Kategoriarkiv: Sprog

5F (og ikke 3F!)

Jeg har netop tilbragt en nat i en svensk skov med en god ven. Det er noget vi gør ind i mellem. Tænder et bål, laver noget mad. Snakker.

Politisk er vi ret uenige, men ikke så meget som vi har været tidligere. Vi er nok blevet rundere med årene – ikke kun fysisk. Men snakken denne gang handlede meget om viden.

Han er meget struktureret. Siger hans viden handler om de 5 F’er: Forsvar (militær), Flag (heraldik), Frimureri, Falck og Fodbold.

De fik mig til at tænke, har jeg også 5 F’er. Og det har jeg! Futtog, Friluftsliv, (Pink) Floyd, Fotografering og Falklandskrigen.

Nørdet? Ja! Pudsig måde at kategorisere det på? Ja!

Altruisme

Jvf. min fremmedordbog (sådan en helt analog en) betyder ‘altruisme‘ menneskekærlighed, uegennyttig. ‘Altruist‘ betyder menneskeven. ‘Altruistisk‘ menneskekærlig, uegennyttig, uselvisk, opofrende.

Jeg var til fest i weekenden hos en meget god veninde. Jeg har talt om hende før. Jeg har ikke tidligere mødt ret mange af hendes venner og dermed har de ikke mødt mig. Vi har et ret specielt forhold og der var flere der spurgte ind til vores forhold, fordi det måske – hånden på hjertet – kan opfattes som et kæresteforhold. Hvilket det ikke er.

Jeg faldt i snak med en interessant kvinde. Vi kom til at snakke om mit forhold til min veninde, hvordan jeg hjælper hende med alt muligt praktisk og er involveret i mange af de ting hun gør.

Kvinden spurgte mig, hvad jeg så får til gengæld. Et spørgsmål jeg ikke lige kunne svare uddybende på. Og det har rumsteret i mit hoved siden da. Naturligvis kan jeg komme på en masse ting jeg får igen. Men er det i virkeligheden interessant for mig. Er det vigtigt at gøre ting op i ‘noget for noget‘?

Og det er det ikke for mig. Jeg kan finde en glæde i at hjælpe andre. Så længe der er en oprigtig glæde ved min hjælp, så behøver jeg ikke få andet igen. Til gengæld ved jeg også, at der er mange der stiller op for mig, den dag jeg har brug for hjælp.

Men jeg kan med stolthed sige, at jeg er altruist!

Here we….

… go again…

Så sidder jeg her igen. I mørket. Hører musik. Falder ned.

Mike Oldfields fremragende album “Tubular Bells” fra 1973 (25. maj for at være præcis) kører i baggrunden. En (stort set) instrumental indspilning i to dele: a-siden på pladen og selvfølgelig b-siden. Sart, voldsomt, symfonisk, dramatisk, blidt, kærtegnende. De lige godt 25 minutter på a-siden forkæler alle sanser og stemninger.

De sidste dage har været voldsomme. Budt på mange og store udfordringer. Men endnu en gang er jeg blevet bekræftet i at rækker jeg ud efter hjælp, så findes den. Som jeg før har skrevet om, så er jeg velsignet med gode mennesker omkring mig. Mennesker som gerne hjælper. Nogle gange bliver det ved intentionen fordi virkeligheden ikke tillader andet, andre gange bliver det ikke kun ved intentionen. Men selv intentionen hjælper – at mærke en dybfølt intention om at hjælpe mig, giver mig en følelse af at kunne tro på verden igen.

Lyder måske lidt dramatisk – men ikke desto mindre sandt.

Sidder her i mørket. Reflekterer over dagen. Den har budt på lidt af hvert. Blandt andet en meget stor intention om at hjælpe. På bogskriveri. Et løfte om at finansiere udgivelsen af min bog. Eurovision Song Contest semifinale – med sms ditchen af samme med en veninde. Lægge øren til en anden god venindes mandekvaler.

Bogen jeg skriver på, er en bog om aerodynamik. En lærebog for kommende privat piloter. En meget stor tilfredsstillelse at producere noget og ikke mindst at opdage, at det rent faktisk også vil være muligt at tjene penge på det. Ikke at jeg på nogen måde bliver rig eller at fortjenesten kommer til at stå mål med indsatsen, men alligevel er det en stor tilfredsstillelse.

Det at have så gode mennesker omkring mig, trods hvordan verden ellers fremstår i øjeblikket og det at sidde og producere noget som har min interesse, som kan bruges af andre (i modsætning til denne blog?) – giver mig fornyet håb for mig. Fornyet håb for verden.

Der er så meget…

… jeg ikke forstår.

Jeg modtog i dag et nyt Visa/Dankort med posten. Sådan et skal selvfølgelig aktiveres og i følge brevet skal dette ske via en “trykknap telefon”!?!? Øhm mig bekendt er det længe siden man overhovedet kunne bruge en drejeskive telefon til at ringe med. Så den oplysning er ret overflødig.

Telefonkøer generelt. Jeg forstår nytten i at kunne screene opkald før de går igennem til en medarbejder (der koster penge). Altså meddelelser af typen: “Ringer du med det her problem, så kan vi ikke hjælpe dig.” eller “Find informationer om xxx på yyy.” Men der er altså gået lidt sport i den, ringede til licenskontoret forleden. Jeg skulle igennem 1½ minuts informationer og valgmuligheder før jeg blev stillet igennem til en medarbejder. Prisen tager dog Region Hovedstadens telefon til frit sygehusvalg. Der får man informationer om alle mulige oplysninger på alle mulige steder, herunder følgende web-adresse læst op som den står her:

www punktum sundhed punktum dk skråstreg borger skråstreg behandling bindestreg og bindestreg rettigheder skråstreg sygehusvalg skråstreg frit bindestreg sygehusvalg

(www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/sygehusvalg/frit-sygehusvalg)

Mundret og nemt at huske!

Andre overflødige oplysninger. I dag var jeg ude at køre, og ser bag på en bil et klistermærke som jeg har undret mig over i mange. Trekanten med røde kanter og teksten “Børn i bilen”. Hvad er det for en information jeg får ud af det? At jeg ikke må lave den påkørsel jeg ellers havde tænkt mig? Jeg har ingen planer om at påkøre nogen, klistermærke eller ej…

Og husker føreren så i øvrigt at fjerne klistermærket når der IKKE er børn i bilen?

Jeg er for nylig blevet 45. Og jeg forstår faktisk ikke helt den identitetskrise jeg her er blevet kastet ud i.

Forleden havde jeg bestilt pizza. Buddet ringede fordi han ikke kunne finde adressen. På et tidspunkt udbryder han “Nummer 20 eksisterer ikke!” (jeg bor i nummer 20), hvortil jeg lakonisk måtte svare, at hvis nummer 20 ikke eksisterede, eksisterede jeg heller ikke, for jeg stod der nu! Godt nok ærgerligt efter at have boet her i 12 år, at finde ud af at adressen ikke eksisterer!

Men måske buddet havde fat i noget, for ovennævnte Visa/Dankort kom i en konvolut påklistret en mærkat med kryds i feltet “Ubekendt på adressen” på trods af, at både navn og adresse var helt korrekt – så åbenbart er det ikke kun adressen der eksisterer, jeg gør heller ikke.

Der kan vel ikke være tale om andet end en identitetskrise?

Værdig…

Det hænder jeg kommer til at se diverse mere eller mindre underlødige programmer, som jeg tror især TV3 er leveringsdygtig i. I øjeblikket kører således en serie der hedder “Danmarks Modigste”, hvilket i sig selv er en morsomhed – for hvilke kriterier er deltagerne valgt ud fra, hvor mange har deltaget i de indledende auditions?

Set-up’et omkring programmet er, helt som forventet, temmeligt corny. Der etableres denne her kult-agtige pseudo-virkelighed, hvor vinderen af dagen næste morgen får lov til at gå ind i “templet”, lægge sig på knæ foran “alteret”, andægtigt vælge hvilken af de andre deltagere vinderen vil have en hemmelighed at vide om, hvorefter et tv(!!!) – ja, du læste rigtigt – et tv kommer op af alteret (der kan man vist snakke om tv’et som husalter) og hemmeligheden bliver vist på skærmen – det hele underbygget af en dyb dommedagsstemme der guider vinderen igennem procesen.

Ja, jeg synes det er corny!

Men hvad jeg synes er mere corny er deltagernes indbyrdes snakke om hvem der er værdig eller ikke værdig. Man hører den også i Robinson Ekspeditionen – og sandsynligvis også i Paradise Hotel eller andre af den slags programmer jeg ikke ser. Men undskyld mig: Værdig? Er man “værdig” til at være Danmarks Modigste??? Er det ikke blot et spørgsmål om at være – ja, modigst?
Jeg har egentlig ret stor respekt for Jakob Kjeldberg, men i dette program rammer han altså bunden når han med sin dommedagsmine skal kommentere på begivenhederne og fortælle hvad der nu skal ske…

Værdig? Ja, værdigt synes jeg ikke det er…

Galt eller genialt?

Jeg kommer jævnligt i Taastrup, men kun fordi det er der Dexter har dyrlæge. I starten af december var vi der igen og jeg gik for en gangs skyld over på den anden side af hovedgaden. Her ligger et solcenter – jeg troede egentlig at sådan noget ikke fandtes længere…

Herunder et billede af tekst på ruden…

Jeg ved ikke med dig, godt nok er jeg ikke specielt blufærdig, men en videoovervågning der ser alt i et solcenter???

FINE

Nogle gange siger vi et, men mener noget andet. Der ligger en skjult betydning bag ordene vi bruger. Vi kender det vel alle? Vi bliver spurgt, men gider enten ikke uddybe svaret eller diskutere det mere. Vi forsøger at feje spørgeren af med et hurtigt, overfladisk svar, som ofte rummer en dybere betydning.

Det kunne være “Ja, ja!”. Som på overfladen giver spørgeren / diskussionspartneren ret, men som i virkeligheden oftest betyder “Rend mig i røven!”.

En anden klassiker er “Det går fint!”. Igen på overfladen at alt er i orden, men som ofte betyder “Det går ad helvede til, men jeg gider ikke uddybe det (overfor dig)!”

I filmen “The Italien Job” (ikke den originale, men remaket fra 2003) udspiller følgende dialog sig:

  • John Bridger: “How do you feel?”
    Charlie Croker: “Fine.”
    John: “Fine? You know what fine stands for, don´t you?”
    Charlie: “Yeah, unfortunately.”
    Together: “Freaked-out, insecure, neurotic and emotional.”

Jeg synes det er en smuk fremstilling af den skjulte betydning der kan være i de ord vi bruger.

John er i øvrigt spillet af Donald Sunderland og Charlie af Mark Wahlberg. God, gedign underholdning. Ikke så meget pjat! 

At vente…

… i spænding!

Jeg har undervist et hold i aerodynamik gennem de sidste måneder og de sidder i skrivende stund og er til prøve i det. Jeg sidder udenfor og venter. Desværre får de først resultatet sidst på dagen og det har jeg ikke tid til at vente på, men førstehånds beretninger når de kommer ud er også ok.

Hver gang nogen er til prøve eller eksamen, er det jo kutyme at ønske held og lykke. Det mener jeg er forkert. For hvis held spiller en rolle i prøven / eksamen, så spiller læringen ingen rolle – eller i hvert fald er den formindsket og den retfærdige, ensartede, uvildige bedømmelse går fløjten. Og dermed ryger hele grundlaget for bedømmelsen.

Hvad jeg gør er, at ønske god fornøjelse. For eleven er forhåbentlig så klar, at eksamen bliver en fest!

PS Mine elever kom ud mens jeg skrev på dette indlæg – og de lød rimeligt fortrøstningsfulde, det glæder mig!

Avocado eller advocado?

STOP SÅ!!!

Får jeg indimellem lyst til at råbe…

Ja, jeg ser tv og ja, jeg ser også skod tv. Herunder “Til middag hos” på TV3 – programmet er faktisk ikke helt skidt, man får et lidt anderledes blik på de medvirkende, for man kommer helt helt bogstaveligt hjem hos de medvirkende.

Men for pokker hvor er der mange af dem der bruger avocadoer i deres retter – og stort set ingen kan udtale avocado rigtigt – de siger advocado!

Der er kun ét ‘d’ i ‘avocado’, og det er ikke efter det første ‘a’, men som begyndelse på sidste stavelse ‘do’.

Er jeg en sur gammel mand når jeg siger “Så fat det dog!!!”?

Ok, provokerende, jeg ved det, men det skærer altså i mine ører…

10 Spørgsmål 

Jeg tror vi alle har gjort det. Spurgt “Må jeg stille dig et spørgsmål?”. Eller sagt “Må jeg forstyrre dig?”. Og ret beset er det jo noget vrøvl, for når man spørger om man må stille et spørgsmål, så har man allerede gjort det. Og når man spørger om man må forstyrre, så har man jo også gjort det allerede.

Jeg har nogle gange praktiseret at sige “Må jeg stille to spørgsmål?” og når svaret så kom i form af et ja, så svare “Og det var så det ene!”. Der er nogen der forstår den og så er der dem som bare tænker “Weirdo!”.

Ja, det er pedantisk! Jeg ved det! Men jeg elsker jo altså præcision i sproget…

Og af en eller anden mærkelig grund kommer jeg i tanke om dette statement (som man siger på nudansk). Og det har absolut intet med ovenstående at gøre (udover noget præcision i sproget):

“Der findes 10 slags mennesker, dem der forstår det binære talsystem og dem der ikke gør.”

Den er kun sjov hvis man tilhører den første gruppe! Så forstår man også overskriften på dette indlæg! 😉 (Eller: (wink wink))