Anstændighed

Forleden læste jeg et debatindlæg i Politiken – eller rettere: PÅ Politiken(.dk hvis du skulle være i tvivl).

Meget inspirerende. Det handler om at unge har mistet respekten for aftaler. Skrevet af en ung.

Selve debatindlægget eller indholdet af det, vil jeg egentlig ikke diskutere. Men det fik mig til at tænke, at grundlæggende handler det om anstændighed / respekt for hinanden – eller rettere: Manglen på samme.

Og det er ikke kun for den unge generation (kors hvor føler jeg mig gammel når jeg skriver sådan) at den problematik er gældende.

Som skrevet i et andet indlæg, så er jeg (mere eller mindre) aktiv på Tinder. Her oplever jeg gang på gang at få et match, gentleman som jeg er, skriver jeg naturligvis først også selvom det er hende der har matchet sidst. Men rigtig mange gange får jeg ikke et svar. Og tro mig, det er helt sobre og seriøse beskeder jeg skriver.

Det er helt fair at man mister interessen, men vis dog en smule respekt og svar mig.

Endnu værre er det dog med dem hvor vi har haft en – nogle gange længere – dialog, måske endda med snak om at mødes. Men pludselig bliver kontakten slettet. Uden et farvel.

Det synes jeg faktisk er uanstændigt – også selvom det får mig til at lyde som en sur, gammel mand.

Det at være…

… jobsøgende er ikke nogen spøg. I hvert fald ikke, når man ikke er i job.

Et er den økonomiske usikkerhed, noget andet er den identitet som mange af os – i hvert fald jeg – skaber gennem vores job. Men værst er dog den lovgivning jeg som dagpenge-modtager skal navigere i.

Jeg skal hver uge på www.jobnet.dk notere mindst to jobs jeg har søgt. Hver måned skal jeg uploade mindst to ansøgninger / CV’er samme steds. Og jeg skal tjekke de jobforslag Jobnet kommer med.

Naturligvis for at det kan kontrolleres om jeg rent faktisk er jobsøgende.

Det kan man mene om hvad man vil.

Indenfor 14 dage efter jeg er blevet ledig, skal man have et møde med en job-coach. Hver måned i x antal måneder (har glemt hvor mange) skal jeg til møde på jobcentret.

Mit seneste møde med en job-coach var heldigvis på telefon, så jeg var fri for at bruge 2 * 30 minutter på at køre til Hillerød som jeg skulle første gang.

Og heldigvis var det pr telefon, for det var ubrugeligt. Han kom med absolut intet brugbart til mig.

Møderne på Jobcentret er ligegyldige. Til det første møde havde jeg, som jeg var blevet bedt om i indkaldelsen, medbragt ansøgninger, jobopslag jeg kunne tænkes at søge. Konsulenten var ligeglad. Han instruerede mig blot i mine rettigheder og pligter. Andet møde tog vel 7 minutter. Det bestod stort set i at han sagde “Politikerne har bestemt at vi skal ses en gang om måneden, men du er jo godt i gang, så jeg har ikke så meget til dig.”.

Jamen så ses vi om en måned!

Hver gang jeg har været i kontakt med enten job-coach eller Jobcenter, får jeg en ny plan som jeg skal læse om kvittere for på Jobnet.

Og de er ubrugelige.

Fx står der i min plan fra job-coachen at jeg primært skal søge i: Kalundborg, Hørsholm, København, Hele Sjælland.

Hvor Kalundborg og Hørsholm kom ind i billedet har jeg ingen idé om. Og under alle omstændigheder er jeg temmelig sikker på, at de er dækket af “Hele Sjælland” – men jeg kan tage fejl.

Min jobsøgning er godt i gang. Jeg skriver nogle gode ansøgninger, der er spændende jobs at søge og jeg er på et job blevet bedt om at tage tests (4 stk) – har dog ikke hørt mere fra det – og er blevet kaldt til samtale på andet om 14 dage.

Så der sker noget og der sker noget godt. Men det er ikke med hjælp fra A-kasse / Jobcenter. Desværre. Det der til gengæld bliver skabt er en frygt, en frygt for at misse et eller andet og det så går ud over dagpengene. Og det er faktisk ikke særlig rart.

På et andet tidspunkt vil jeg underholde med “Kunsten at søge om feriedagpenge” og om hvor mange spørgsmål der handler om “dig og/eller din ægtefælle” – kunne man mon ikke bare én gang svare på om man er gift?

Den kommer senere!

13. april 2007

Den 13. april 2007 var en ganske særlig dag. En dag der var ventet med spænding, med længsel, med uro, med skræk.

Den foreløbige kulmination på 9 måneders forberedelse. Klokken 13:50 sagde jeg:

“Roskilde Tower, Oscar Yankee Sierra Mike Charlie request taxi”

Der var ikke andre i cockpittet end mig. Jeg skulle flyve solo for første gang.

20 minutter og to landinger senere kunne jeg taxi’e tilbage til hangaren, hvor en lille velkomst komite traditionen tro stod parat med vand og en buket af markens blomster.

Hvorfra traditionen med at man får en buket af markens blomster når man flyver solo første gang stammer fra, ved jeg ikke. Men jeg synes den er smuk.

For mig er min buket et smukt symbol på, at ved at tage aktive valg i ens liv, kan man ændre det. At jeg tog flycertifikat ændrede mig ikke alene som menneske, det kom også til at ændre mit arbejdsliv.

Det kan du høre mig fortælle lidt om her (og den Uffe der har talt lige før mig, er ingen ringere end Uffe Elbæk som jo senere blev minister):

Flyvning har lært mig meget. Og givet mig mange oplevelser.

Noget af det vigtigste jeg har lært om mig selv, er hvor meget mental kapacitet jeg bruger på uvante ting. På ting der ikke er automatiserede.

Første gang jeg selv skulle styre radioen er et godt eksempel.

For at måtte tale i en flyradio kræves et radiobevis. Man skal have gennemgået træning og en eksamen. Og egentlig er det ret enkelt, for 98% af al radiokommunikation ligger i helt faste skemaer: I bestemte faser siger man sådan og sådan, og tårnet (eller hvem man nu er i kontakt med) svarer sådan og sådan.

På den flyvning hvor jeg skulle styre radioen første gang (der var en instruktør med), lavede jeg landingsrunder til bane 11. Landingsrunder er ganske enkelt at man bliver ved med at starte og lande, starte og lande, starte og lande (i Roskilde kan man nå omkring 12 runder på en time).

Tårnet havde givet mig instruksen:

“To report on short final runway one one each time”

Med andre ord: Jeg skulle hver gang jeg var lige ved at lande melde det på radioen med ordene:

“Tower, Oscar Mike Charlie on short final runway one one”

Ikke svært. Eller er det?

For mig var det. På det tidspunkt havde jeg ikke lavet voldsomt mange landinger, så det var noget der optog al min kapacitet (det gør det sådan set stadig, landingen er den mest krævende fase i en flyvning). Og der var ganske enkelt ikke plads til både at lave en (rimeligt) vellykket landing OG trykke på en knap på radioen og sige den ret ukomplicerede sætning.

Det blev ikke min fineste landing.

Hurtigt blev radiokommunikationen automatiseret for mig, og det er faktisk noget af det jeg synes er rigtig sjovt. Jeg kan sidde og føre en samtale med mine passagerer, samtidig med at jeg kan følge med på radioen og have et mentalt billede af hvad der ligger af anden trafik omkring mig.

Og de faste skemaer for hvordan kommunikationen foregår, er nok bare noget der tiltaler min måde at tænke på…

David Gilmour

David Gilmour var forsanger og guitarist i nu opløste Pink Floyd. Et band som siden jeg fik ‘The Wall’ på kassettebånd af en ven der var et par ældre end mig, har betydet meget for mig.

Jeg reagerer på musik. Og reagerer jeg ikke, siger det mig ikke noget. Ja, på det punkt er jeg ret konservativ.

Og Pink Floyd reagerer jeg på.

David Gilmour er en fænomenal guitarist. Teknisk meget, meget dygtig og med en meget udtryksfuld lyd. En mand jeg gennem mange år gerne har ville opleve live. Men koncerter har han ikke givet længe. I hvert fald ikke nogen jeg har kunnet komme i nærheden af.

Så jeg har måtte nøjes med dem der er at finde på dvd / bluray.

Sidste år tog han så på turné. Jeg opdagede det præcis 11 timer efter billetterne var sat til salg. Hvilket formentlig var 10 timer og 55 minutter efter koncerterne var udsolgt.

Jeg var knust.

Nogle måneder efter opdagede jeg helt tilfældigt på Twitter, at der ville blive sat flere billetter til salg. Og det lykkedes mig at få to! Sammen med en ven drog jeg til Oberhausen i Tyskland og jeg fik oplevet ham live.

For 10 måneder siden blev endnu en turné annonceret. Og denne gang har jeg billetter til selveste Royal Albert Hall.

Royal Albert Hall jeg kan huske fra ‘Den Sidste Promenadekoncert’ på Danmarks Radio (det var dengang med monopol). Royal Albert Hall hvor en af mine yndlingskoncerter med David Gilmour er optaget.

Ikonisk.

Pladserne kan næsten ikke blive mere perfekte. Ved min side skal jeg have en anden stor Pink Floyd fan.

Det bliver stort!

Gennem tiden…

… er jeg blevet kaldt meget. Her i blandt nogle mindre flatterende ting. Nogle af dem måske med rette? Ved det ikke, samler ikke på dem.

Men her til aften er jeg blevet kaldt ærlig, nærværende og ordentlig. Og ved du hvad? Dét er noget jeg samler på. For det er faktisk noget jeg bestræber mig på at være.

Ærlig. Med ærlighed kommer man længst. Og jeg fungerer ikke med løgne. Hverken dem jeg eventuelt selv skulle komme med, eller løgne fra andre.

Nærværende. Jeg sætter en ære i at være tilstede. Være nærværende. Det er ikke altid nemt, distraktionerne kan være mange. Men man skylder dem man er sammen med at være nærværende.

Ordentlig. Er det et lidt gammeldags udtryk / begreb? Jeg ved det ikke. Men ikke destomindre kan jeg godt li’ det. Og jeg kan godt li’ at være det. Ordentlig.

Om at kommunikere

Det er ingen hemmelighed, at jeg er aktiv på dating-fronten. Primært Tinder. Noget der ind i mellem kaster nogle for mig hovedrystende oplevelser af sig. Jeg skal dog skynde mig at sige, at det gælder ikke kun på Tinder, det gælder sådan set også i den virkelige verden.

Og lad mig starte der.

For efterhånden mange år siden startede en ny kollega på min arbejdsplads. Som systemadministrator var en af mine opgaver at hjælpe nyansatte – og således også hende. Vi havde en god kemi, hun var attraktiv og der var ingen umiddelbare indikationer på at hun var i et forhold.

En aften sidder vi og mailer sammen – helt fagligt – og jeg spørger om jeg ikke må byde på kaffe en dag, hvilket hun takker nej til. Fair nok, jeg sov fint den nat trods afslaget.

MEN de næste to et halvt år talte hun stort set ikke til mig, undgik mig hvis hun kunne komme til det. Jeg behandlede hende naturligvis med respekt og høflighed, det giver sig selv. Ikke anderledes end jeg behandlede de andre kolleger.

Skæbnen ville, at min sidste dag på den arbejdsplads var en fredag og der var fest. Ud på aftenen kommer hun hen til mig, relativt beruset og vil tale… Hun var så ked af at hun havde givet indtryk af at hun var single, selvom hun ikke var. At hun ikke havde kunne håndtere min invitation. At hun var fra Sønderjylland (jeg ved stadig ikke hvad det forklarede). Og meget (rigtig meget) mere i den stil.

Jeg var egentlig pænt ligeglad, jeg var forlængst kommet mig over hende.

Men det endte med den aften, at vi kyssede lidt, ikke mere end det. Hun var stadig ikke single og jeg var egentlig ikke interesseret i en så følelsesmæssig kompleks kvinde.

I den helt anden grøft var en pædagog i mine børns SFO. Vi havde igen en god kemi, altid et smil til hinanden osv. En dag hvor jeg havde hende på tomandshånd spurgte jeg, om jeg måtte byde på en kop kaffe. Hun kiggede på mig og svarede: “Det er rigtig sødt af dig, men jeg tror ikke min kæreste ville bryde sig om det.”. Jeg smilede og svarede at hvis jeg var hendes kæreste, ville jeg nok heller ikke bryde mig om det.

Vores gode kontakt fortsatte, stadig smil og en dag kaldte hun mig hen, for at fortælle mig, at hun stoppede. Den service tror jeg ikke hun gav så mange andre…

Hvad er pointen med disse historier? Og hvor er det Tinder kommer ind i billedet?

Min pointe er, at det at fortælle hvad man føler eller hvordan man har det, ikke er farligt. Hvis min kollega stille og roligt havde sagt som pædagogen, havde vi kunne have haft en fornuftig relation mens jeg stadig var på arbejdspladsen.

På Tinder oplever jeg i høj grad kvinder der pakker sig selv ind følelsesmæssigt. Måtte skrive til en for noget tid siden, at jeg simpelthen havde mistet gnisten, der var en række forhold som gjorde at hun ikke længere var interessant for mig. Jeg skrev åbent og ærligt. Hendes svar var, at det var nok meget godt, for i virkeligheden havde hun slet ikke tid til at date, for der skete så meget andet i hendes liv.

Et klassisk forsvars-svar i min verden. Jeg gætter på at hun er blevet ked af det (det bygger naturligvis på hele vores kommunikation), men for at ikke at vise det, fortæller hun mig, at der alligevel ikke er plads til mig i hendes liv.

Jeg forstår bare ikke hvorfor det er nødvendigt. Måske hun forsøger at skjule det overfor sig selv?

Jeg synes bare det er ærgerligt at vi går og skjuler vores følelser, hvilket jeg jo også har skrevet om i “Man”. Det er min klare overbevisning at verden ville blive et bedre sted hvis vi kommunikerer hvad vi føler. Det åbner for at kommunikationen kan ske på et reelt grundlag og ikke på en konstrueret virkelighed. Jeg tror på oprigtig kommunikation.

Fristed

Et fristed kan være mange ting. Nogle fristeder er rent mentale. Andre er fysiske. Ofte er fristeder vel defineret ved fravær.

Det kan være fravær af larm. Af børn. Af bekymringer. Af arbejde.

Jeg har et fristed. Det er ikke defineret som fravær af noget bestemt. Det er defineret som det der sker med mig, når jeg tager til SöderÅsen aka Åsen.

Jeg blev introduceret til Åsen i august ’94. Jeg havde aldrig dyrket det at tage ud i naturen. Jeg havde slet ikke udstyret til det, så jeg var i lånte klæder. Vi lagde ud i regn, men efter et pitstop i Skaralid, fandt solen vej gennem bøgeskovens træer.

Vi var af sted i tre dage – og jeg følte det som havde vi været på månen. Så langt væk fra alting. Så isoleret i ødemarken. Senere har jeg dog lært, at Åsen på ingen måde er en ødemark.

Jeg blev så begejstret, at da jeg fik mine feriepenge 1. maj, drog jeg straks til Malmø for at købe udstyr. Og samme måned var jeg af sted to gange.

Tal på hvor mange gange jeg har været der, har jeg desværre ikke – hvor ville jeg ønske jeg havde ført dagbog. Men det er nok blevet til 50 gange siden da. Både sommer og vinter. Og ja, jeg sover også i shelter om vinteren.

Tilbage til fristedet. Lad mig forklare det med en anekdote. Jeg var af sted med en god ven. Vi havde bestemt os for et shelter der ligger isoleret i en kløft. Det er ikke markeret på nogle officielle kort og jeg har aldrig mødt nogen der.

Det skulle ændre sig.

Vi havde fået indrettet os og lavet bål. Bål er meget vigtigt. Da der kommer tre danskere op gennem kløften. De var kommet for at klatre og for at bo i shelteret også. De slår sig ned og vi falder naturligvis i snak. Det var et kærestepar og en veninde. Veninden havde aldrig været i naturen på den måde før og hun spørger: “Hvad laver I så når I er her?”. Helt naturligt spørgsmål. Vi sidder stille lidt og svarer så: “Ingenting!”. Hun kiggede himmelfalden på os, forstod ingenting.

Shelter ved Jallabär

De får klatret. Aftenen falder på. De respektive selskaber laver mad. Efter maden spiller vi alle kort. Roen falder over selskabet. Alle sidder stille og kigger ind i bålet. Pludselig siger hun stille: “Nu ved jeg hvad I mener!”.

Åsen er mit fristed. Det er der jeg tager hen for at klare hovedet. Mine tanker og bekymringer kan ikke finde plads i mit hoved når jeg er der. Det er ikke noget jeg aktivt vælger. Det er noget der sker.

Hver gang.

Jeg laver ingen ting. Mentalt.

Fotografering

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan li’ at fotografere. Heller ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne ville gøre det noget mere. Hvem står i vejen? Tja, vel ikke andre end mig selv…

 

Solstråler i morgendisen – SöderÅsen

Jeg har ikke en favoritdisciplin indenfor fotografering. Jeg kan godt li’ at fotografere det der lige dukker op. Jeg er ikke så god til at planlægge.

Billedet ovenover blev taget på vej hjem efter en overnatning på SöderÅsen. Det kan dårligt planlægges. Man må gribe chancen når den er der.

Der ligger en masse erindring gemt i billedet. Jeg genkalder mig stemningen på turen. Og det er naturligvis med til at gøre billedet til noget specielt for mig.

Men jeg kan også li’ linjerne. Både vejens og solstrålernes.

Rømødæmningen

Billedet herover var som sådan heller ikke planlagt. Jeg fløj ikke til Rømø for at fotografere dæmningen. Men når jeg nu var der…

Jeg kan li’ linjerne i billedet. Dæmningens to rette linjer forbundet med et knæk. Horisonten. Skylinjen. Og så farverne naturligvis.

Fyr ved indsejlingen til Thorsminde

Det sidste billede var heller ikke planlagt. Det blev taget på en fototur med en ven. Vi kørte Danmark rundt, stoppede hver time og tog billeder af det der var. Og det bragte os blandt andet til Thorsminde.

Jeg har brugt en lang lukkertid for at få havets bevægelser til at ligne dis.

Igen tiltrækkes jeg af linjerne. Horisonten. Fyret. Skæringen mellem de to. Og så den rød/orange top midt i alt det grå.

Og så er der vist en konklusion man kan drage: Jeg kan li’ linjer og farver.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så vil jeg opfordre dig til at klikke på Instagram ikonet til venstre og se hvad jeg har lagt op der.

Er det…

… jeg har på hjerte overhovedet interessant for andre?

Det er vel egentlig et spørgsmål de fleste skribenter stiller (eller i hvert fald bør stille) sig selv?

Men svaret er vel i bund og grund ikke et jeg kan give, men et du skal give dig selv. Det jeg dog kan give dig, det er hvad min egen ambition, min mission, mit mål er.

Svaret er dog ikke helt enkelt, for nogle gange er mit mål at underholde, dele min begejstring for et eller andet. Andre gange er mit mål at provokere lidt – måske komme med et lille surt opstød. Helt sikkert er dog, at min helt egen personlige mission – som du som læser kan være fuldstændigt ligeglad med – er, at skrive. Øve mig i at skrive. Komme ind i vanen med det.

Jeg håber under alle omstændigheder at du hænger på. Det er trods alt det sjoveste. I hvert fald for mig.

En tur i solopgangen

Har du læst ‘Om mig’, så ved du at jeg har certifikat til at kunne flyve flyvemaskiner. En-motors stempelmaskiner for at være præcis. Små privatfly for at bruge en term de fleste kan forstå.

Mit certifikat er godt nok udløbet pt, men jeg håber at få mulighed for at forny det inden længe.

Nogle flyver for at komme fra A til B. Det er praktisk, det er nemt, det er fleksibelt (men det er også dyrt). Andre flyver fordi de kan li’ det. Jeg hører afgjort til den sidste gruppe (det er dog stadig dyrt).

Når jeg flyver elsker jeg at kigge ned. Se mønstrene på markerne, se forskellen på parcelhuskvarterer bygget i 70’erne og dem der er bygget i 0’erne – de første er med lige veje, rektangulære grunde osv. De sidste med buede veje, skæve grunde og små søer ind i mellem.

Jeg elsker også at lege med skyer. Skyer kan danne de mest fantastiske landskaber med bjerge og dale. Hele tiden i forandring.

Hvad man ikke kan se, når man er på jorden er, hvor fantastisk vores landbrug kan være. Smukke spor i marken lavet af traktorer, vildt-remiser der træder frem, fulde af farver i pløjemarken.

Vildtremise i solopgangen

Eller de spøjse former marker kan antage – nogle gange med afgrøder jeg ikke kan identificere.

Mark formet som et T i solopgangen

Jeg er vild med det!

Selv en løvskov uden blade er smuk. Man kan se ned i skovbunden. Se spor fra dyr, gamle stendiger, vandløb etc.

Eller nåleskovens forskellige farver afhængigt af hvilke træer der vokser der.

Danmark er smukt fra oven. Ikke kun de store linjer, men også de små detaljer!