det er det der er min pointe: Hvorfor sidde på pengene hvis man har nok af dem? Hvorfor ikke glæde andre?

Flaskepost

Var noget jeg som barn sendte – fik dog aldrig svar fra nogen… I går aftes så jeg “Flaskepost fra P”, filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bog af samme navn.

Og den skuffede.

Jeg synes faktisk generelt af filmatiseringerne af hans bøger skuffer. Skuespillerne gør det fremragende, men hele setup’et omkring filmatiseringerne er skrabet – og det ses på kvaliteten.

I “Fasandræberne” er der fx en scene hvor Carl og Assad kører ad Ingerslevsgade på Vesterbro. Gennem scenen ser man skiftevis S-togs sporene på højre og venstre side af bilen – scenen er simpelthen optaget ved at man er kørt frem og tilbage ad Ingerslevsgade i stedet for at gøre det rigtige: Kun optage når man kører i den ene retning.

Generelt synes jeg manuskriptet til “Fasandræberne” er svagt. Bogen er fremragende, men filmen mangler helt sjælen og især slutningen er svag.

Helt galt går det dog i “Flaskepost fra P”. Der bliver mikset godt og grundigt rundt i Danmarks geografi – det er en ting, men at filmen tydeligvis for store deles vedkommende er optaget i Tyskland, uden man har gidet maskere det, det irriterer mig voldsomt.

Beviser:

  • Kantpælene i vejsiden er tyske (sorte markeringer i stedet for de danske orange).
  • Tysk arkitektur.
  • Toget er tysk – bevares, det er et tog på vej til Tyskland, men det ligner mere et regionaltog, end et internationalt tog.
  • Signalerne på togstrækningen er tyske.
  • Tysk ambulance udenfor hospitalet.
  • GPS’en i helikopteren viser en position syd for den dansk-tyske grænse.

Så er der andre ting der irriterer mig:

  • Helikopterpiloten kan ikke sætte Assad af på broen ud til bådhuset. Enhver helikopterpilot ville kunne gøre det. Man behøver ikke lande, men kan blot hover over broen.
  • Bådhuset er konstrueret så der hele tiden er lidt vand på broen inde i huset (hvilket i sig selv er en mærkværdig konstruktion der ikke giver mening), samtidig er det placeret i Vadehavet hvor der er et relativt stort tidevand. Ergo ville det ikke kunne lade sig gøre.

Det irriterer mig med de fejl. De forstyrrer min oplevelse.

Tatoveringer

Når jeg sidder og ser programmer i den endeløse række af reality programmer på tv, er der en ting der bliver ved med at falde mig i øjnene:

Tatoveringer. Bunkevis af tatoveringer.

Bevars. Der er givet et sammenfald mellem personlighedstypen der stiller op til den slags programmer og personlighedstypen der lader sig tatovere.

Men hold op hvor er der mange.

Især én type undrer mig / gør mig nysgerrig:

Teksterne.

Ofte ser jeg lange tekster tatoveret på typisk benene. Og det gør mig nysgerrig. For hvad står der? Hvad er det for en tekst der er så vigtig, at den skal foreviges på kroppen?

Det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Jeg er ikke imod tatoveringer. Har selv en enkelt. På anklen. Et symbol der betyder noget for mig. Et symbol de færreste ved hvad står for og endnu færre selv har tatoveret.

Unikt er det ikke, men tæt på.

Og det er nok sådan jeg kan lide tatoveringer.

Om at spå

Jeg hører ofte vendingen “Det er svært at spå om fremtiden” eller varianten “forudsige fremtiden”. Og begge dele morer mig altid, for jeg er endnu ikke kommet på hvad andet end fremtiden man kan spå om / forudsige – med andre ord er det dobbelt konfekt og hvis jeg skal trække den helt ud: En manglende forståelse af sproget. Eller måske bare en manglende opmærksomhed (hvis jeg skal bløde den lidt op igen).

Hvis du ikke allerede har opdaget det, så kan jeg godt lide at være præcis i mit sprog. Det er ikke altid det lykkes, men jeg bestræber mig på det.

>155

Eller “større end 155” – det er hvad min IntelligensKvotient (IK / IQ) blev målt til i foråret 1997. Et resultat der ikke alene kvalificerer mig til medlemsskab af MENSA, men som også placerer mig i den bedste halvdel (Note: MENSA har siden skiftet skala, så på den nye skala svarer det til 135).

MENSA organiserer de 2% mest intelligente del af befolkningen, jeg hører altså til de 1% mest intelligente.

Vildt kan man tænke. Men for at sætte det lidt i perspektiv, så kig på hvor mange Facebook venner du har. For hver 100, er der to der kan blive medlem af MENSA.

Og intelligens er mange ting. Det der bliver målt i MENSA’s test er evnen til at se mønstre og sammenhænge – hvordan noget udvikler sig. Logiske sammenhænge.

Før jeg tog testen havde jeg godt en fornemmelse af, at jeg lå i den bedre halvdel (ellers ville det godt nok også være spild af tid og penge – det koster penge at tage testen), alligevel var min overraskelse stor da brevet kom (åh ja, det var dengang med breve og post der kom hver dag).

Har det så betydet noget for mig? Ja, det har det. Det har gjort noget for min selvforståelse, omend det har taget mig en del år for alvor at forstå hvad jeg kan bruge det til. Nu hvor jeg er i jobsøgning, bruger jeg det for alvor. Både i typen af jobs jeg søger og i mine ansøgninger. Sætter ikke længere mit lys under en skæppe, for her er noget jeg beviseligt er god til.

Men jeg føler mig ikke hævet over andre. Jeg kan fx hverken tegne, male eller synge. Faktisk er jeg heller ikke specielt god til at spille skak (selvom mange tror at det burde jeg være). Forskellen på dig og mig er, at jeg er blevet testet og fundet god til et bestemt område. Du er (formentlig) ikke blevet testet.

Og så et tip: Hvis du overvejer at lade dig teste hos MENSA, så træn! Øv dig! Det gør rent faktisk en forskel!

Kan du…

… huske da du var barn og var syg?

Jeg har de sidste par dage ligget med feber, hoste og snot og det har fået mig til at filosofere lidt over det at ligge syg.

Men da jeg var barn, havde vi én tv-kanal, som ikke sendte om dagen. Ingen internet. Ingen sms’er. Kun Anders And-blade der var læst. Godt nok fik jeg et syge-blad, men det kom jo først efter arbejdstid.

Det var K-E-D-E-L-I-G-T.

Nu har jeg 25 tv-kanaler, tv on-demand, internet, Netflix, sms’er, Facebook og chat.

Men det er stadig kedeligt. Røv kedeligt. Det er åbenbart ikke sjovt at være syg. Det må være moralen.