Kategoriarkiv: Musik

At grave

Så er vi her igen… Jeg sidder og lytter til (og ser faktisk også) musik. Den mere end fremragende Peter Gabriel koncert “Secret World Live Tour” fra 1994.

“Digging in the Dirt” er et nummer jeg i mange, mange år ikke brød mig om, sprang det gerne over når jeg så koncerten. Det gjorde ganske enkelt ondt på mig. Her skal indskydes, at jeg i høj grad føler musik, føler teksterne – jeg er temmelig dårlig til at lytte til dem. En dag gik det op for mig hvorfor. Omkvædet lyder:

Digging in the dirt,

Stay with me I need support.

Digging in the dirt,

To find the places I got hurt.

To open up the places I got hurt.

Med andre ord handler det om smerten ved at grave i fortiden – og at forsøge at flygte fra fortiden. Men det nytter ikke, du har en fortid, du er nødt til at forholde dig til den.

Og den erkendelse havde jeg ikke på det tidspunkt.

Passioneret…

… er jeg omkring nogle ting. Det har den trofaste læser nok opdaget.

Forleden var jeg til et selskab – i gamle dage ville det nok have været en fest, men nu var det en 45 års fødselsdag med en flok halvskaldede mænd (mig selv medregnet). Snakken faldt på musik og min glødende passion for Pink Floyd skinnede igennem. Jeg fortalte om hvordan jeg gerne vil opleve steder som har en forbindelse til Pink Floyd; Britannia Row hvor de havde et studie, byen Ely hvor coveret til ‘The Division Bell’ er fotograferet, Mytholm Tunnel som optræder i ‘The Wall’ (filmen) etc.

Jeg blev spurgt hvad det egentlig giver mig at opleve steder som disse. Et godt spørgsmål, jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare. Men det sjove er jo, at havde det været Abbey Road jeg ville til (studierne der blev rent faktisk også brugt af Pink Floyd, men det var nu mest fodgængerfeltet jeg tænkte på), ville ingen have undret sig.

For mig handler det om en forbindelse til musikken. En bedre forståelse af hvad der ligger bag. Hvor den er opstået. Hvad den kommer af.

Ja, måske er det fjollet. Men for mig betyder det noget. Jeg er nørd. Jeg er passioneret.

Og jeg er stolt af det!

Dybblå

Forleden genså jeg en af mine absolut yndlings film – The Big Blue. Hvis du ikke har set den, så gør det. Måske ikke i den lange directors cut-udgave for, indrømmet, den er eddersparkeme lang. Men i biograf versionen.

Jeg vil ikke sige så meget om handlingen eller temaerne i den – det kan der skrives mange ord om – men derimod om musikken.

Filmen er instrueret af Luc Besson og musikken er skrevet af Eric Serra. Et makkerpar der har fulgt hinanden gennem mange film. Subway, The Big Blue, Nikita, Leon… Samarbejdet mellem de to er sublimt. Især i The Big Blue går billed og lyd op i en højere, helt perfekt, enhed. Stemningsmæssigt følger musikken handling, stemning og klipning. Men også  detaljerne i lyden følger nøje billederne. I åbningsscenen dykker unge Jacques og fodrer en barracuda med fiskestykker. Første gang barracudaen åbner munden, klar til at forsvare sig, klar til angreb, understøttes billederne af en hvæsende lyd i musikken.

Det er virkelig et mesterværk!

Here we….

… go again…

Så sidder jeg her igen. I mørket. Hører musik. Falder ned.

Mike Oldfields fremragende album “Tubular Bells” fra 1973 (25. maj for at være præcis) kører i baggrunden. En (stort set) instrumental indspilning i to dele: a-siden på pladen og selvfølgelig b-siden. Sart, voldsomt, symfonisk, dramatisk, blidt, kærtegnende. De lige godt 25 minutter på a-siden forkæler alle sanser og stemninger.

De sidste dage har været voldsomme. Budt på mange og store udfordringer. Men endnu en gang er jeg blevet bekræftet i at rækker jeg ud efter hjælp, så findes den. Som jeg før har skrevet om, så er jeg velsignet med gode mennesker omkring mig. Mennesker som gerne hjælper. Nogle gange bliver det ved intentionen fordi virkeligheden ikke tillader andet, andre gange bliver det ikke kun ved intentionen. Men selv intentionen hjælper – at mærke en dybfølt intention om at hjælpe mig, giver mig en følelse af at kunne tro på verden igen.

Lyder måske lidt dramatisk – men ikke desto mindre sandt.

Sidder her i mørket. Reflekterer over dagen. Den har budt på lidt af hvert. Blandt andet en meget stor intention om at hjælpe. På bogskriveri. Et løfte om at finansiere udgivelsen af min bog. Eurovision Song Contest semifinale – med sms ditchen af samme med en veninde. Lægge øren til en anden god venindes mandekvaler.

Bogen jeg skriver på, er en bog om aerodynamik. En lærebog for kommende privat piloter. En meget stor tilfredsstillelse at producere noget og ikke mindst at opdage, at det rent faktisk også vil være muligt at tjene penge på det. Ikke at jeg på nogen måde bliver rig eller at fortjenesten kommer til at stå mål med indsatsen, men alligevel er det en stor tilfredsstillelse.

Det at have så gode mennesker omkring mig, trods hvordan verden ellers fremstår i øjeblikket og det at sidde og producere noget som har min interesse, som kan bruges af andre (i modsætning til denne blog?) – giver mig fornyet håb for mig. Fornyet håb for verden.

Helstøbt

Det går pludselig op for mig, at jeg aldrig har berettet fra koncerten med DaviD Gilmour jeg var til d. 25. september 2016 i Royal Albert Hall.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg er stor fan af Pink Floyd, herunder David Gilmour som var guitarist og forsanger i bandet.

Jeg har oplevet ham to gange live. I efteråret 2015 i Oberhausen (Tyskland) og i 2016 i London.

Den sidste er den mest helstøbte koncertoplevelse jeg har haft - den topper 'The Wall' som jeg så i Hamborg for nogle år siden.

Pladserne var perfekte. Ved min side havde jeg en god ven som også er inkarneret Pink Floyd fan. Lyset var designet af Marc Brickman, en af de helt store indenfor lysdesign (læs mere om ham her). Musikerne var meget, meget dygtige. Og set-listen var en god blanding af Gilmours egne numre og gamle Pink Floyd numre. Alt gik simpelthen op i en højere enhed.

Selv nyfortolkningen af 'A Great Gig in the Sky' - som faktisk lå ret langt fra originalen - fungerede.

Som tidligere lysdesigner var det en fornøjelse at se Marc Brickmans lysdesign. Et af hans kendetegn er, at han tør dvæle i sine cues, at lyset ikke hele tiden skifter, at han lader lyset underbygge numrene fremfor bare at lade lamperne blinke og fremfor alt, at han bygger op gennem hele koncerten - for at lade det hele eksplodere i en gigantisk udladning i de sidste numre, så man går derfra fuldstændig fyldt op af sanseindtryk.

En kæmpe, kæmpe oplevelse!

 

Vinyl

Jeg har en god ven der lige er flyttet. Han var sådan lidt “Hvad fanden stiller jeg egentlig op med alle de ting, jeg alligevel ikke har brug for?”.

Herunder en ret dyr pladespiller.

Han ville smide den ud. Jeg protesterede højlydt, mente at enten skulle han sælge den, ellers også skulle han forære den til mig!

Jeg har nemlig stadig plader. Som i dem lavet af vinyl.

En gang imellem sætter jeg en plade på. Bare det at skrive ordene giver mig en varme. Sætte en plade på.

Kan godt undre mig lidt over, hvor kort sådan en plade egentlig er. 25 minutter er vel sådan ca. det længste man kan trække den. Undre mig over hvor ofte man egentlig har skullet rejse sig og vende pladen.

Men det gør noget ved mig at sætte en plade på. Valget af musik bliver meget mere bevidst. Det visuelle i coveret. Det taktile i håndteringen af plade og cover.

Det er godt. Det giver mig en varme. Og jeg gjorde det i dag.

Og min ven? Han anede ikke hvor stort et marked der er for pladespillere og plader – det er stort! En hel del ny-udgivelser kommer også på vinyl.

Våd våd våd…

Jeg har tidligere skrevet om følelser i forbindelse med musik. Hvordan nogle numre kan tage os med tilbage i tiden. Genskabe følelser.

Sådan har jeg det blandt andet med Wet Wet Wet’s ‘Love Is All Around’. En sød og dejlig kærligheds historie – men det den vækker i mig er ikke nødvendigvis så godt. Selv her 22 år efter.

Historien er, at jeg arbejdede i McDonald’s Østergade (den der lå ved Illum). Jeg var blevet spurgt om jeg ville stå for al træning af nyt personale til restauranten på Falkoner Allé som skulle åbne. Det ville jeg naturligvis gerne.

Heldigvis kunne jeg lige nå at få den sidste personalefest med i Østergade, for Sarah skulle med. Og hende havde jeg et godt øje til – og hun til mig. Hun havde egentlig en kæreste, men det var vist on/off.

Til festen lykkedes det mig at kysse lidt på hende, trods heftig modstand fra Rune som også var ret vild med hende. Men jeg trak det længste strå og den sidste sang vi dansede til var … jep … ‘Love Is All Around’.

Weekenden efter var vi nogle stykker der ville i biografen, herunder Rune. Vi mødtes i restauranten hvor Sarah var på arbejde. Hun opførte sig noget underligt, but what the heck…

På vej ned af Strøget fortæller Rune, at han havde været sammen med hende i den forgangne uge – han anede ikke at jeg rent faktisk var gået med hende hjem efter festen (det blev dog kun til kysseri).

Noget desillusionerede ankom vi til Palads. Rune og jeg sendte pigerne, som var med os, ind efter billetter (jeg mener i øvrigt at Rune sidenhen blev gift med en af de piger). Beskeden var: ‘Find noget hjernedød aktion, det er hvad vi kan holde til!’

De kom ud med billetter til ‘Fire Bryllupper Og En Begravelse’ hvor titelmelodien er … jep … ‘Love Is All Around’.

Tror faktisk det er den eneste gang jeg er gået fra en film!

Echoes of a Phantom

I baggrunden kører på tv en opsætning af Sir Andrew Lloyd Webbers (i øvrigt fremragende / flotte) musical 'Phantom of The Opera'. Produceret i anledning af 25 året for musicalen og spillet i Royal Albert Hall. Og på en sjov måde knytter det på to måder to markante ting i mit liv sammen.

Royal Albert Hall lagde rammer til den største koncertoplevelse jeg har haft, David Gilmour (guitarist og forsanger i Pink Floyd), i september dette år (2016). At se optagelser derfra vækker i den grad minder og følelser. For det var virkelig en enestående oplevelse.

Og så er der det pudsige, at et af de markante musikalske temaer i Phantom of the Opera rent faktisk er taget fra et Pink Floyd nummer, nemlig 'Echoes' fra albummet Meddle som blev released i 1971 - Phantom of the Opera er fra 1986. Der er ingen tvivl om hvem der kom først...

'Echoes' er i hvert fald på en top 5, måske endda top 3 over numre som betyder mest for mig. Så største koncertoplevelse og et af mest betydningsfulde numre knyttet sammen af en tv produktion.

Det med at Sir Andrew Lloyd Webber har stjålet fra Pink Floyd, er det bare en påstand jeg kommer med fordi jeg er så inkarneret Pink Floyd fan? Hmmm...

Døm selv, først 'Echoes' (jeg har for dem begge fundet udgaver der er optaget i Royal Albert Hall, det var det mest passende konteksten taget i betragtning):

Dernæst Phantom of the Opera:

Jeg synes i hvert fald det lyder ganske ens.

Herunder nogle billeder fra David Gilmour koncerten. Kreativ lysdesigner var i øvrigt Marc Brickman som jeg har haft fornøjelsen af at møde personligt. Han er et af de store ikoner indenfor lysdesign, læs mere om ham her.

At sidde

Jeg holder af at sidde. At sidde stille i mørket. Sanse. Mærke. Finde mig selv.

Nogle gange i fuldstændig stilhed. Andre med musik i baggrunden.

Lige nu kører ‘Echoes’. Jeg ved det, jeg har nævnt den tidligere, men det gør ikke nummeret værre. Det er et nummer der ligger på min absolutte top 10 over vigtige numre i mit liv. Teksten er syret, musikken er syret. Men for fanden hvor er det godt.

Jeg kan huske første gang jeg hørte det. Det var til en koncert med danske ‘Pink Floyd Project’ (i  øvrigt et fremragende kopi-band). Jeg blev i den grad ramt. Tre uger senere kørte jeg til Esbjerg for at høre koncerten igen (I know, du behøver ikke sige noget!). Og var bare “WOW”.

Som skrevet er teksten syret, men indeholder nogle ret fede passager.

Et vers lyder således:

Strangers passing in the street

By chance two separate glances meet 

And I am you

And what I see is me

And do I take you by the hand

And lead you through the land

And help me understand the best I can

Og slutningen lyder:

No one makes me close my eyes

And no one sings me lullabies

So I throw the windows wide

And call to you across the sky

Syret, poetisk, smukt. Det går lige i hjertet på mig. Musikken er en fantastisk blanding af rock, funk, klassisk, psykedelisk (det er fra 1971, så det er barn af tiden). Med en utrolig dynamik.

Når jeg sidder her i mørket med ‘Echoes’ kørende går jeg nærmest i trance. Og når det slutter er jeg helt fyldt op. Mættet. Udmattet. På den gode måde.

Jeg har opfordret til det før. Giv det en chance (YouTube: David Gilmour – Remember that night – Echoes, efter min mening den bedste version). Nej, det er ikke lettilgængeligt, ja, det varer længe, men når det først er kommet under huden på dig…

Hvad øjet ser

Jeg sidder i min stue. Helt stille. Ingen musik. Ingen tv. Bare mig.

Funderer lidt. Nyder stilheden. Kigger mig lidt omkring. Lægger mærke til hvad jeg egentlig har hængende på væggen.

Man kan med rette mene, at det ikke burde komme som en overraskelse for mig. Og det gør det som sådan heller ikke. Det er nærmere fordelingen af det.

Jeg har i alt 7 billeder / plakater (indrammet naturligvis) hængende i mit hjem. Og yderligere 6 stående som der ikke er plads til.

5 ud af de 7 er Pink Floyd relateret. 4 ud af de 6 er ligeså.

Ensporet? Nørdet? Dedikeret? Tja, det kan du jo vurdere. Men tilfældigt er det i hvert fald ikke… Og det er jo ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for Pink Floyd!