Kategoriarkiv: Pink Floyd

Ringe der sluttes

Indenfor ganske få dage, er det præcis et år siden jeg i London oplevede en David Gilmour koncert i Royal Albert Hall. En oplevelse der vil sidde i mig for evigt. Med i London (men dog ikke til koncerten) var en meget, meget god veninde – og trods det, at jeg havde lungebetændelse og stort set ikke så andet af London end koncerten, var det en stærk oplevelse at være af sted.

Men weekenden blev også begyndelsen til et år med utallige store udfordringer: Flere lungebetændelser med indlæggelser, en sammenklappet lunge, en omlægning af den medicin jeg dagligt tager og en bank der helt bogstaveligt har tvunget mig fra hus og hjem – med det resultat, at jeg er blevet tvunget til midlertidigt at flytte hjem til mine forældre.

Ret beset et lorte år.

I går var jeg i biografen og se en optagelse af en koncert fra den turné som jeg så i London. Da filmen startede begyndte tårerne at løbe ned af kinderne på mig – og jeg græd de første 40 minutter af koncerten. Jeg forstod ikke hvorfor. Nok bliver jeg rørt af den musik, men det her var voldsomt.

Pludselig fik jeg sluttet ringen. Ved siden af mig sad veninden der var med i London. Flytningen til mine forældre var blevet færdig samme dag. Koncerten og weekenden i London blev starten på et år med udfordringer. Stort set præcis året efter har jeg nået bunden: intet job, intet hus, ingen kone / kæreste.

Men fordelen ved at nå bunden er, at det kun kan gå fremad. Og samtidig havde der aftenen før åbnet sig en potentiel mulighed for at genfinde kærligheden.

Ringen var sluttet og en ny ring kan åbnes. Forhåbentlig en noget bedre en af slagsen.

Onsdag sker det

Jeg har længe ønsket mig en tatovering mere – jeg har en i forvejen. Som med stort set alt andet i mit liv, skal tingene give mening for mig, før jeg kaster mig ud i det. Derfor gik der længe (vi snakker år) før jeg fandt motivet til den første. Motivet til den kommende har jeg egentlig i et par år vidst hvad skulle være – men bare ikke fundet den rigtige udformning.

Den er nu fundet.

Motivet er en kirkeklokke. Ikke fordi jeg på nogen måde er religiøs, jeg har aldrig været medlem af Folkekirken. Men fordi den symboliserer mange ting:

Glæde – ved dåb, konfirmation, bryllup

Sorg – ved begravelser

Samling

Advarsel ved brand eller hvis fjenden kom

– Men på toppen af bøjer i havet sad der også klokker, så skibe kunne blive guidet gennem natten eller tågen.

Der er dog også det twist, at den tatovering jeg allerede har er et symbol brugt i forbindelse med nummeret ‘High Hopes’ (Pink Floyd hvis du skulle være i tvivl). En kirkeklokke er en meget fremtrædende del af nummeret. Så den nye tatovering hænger uløseligt sammen med den første – og så kan den guide mig gennem tågen…

Passioneret…

… er jeg omkring nogle ting. Det har den trofaste læser nok opdaget.

Forleden var jeg til et selskab – i gamle dage ville det nok have været en fest, men nu var det en 45 års fødselsdag med en flok halvskaldede mænd (mig selv medregnet). Snakken faldt på musik og min glødende passion for Pink Floyd skinnede igennem. Jeg fortalte om hvordan jeg gerne vil opleve steder som har en forbindelse til Pink Floyd; Britannia Row hvor de havde et studie, byen Ely hvor coveret til ‘The Division Bell’ er fotograferet, Mytholm Tunnel som optræder i ‘The Wall’ (filmen) etc.

Jeg blev spurgt hvad det egentlig giver mig at opleve steder som disse. Et godt spørgsmål, jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare. Men det sjove er jo, at havde det været Abbey Road jeg ville til (studierne der blev rent faktisk også brugt af Pink Floyd, men det var nu mest fodgængerfeltet jeg tænkte på), ville ingen have undret sig.

For mig handler det om en forbindelse til musikken. En bedre forståelse af hvad der ligger bag. Hvor den er opstået. Hvad den kommer af.

Ja, måske er det fjollet. Men for mig betyder det noget. Jeg er nørd. Jeg er passioneret.

Og jeg er stolt af det!

Helstøbt

Det går pludselig op for mig, at jeg aldrig har berettet fra koncerten med DaviD Gilmour jeg var til d. 25. september 2016 i Royal Albert Hall.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg er stor fan af Pink Floyd, herunder David Gilmour som var guitarist og forsanger i bandet.

Jeg har oplevet ham to gange live. I efteråret 2015 i Oberhausen (Tyskland) og i 2016 i London.

Den sidste er den mest helstøbte koncertoplevelse jeg har haft - den topper 'The Wall' som jeg så i Hamborg for nogle år siden.

Pladserne var perfekte. Ved min side havde jeg en god ven som også er inkarneret Pink Floyd fan. Lyset var designet af Marc Brickman, en af de helt store indenfor lysdesign (læs mere om ham her). Musikerne var meget, meget dygtige. Og set-listen var en god blanding af Gilmours egne numre og gamle Pink Floyd numre. Alt gik simpelthen op i en højere enhed.

Selv nyfortolkningen af 'A Great Gig in the Sky' - som faktisk lå ret langt fra originalen - fungerede.

Som tidligere lysdesigner var det en fornøjelse at se Marc Brickmans lysdesign. Et af hans kendetegn er, at han tør dvæle i sine cues, at lyset ikke hele tiden skifter, at han lader lyset underbygge numrene fremfor bare at lade lamperne blinke og fremfor alt, at han bygger op gennem hele koncerten - for at lade det hele eksplodere i en gigantisk udladning i de sidste numre, så man går derfra fuldstændig fyldt op af sanseindtryk.

En kæmpe, kæmpe oplevelse!

 

Echoes of a Phantom

I baggrunden kører på tv en opsætning af Sir Andrew Lloyd Webbers (i øvrigt fremragende / flotte) musical 'Phantom of The Opera'. Produceret i anledning af 25 året for musicalen og spillet i Royal Albert Hall. Og på en sjov måde knytter det på to måder to markante ting i mit liv sammen.

Royal Albert Hall lagde rammer til den største koncertoplevelse jeg har haft, David Gilmour (guitarist og forsanger i Pink Floyd), i september dette år (2016). At se optagelser derfra vækker i den grad minder og følelser. For det var virkelig en enestående oplevelse.

Og så er der det pudsige, at et af de markante musikalske temaer i Phantom of the Opera rent faktisk er taget fra et Pink Floyd nummer, nemlig 'Echoes' fra albummet Meddle som blev released i 1971 - Phantom of the Opera er fra 1986. Der er ingen tvivl om hvem der kom først...

'Echoes' er i hvert fald på en top 5, måske endda top 3 over numre som betyder mest for mig. Så største koncertoplevelse og et af mest betydningsfulde numre knyttet sammen af en tv produktion.

Det med at Sir Andrew Lloyd Webber har stjålet fra Pink Floyd, er det bare en påstand jeg kommer med fordi jeg er så inkarneret Pink Floyd fan? Hmmm...

Døm selv, først 'Echoes' (jeg har for dem begge fundet udgaver der er optaget i Royal Albert Hall, det var det mest passende konteksten taget i betragtning):

Dernæst Phantom of the Opera:

Jeg synes i hvert fald det lyder ganske ens.

Herunder nogle billeder fra David Gilmour koncerten. Kreativ lysdesigner var i øvrigt Marc Brickman som jeg har haft fornøjelsen af at møde personligt. Han er et af de store ikoner indenfor lysdesign, læs mere om ham her.

At sidde

Jeg holder af at sidde. At sidde stille i mørket. Sanse. Mærke. Finde mig selv.

Nogle gange i fuldstændig stilhed. Andre med musik i baggrunden.

Lige nu kører ‘Echoes’. Jeg ved det, jeg har nævnt den tidligere, men det gør ikke nummeret værre. Det er et nummer der ligger på min absolutte top 10 over vigtige numre i mit liv. Teksten er syret, musikken er syret. Men for fanden hvor er det godt.

Jeg kan huske første gang jeg hørte det. Det var til en koncert med danske ‘Pink Floyd Project’ (i  øvrigt et fremragende kopi-band). Jeg blev i den grad ramt. Tre uger senere kørte jeg til Esbjerg for at høre koncerten igen (I know, du behøver ikke sige noget!). Og var bare “WOW”.

Som skrevet er teksten syret, men indeholder nogle ret fede passager.

Et vers lyder således:

Strangers passing in the street

By chance two separate glances meet 

And I am you

And what I see is me

And do I take you by the hand

And lead you through the land

And help me understand the best I can

Og slutningen lyder:

No one makes me close my eyes

And no one sings me lullabies

So I throw the windows wide

And call to you across the sky

Syret, poetisk, smukt. Det går lige i hjertet på mig. Musikken er en fantastisk blanding af rock, funk, klassisk, psykedelisk (det er fra 1971, så det er barn af tiden). Med en utrolig dynamik.

Når jeg sidder her i mørket med ‘Echoes’ kørende går jeg nærmest i trance. Og når det slutter er jeg helt fyldt op. Mættet. Udmattet. På den gode måde.

Jeg har opfordret til det før. Giv det en chance (YouTube: David Gilmour – Remember that night – Echoes, efter min mening den bedste version). Nej, det er ikke lettilgængeligt, ja, det varer længe, men når det først er kommet under huden på dig…

Hvad øjet ser

Jeg sidder i min stue. Helt stille. Ingen musik. Ingen tv. Bare mig.

Funderer lidt. Nyder stilheden. Kigger mig lidt omkring. Lægger mærke til hvad jeg egentlig har hængende på væggen.

Man kan med rette mene, at det ikke burde komme som en overraskelse for mig. Og det gør det som sådan heller ikke. Det er nærmere fordelingen af det.

Jeg har i alt 7 billeder / plakater (indrammet naturligvis) hængende i mit hjem. Og yderligere 6 stående som der ikke er plads til.

5 ud af de 7 er Pink Floyd relateret. 4 ud af de 6 er ligeså.

Ensporet? Nørdet? Dedikeret? Tja, det kan du jo vurdere. Men tilfældigt er det i hvert fald ikke… Og det er jo ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for Pink Floyd!

David Gilmour

David Gilmour var forsanger og guitarist i nu opløste Pink Floyd. Et band som siden jeg fik ‘The Wall’ på kassettebånd af en ven der var et par ældre end mig, har betydet meget for mig.

Jeg reagerer på musik. Og reagerer jeg ikke, siger det mig ikke noget. Ja, på det punkt er jeg ret konservativ.

Og Pink Floyd reagerer jeg på.

David Gilmour er en fænomenal guitarist. Teknisk meget, meget dygtig og med en meget udtryksfuld lyd. En mand jeg gennem mange år gerne har ville opleve live. Men koncerter har han ikke givet længe. I hvert fald ikke nogen jeg har kunnet komme i nærheden af.

Så jeg har måtte nøjes med dem der er at finde på dvd / bluray.

Sidste år tog han så på turné. Jeg opdagede det præcis 11 timer efter billetterne var sat til salg. Hvilket formentlig var 10 timer og 55 minutter efter koncerterne var udsolgt.

Jeg var knust.

Nogle måneder efter opdagede jeg helt tilfældigt på Twitter, at der ville blive sat flere billetter til salg. Og det lykkedes mig at få to! Sammen med en ven drog jeg til Oberhausen i Tyskland og jeg fik oplevet ham live.

For 10 måneder siden blev endnu en turné annonceret. Og denne gang har jeg billetter til selveste Royal Albert Hall.

Royal Albert Hall jeg kan huske fra ‘Den Sidste Promenadekoncert’ på Danmarks Radio (det var dengang med monopol). Royal Albert Hall hvor en af mine yndlingskoncerter med David Gilmour er optaget.

Ikonisk.

Pladserne kan næsten ikke blive mere perfekte. Ved min side skal jeg have en anden stor Pink Floyd fan.

Det bliver stort!

Fan

SONY DSC

Billedet herover er min egen kreation. Mit eget twist på det ikoniske cover fra Pink Floyd albummet “Dark Side of the Moon” eller DSotM blandt conniseures. Coveret der viser et prisme med en lysstråle der bliver brudt i alle regnbuens farver.

På trods af DSotM’s status som værende det album der har ligget længst tid på den amerikanske Billboard200 – nemlig 741 uger i træk (det er mere end 14 år!!!) – er det i min verden ikke det bedste Pink Floyd album.

De fleste over 30 kender “The Wall”. Et fantastisk – såkaldt – konceptalbum fra 1979. Mange kender også “Wish You Were Here” fra 1975 – også et konceptalbum.

To vanvittig gode albums.

Jeg vil dog fremhæve “The Final Cut” fra 1983. Igen et konceptalbum. Et album der stort set er et Roger Waters værk. En stærk politisk protest mod krig og Falklandskrigen i særdeleshed (den brød ud i 1982).

Men også et album om afstanden mellem mennesker.

Ja, jeg er fan af Pink Floyd. Det vedkender jeg mig. Har gennem tiden været til op i mod 30 Pink Floyd-relaterede koncerter. Herunder 1 Pink Floyd, 3 “Roger Waters The Wall Live”, 1 Roger Waters og 1 David Gilmour.

Og om 5 uger skal jeg opleve David Gilmour igen, denne gang i Royal Albert Hall!