Kategoriarkiv: Flyvning

Here we….

… go again…

Så sidder jeg her igen. I mørket. Hører musik. Falder ned.

Mike Oldfields fremragende album “Tubular Bells” fra 1973 (25. maj for at være præcis) kører i baggrunden. En (stort set) instrumental indspilning i to dele: a-siden på pladen og selvfølgelig b-siden. Sart, voldsomt, symfonisk, dramatisk, blidt, kærtegnende. De lige godt 25 minutter på a-siden forkæler alle sanser og stemninger.

De sidste dage har været voldsomme. Budt på mange og store udfordringer. Men endnu en gang er jeg blevet bekræftet i at rækker jeg ud efter hjælp, så findes den. Som jeg før har skrevet om, så er jeg velsignet med gode mennesker omkring mig. Mennesker som gerne hjælper. Nogle gange bliver det ved intentionen fordi virkeligheden ikke tillader andet, andre gange bliver det ikke kun ved intentionen. Men selv intentionen hjælper – at mærke en dybfølt intention om at hjælpe mig, giver mig en følelse af at kunne tro på verden igen.

Lyder måske lidt dramatisk – men ikke desto mindre sandt.

Sidder her i mørket. Reflekterer over dagen. Den har budt på lidt af hvert. Blandt andet en meget stor intention om at hjælpe. På bogskriveri. Et løfte om at finansiere udgivelsen af min bog. Eurovision Song Contest semifinale – med sms ditchen af samme med en veninde. Lægge øren til en anden god venindes mandekvaler.

Bogen jeg skriver på, er en bog om aerodynamik. En lærebog for kommende privat piloter. En meget stor tilfredsstillelse at producere noget og ikke mindst at opdage, at det rent faktisk også vil være muligt at tjene penge på det. Ikke at jeg på nogen måde bliver rig eller at fortjenesten kommer til at stå mål med indsatsen, men alligevel er det en stor tilfredsstillelse.

Det at have så gode mennesker omkring mig, trods hvordan verden ellers fremstår i øjeblikket og det at sidde og producere noget som har min interesse, som kan bruges af andre (i modsætning til denne blog?) – giver mig fornyet håb for mig. Fornyet håb for verden.

Ros

Jeg har lige fået at vide, at jeg er en god fotograf. Og det er jo dejligt. Men mine første tanker var “Jeg har også taget mange og ind i mellem er man jo heldig” og “du får jo kun de bedste at se”! Og ja, begge dele er rigtigt. Jeg tager MANGE billeder. Faktisk ligger der 63.392 filer, i alt 264 GB, i de mapper hvor jeg har mine billeder. Nok er der en del gengangere – nogle ligger i flere formater – men jo, jeg har mange billeder. Og selvfølgelig viser jeg kun de bedste – jeg laver heller ikke den dårligste mad når jeg får gæster. Det giver ligesom sig selv.

Det der er interessant er naturligvis de forsvarsmekanismer jeg straks hiver frem. I stedet for at tage imod rosen.

Lidt irriterende at det er sådan. Men det må jeg jo arbejde med.

Herunder er nogle eksempler på mine billeder. Der er absolut intet gjort ved dem. De er som de kom ud af kameraet. Normalt behandler jeg billederne inden jeg bruger dem.

Nu bryder jeg med mig.

Jeg vil bevise jeg godt kan. At jeg er god til at fotografere.

Og jeg synes sgu de er flotte! Også selvom der ikke er gjort noget ved dem.

Ja, nogle af dem er selvfølgelig fordi jeg kan flyve. Det giver nogle andre muligheder. Og ja, nogle af dem har brugt nogle teknikker som ikke alle kameraer har.

MEN min pointe er sådan set, at det ikke kommer an på teknikken. Det kommer an på motivet.

Når jeg tager billeder er der egentlig nogle få regler jeg følger.

  1. Find et interessant motiv. Kig gennem søgeren, hvordan ser motivet egentlig ud – det lyder banalt, men nogle gange er selv det bedste motiv alligevel ikke interessant.
  2. Hav et øje på baggrunden. Spiller den med dig eller imod dig?
  3. Prøv at gå et skridt til siden og / eller gå i knæ, man kan ændre billedet ganske meget på den måde.
  4. Prøv, prøv forskelligt. Leg.
  5. Tag MANGE billeder. Det gør jeg. Og slet så dem der ikke blev gode bagefter – det gør jeg (bortset fra jeg sjældent sletter). Jeg har bogstavelig talt set hundredevis af billeder igennem for at lave albummet herover.

At vente…

… i spænding!

Jeg har undervist et hold i aerodynamik gennem de sidste måneder og de sidder i skrivende stund og er til prøve i det. Jeg sidder udenfor og venter. Desværre får de først resultatet sidst på dagen og det har jeg ikke tid til at vente på, men førstehånds beretninger når de kommer ud er også ok.

Hver gang nogen er til prøve eller eksamen, er det jo kutyme at ønske held og lykke. Det mener jeg er forkert. For hvis held spiller en rolle i prøven / eksamen, så spiller læringen ingen rolle – eller i hvert fald er den formindsket og den retfærdige, ensartede, uvildige bedømmelse går fløjten. Og dermed ryger hele grundlaget for bedømmelsen.

Hvad jeg gør er, at ønske god fornøjelse. For eleven er forhåbentlig så klar, at eksamen bliver en fest!

PS Mine elever kom ud mens jeg skrev på dette indlæg – og de lød rimeligt fortrøstningsfulde, det glæder mig!

13. april 2007

Den 13. april 2007 var en ganske særlig dag. En dag der var ventet med spænding, med længsel, med uro, med skræk.

Den foreløbige kulmination på 9 måneders forberedelse. Klokken 13:50 sagde jeg:

“Roskilde Tower, Oscar Yankee Sierra Mike Charlie request taxi”

Der var ikke andre i cockpittet end mig. Jeg skulle flyve solo for første gang.

20 minutter og to landinger senere kunne jeg taxi’e tilbage til hangaren, hvor en lille velkomst komite traditionen tro stod parat med vand og en buket af markens blomster.

Hvorfra traditionen med at man får en buket af markens blomster når man flyver solo første gang stammer fra, ved jeg ikke. Men jeg synes den er smuk.

For mig er min buket et smukt symbol på, at ved at tage aktive valg i ens liv, kan man ændre det. At jeg tog flycertifikat ændrede mig ikke alene som menneske, det kom også til at ændre mit arbejdsliv.

Det kan du høre mig fortælle lidt om her (og den Uffe der har talt lige før mig, er ingen ringere end Uffe Elbæk som jo senere blev minister):

Flyvning har lært mig meget. Og givet mig mange oplevelser.

Noget af det vigtigste jeg har lært om mig selv, er hvor meget mental kapacitet jeg bruger på uvante ting. På ting der ikke er automatiserede.

Første gang jeg selv skulle styre radioen er et godt eksempel.

For at måtte tale i en flyradio kræves et radiobevis. Man skal have gennemgået træning og en eksamen. Og egentlig er det ret enkelt, for 98% af al radiokommunikation ligger i helt faste skemaer: I bestemte faser siger man sådan og sådan, og tårnet (eller hvem man nu er i kontakt med) svarer sådan og sådan.

På den flyvning hvor jeg skulle styre radioen første gang (der var en instruktør med), lavede jeg landingsrunder til bane 11. Landingsrunder er ganske enkelt at man bliver ved med at starte og lande, starte og lande, starte og lande (i Roskilde kan man nå omkring 12 runder på en time).

Tårnet havde givet mig instruksen:

“To report on short final runway one one each time”

Med andre ord: Jeg skulle hver gang jeg var lige ved at lande melde det på radioen med ordene:

“Tower, Oscar Mike Charlie on short final runway one one”

Ikke svært. Eller er det?

For mig var det. På det tidspunkt havde jeg ikke lavet voldsomt mange landinger, så det var noget der optog al min kapacitet (det gør det sådan set stadig, landingen er den mest krævende fase i en flyvning). Og der var ganske enkelt ikke plads til både at lave en (rimeligt) vellykket landing OG trykke på en knap på radioen og sige den ret ukomplicerede sætning.

Det blev ikke min fineste landing.

Hurtigt blev radiokommunikationen automatiseret for mig, og det er faktisk noget af det jeg synes er rigtig sjovt. Jeg kan sidde og føre en samtale med mine passagerer, samtidig med at jeg kan følge med på radioen og have et mentalt billede af hvad der ligger af anden trafik omkring mig.

Og de faste skemaer for hvordan kommunikationen foregår, er nok bare noget der tiltaler min måde at tænke på…

En tur i solopgangen

Har du læst ‘Om mig’, så ved du at jeg har certifikat til at kunne flyve flyvemaskiner. En-motors stempelmaskiner for at være præcis. Små privatfly for at bruge en term de fleste kan forstå.

Mit certifikat er godt nok udløbet pt, men jeg håber at få mulighed for at forny det inden længe.

Nogle flyver for at komme fra A til B. Det er praktisk, det er nemt, det er fleksibelt (men det er også dyrt). Andre flyver fordi de kan li’ det. Jeg hører afgjort til den sidste gruppe (det er dog stadig dyrt).

Når jeg flyver elsker jeg at kigge ned. Se mønstrene på markerne, se forskellen på parcelhuskvarterer bygget i 70’erne og dem der er bygget i 0’erne – de første er med lige veje, rektangulære grunde osv. De sidste med buede veje, skæve grunde og små søer ind i mellem.

Jeg elsker også at lege med skyer. Skyer kan danne de mest fantastiske landskaber med bjerge og dale. Hele tiden i forandring.

Hvad man ikke kan se, når man er på jorden er, hvor fantastisk vores landbrug kan være. Smukke spor i marken lavet af traktorer, vildt-remiser der træder frem, fulde af farver i pløjemarken.

Vildtremise i solopgangen

Eller de spøjse former marker kan antage – nogle gange med afgrøder jeg ikke kan identificere.

Mark formet som et T i solopgangen

Jeg er vild med det!

Selv en løvskov uden blade er smuk. Man kan se ned i skovbunden. Se spor fra dyr, gamle stendiger, vandløb etc.

Eller nåleskovens forskellige farver afhængigt af hvilke træer der vokser der.

Danmark er smukt fra oven. Ikke kun de store linjer, men også de små detaljer!