Kategoriarkiv: Tanker

Den gennemsnitlige

Den gennemsnitlige Tinder-kvinde bruger den ene halvdel af sit liv på at rejse til sne, sol og storbyer, den anden halvdel på at træne (dog uden at være fanatisk). Dertil kommer det super spændende job. Hun går til koncerter / festivaler mens der drikkes vino og / eller bobler – og har naturligvis de børn som er hendes et og alt. Hun har styr på sit liv liv og orden i økonomien.

Det kan være lidt svært som mand at leve op til. Især når man ikke må være for høj eller lav og når “det er det indre der tæller, men det ydre der tænder”

Refleksioner over chefer

Sidder på hotelværelset efter en dag med teambuilding (er der andre end mig der egentlig er ved at kaste op over det begreb?). Min arbejdsplads har vundet en konkurrence internt i firmaet og præmien har været denne dag.

Dagen har rent faktisk været rigtig god, jeg har lært et par af mine kolleger rigtig godt at kende og ja, teambuildingen har virket. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg er mættet af indtryk og reflekterer nu over dagen. Jeg har ikke været på arbejdspladsen mere end 1½ måned og derudover er det i en helt anden branche. Arbejdspladsen er ikke ret stor, vi er kun 8 + 1 elev. Så der er meget nyt jeg skal forholde mig til: Nyt sted. Nye kolleger. Ny branche. Få kolleger. Det giver naturligvis anledning til at kigge på hvordan jeg agerer i det. Hvilke roller / vaner har jeg taget med mig, hvilke kan og vil jeg ændre på, hvilke kan /vil jeg ikke ændre på?

Og en af de ting jeg er nødt til at tage stilling til relativt hurtigt, er en kollega-type jeg er stødt på før. Der er kommet ny souschef – hun har været hos os i en uge. Hun har været souschef andre steder i firmaet, men er nu kommet til os. Og hendes type har jeg mødt før. Og det er ikke en type jeg trives med.

Så jeg har vel grundlæggende tre muligheder:

1. Ignorere de advarselssignaler der bimler og bamler i mig. Med fare for at blive syg af det – jeg taler af erfaring.

2. Arbejde med mig selv og finde en måde hvorpå jeg kan fungere i det – evt ved at tale med hende om det.

3. Anmode om at blive flyttet til en anden afdeling.

Nummer 1 kommer ikke på tale, naturligvis. Nummer 2 ved jeg simpelthen ikke om jeg gider. Ved godt det måske lyder forkert, men jeg har nok ikke troen på, at det nogensinde bliver godt. Vores personligheder ligger ganske enkelt meget, meget langt fra hinanden. Og nogle gange kan man få det til at fungere rigtig godt. Og nogle gange tror man bare ikke nok på det… Nummer 3 rykker derfor med hastige skridt nærmere.

Den kommende tid kommer til at gå med, at jeg tygger lidt på det. Der skal ikke tages forhastede beslutninger, men samtidig er jeg også kommet til et punkt i livet hvor min tærskel for bullshit er ret lav.

Dilemma

Jeg har en del venner på Facebook – og naturligvis deler jeg ikke politisk ståsted med dem alle. Og det er helt fint, det har jeg som regel – ingen problemer med. Men en gang i mellem dukker der nogle mere ekstreme holdninger op. Faktisk nogle jeg har meget svært ved at rumme – selvom jeg egentlig er rimeligt tolerant. Og lige nu er der en der bonger rimeligt heftigt ud.

Dilemmaet er, skal jeg slette vedkommende som ven på Facebook? Det er ikke en jeg ser udenfor i den virkelige verden. Eller skal jeg lade det fare? Hvis jeg sletter er jeg fri for at blive konfronteret med nogle – i mine øjne – rabiate synspunkter. Men samtidig øver jeg jo den censur jeg egentlig er modstander af. Og skal et politisk ståsted stå i vejen for en relation?

Jeg er vist ikke den første der står med det dilemma.

At grave

Så er vi her igen… Jeg sidder og lytter til (og ser faktisk også) musik. Den mere end fremragende Peter Gabriel koncert “Secret World Live Tour” fra 1994.

“Digging in the Dirt” er et nummer jeg i mange, mange år ikke brød mig om, sprang det gerne over når jeg så koncerten. Det gjorde ganske enkelt ondt på mig. Her skal indskydes, at jeg i høj grad føler musik, føler teksterne – jeg er temmelig dårlig til at lytte til dem. En dag gik det op for mig hvorfor. Omkvædet lyder:

Digging in the dirt,

Stay with me I need support.

Digging in the dirt,

To find the places I got hurt.

To open up the places I got hurt.

Med andre ord handler det om smerten ved at grave i fortiden – og at forsøge at flygte fra fortiden. Men det nytter ikke, du har en fortid, du er nødt til at forholde dig til den.

Og den erkendelse havde jeg ikke på det tidspunkt.

Ringe der sluttes

Indenfor ganske få dage, er det præcis et år siden jeg i London oplevede en David Gilmour koncert i Royal Albert Hall. En oplevelse der vil sidde i mig for evigt. Med i London (men dog ikke til koncerten) var en meget, meget god veninde – og trods det, at jeg havde lungebetændelse og stort set ikke så andet af London end koncerten, var det en stærk oplevelse at være af sted.

Men weekenden blev også begyndelsen til et år med utallige store udfordringer: Flere lungebetændelser med indlæggelser, en sammenklappet lunge, en omlægning af den medicin jeg dagligt tager og en bank der helt bogstaveligt har tvunget mig fra hus og hjem – med det resultat, at jeg er blevet tvunget til midlertidigt at flytte hjem til mine forældre.

Ret beset et lorte år.

I går var jeg i biografen og se en optagelse af en koncert fra den turné som jeg så i London. Da filmen startede begyndte tårerne at løbe ned af kinderne på mig – og jeg græd de første 40 minutter af koncerten. Jeg forstod ikke hvorfor. Nok bliver jeg rørt af den musik, men det her var voldsomt.

Pludselig fik jeg sluttet ringen. Ved siden af mig sad veninden der var med i London. Flytningen til mine forældre var blevet færdig samme dag. Koncerten og weekenden i London blev starten på et år med udfordringer. Stort set præcis året efter har jeg nået bunden: intet job, intet hus, ingen kone / kæreste.

Men fordelen ved at nå bunden er, at det kun kan gå fremad. Og samtidig havde der aftenen før åbnet sig en potentiel mulighed for at genfinde kærligheden.

Ringen var sluttet og en ny ring kan åbnes. Forhåbentlig en noget bedre en af slagsen.

Roller

Som tidligere nævnt, har jeg flere rigtig gode venner. Mennesker jeg virkelig sætter pris på. Mennesker som hver især komplementerer hinanden i forhold til mig.

Og naturligvis gør det modsatte sig også gældende. Jeg spiller en rolle i deres liv. Rollerne er ikke fastlagte, de skifter naturligvis fra situation til situation.

En af mine gode venner har en ret høj stilling i en dansk virksomhed med afdelinger i mange lande. Hans job indebærer en del rejseaktivitet og lige nu er han på vej til Kina. Fik en mms fra ham med billedet af den KLM 747-400. Han ved at jeg ønsker mig en tur i sådan en og jeg ved han hader den. Vi sms’ede frem og tilbage, og da han sad i sit sæde ringede han.

Han er et meget rummeligt menneske, men hans privatsfære er ret stor, dvs han skal have en del plads omkring sig. Samtidig bliver han presset over tidsforskellen og manglen på komfort på flyet (derfor han hader 747-400 – jeg synes bare den er smuk og vil derfor gerne prøve den).

Samtalen – som mere var en monolog – gik med at han konstaterede hvordan inflight entertainment systemet virker, hvilken film han skulle se, at powerstikket ikke rigtig virkede – med andre ord han tænkte bare højt. Og det er det der er det smukke i vores venskab. Han har brug for at eksternalisere noget af hans rastløshed / irritation / mangel på komfort. Han ved han kan ringe til mig og jeg lytter bare. Jeg behøver ikke sige noget. Han ved og jeg ved det. Det giver ham ro.

5F (og ikke 3F!)

Jeg har netop tilbragt en nat i en svensk skov med en god ven. Det er noget vi gør ind i mellem. Tænder et bål, laver noget mad. Snakker.

Politisk er vi ret uenige, men ikke så meget som vi har været tidligere. Vi er nok blevet rundere med årene – ikke kun fysisk. Men snakken denne gang handlede meget om viden.

Han er meget struktureret. Siger hans viden handler om de 5 F’er: Forsvar (militær), Flag (heraldik), Frimureri, Falck og Fodbold.

De fik mig til at tænke, har jeg også 5 F’er. Og det har jeg! Futtog, Friluftsliv, (Pink) Floyd, Fotografering og Falklandskrigen.

Nørdet? Ja! Pudsig måde at kategorisere det på? Ja!

At være stolt…

… af mig selv er ikke noget jeg er ret god til.

Sad lige og genlæse mit indlæg om at få ros for mine billeder. Og nu vil jeg igen bryde med mig selv og skamrose mig selv. Jeg tager mange billeder og jeg har nu besluttet at gøre noget mere ved de bedste af dem.

Herunder er et billede taget i Tube’en i London. På stationen Great Portland Street (no shit!). Jeg har leget lidt med det: beskåret det, tunet farverne lidt. Men det er faktisk alt. Og så fået printet det i 50*50 cm og sat det i en ramme.

Og ved du hvad? Det ser hamrende godt ud! Og jeg vil prøve at se om jeg måske kan sælge nogle af mine værker…

Og hele idéen kom faktisk fra en kommentar på Instagram til et af mine andre London billeder. En af mine følgere kommenterede, at det pågældende billede ville se hamrende godt ud i stort format. Den tyggede jeg lidt på, og endte så med det herunder som det første. Det andet arbejder jeg lidt på, men kan ikke rigtig få det til at makke ret, på en måde så jeg er tilfreds. Men mere haster det heller ikke….

Onsdag sker det

Jeg har længe ønsket mig en tatovering mere – jeg har en i forvejen. Som med stort set alt andet i mit liv, skal tingene give mening for mig, før jeg kaster mig ud i det. Derfor gik der længe (vi snakker år) før jeg fandt motivet til den første. Motivet til den kommende har jeg egentlig i et par år vidst hvad skulle være – men bare ikke fundet den rigtige udformning.

Den er nu fundet.

Motivet er en kirkeklokke. Ikke fordi jeg på nogen måde er religiøs, jeg har aldrig været medlem af Folkekirken. Men fordi den symboliserer mange ting:

Glæde – ved dåb, konfirmation, bryllup

Sorg – ved begravelser

Samling

Advarsel ved brand eller hvis fjenden kom

– Men på toppen af bøjer i havet sad der også klokker, så skibe kunne blive guidet gennem natten eller tågen.

Der er dog også det twist, at den tatovering jeg allerede har er et symbol brugt i forbindelse med nummeret ‘High Hopes’ (Pink Floyd hvis du skulle være i tvivl). En kirkeklokke er en meget fremtrædende del af nummeret. Så den nye tatovering hænger uløseligt sammen med den første – og så kan den guide mig gennem tågen…

Passioneret…

… er jeg omkring nogle ting. Det har den trofaste læser nok opdaget.

Forleden var jeg til et selskab – i gamle dage ville det nok have været en fest, men nu var det en 45 års fødselsdag med en flok halvskaldede mænd (mig selv medregnet). Snakken faldt på musik og min glødende passion for Pink Floyd skinnede igennem. Jeg fortalte om hvordan jeg gerne vil opleve steder som har en forbindelse til Pink Floyd; Britannia Row hvor de havde et studie, byen Ely hvor coveret til ‘The Division Bell’ er fotograferet, Mytholm Tunnel som optræder i ‘The Wall’ (filmen) etc.

Jeg blev spurgt hvad det egentlig giver mig at opleve steder som disse. Et godt spørgsmål, jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare. Men det sjove er jo, at havde det været Abbey Road jeg ville til (studierne der blev rent faktisk også brugt af Pink Floyd, men det var nu mest fodgængerfeltet jeg tænkte på), ville ingen have undret sig.

For mig handler det om en forbindelse til musikken. En bedre forståelse af hvad der ligger bag. Hvor den er opstået. Hvad den kommer af.

Ja, måske er det fjollet. Men for mig betyder det noget. Jeg er nørd. Jeg er passioneret.

Og jeg er stolt af det!