Kategoriarkiv: Diverse

Den gennemsnitlige

Den gennemsnitlige Tinder-kvinde bruger den ene halvdel af sit liv på at rejse til sne, sol og storbyer, den anden halvdel på at træne (dog uden at være fanatisk). Dertil kommer det super spændende job. Hun går til koncerter / festivaler mens der drikkes vino og / eller bobler – og har naturligvis de børn som er hendes et og alt. Hun har styr på sit liv liv og orden i økonomien.

Det kan være lidt svært som mand at leve op til. Især når man ikke må være for høj eller lav og når “det er det indre der tæller, men det ydre der tænder”

Ringe der sluttes

Indenfor ganske få dage, er det præcis et år siden jeg i London oplevede en David Gilmour koncert i Royal Albert Hall. En oplevelse der vil sidde i mig for evigt. Med i London (men dog ikke til koncerten) var en meget, meget god veninde – og trods det, at jeg havde lungebetændelse og stort set ikke så andet af London end koncerten, var det en stærk oplevelse at være af sted.

Men weekenden blev også begyndelsen til et år med utallige store udfordringer: Flere lungebetændelser med indlæggelser, en sammenklappet lunge, en omlægning af den medicin jeg dagligt tager og en bank der helt bogstaveligt har tvunget mig fra hus og hjem – med det resultat, at jeg er blevet tvunget til midlertidigt at flytte hjem til mine forældre.

Ret beset et lorte år.

I går var jeg i biografen og se en optagelse af en koncert fra den turné som jeg så i London. Da filmen startede begyndte tårerne at løbe ned af kinderne på mig – og jeg græd de første 40 minutter af koncerten. Jeg forstod ikke hvorfor. Nok bliver jeg rørt af den musik, men det her var voldsomt.

Pludselig fik jeg sluttet ringen. Ved siden af mig sad veninden der var med i London. Flytningen til mine forældre var blevet færdig samme dag. Koncerten og weekenden i London blev starten på et år med udfordringer. Stort set præcis året efter har jeg nået bunden: intet job, intet hus, ingen kone / kæreste.

Men fordelen ved at nå bunden er, at det kun kan gå fremad. Og samtidig havde der aftenen før åbnet sig en potentiel mulighed for at genfinde kærligheden.

Ringen var sluttet og en ny ring kan åbnes. Forhåbentlig en noget bedre en af slagsen.

Roller

Som tidligere nævnt, har jeg flere rigtig gode venner. Mennesker jeg virkelig sætter pris på. Mennesker som hver især komplementerer hinanden i forhold til mig.

Og naturligvis gør det modsatte sig også gældende. Jeg spiller en rolle i deres liv. Rollerne er ikke fastlagte, de skifter naturligvis fra situation til situation.

En af mine gode venner har en ret høj stilling i en dansk virksomhed med afdelinger i mange lande. Hans job indebærer en del rejseaktivitet og lige nu er han på vej til Kina. Fik en mms fra ham med billedet af den KLM 747-400. Han ved at jeg ønsker mig en tur i sådan en og jeg ved han hader den. Vi sms’ede frem og tilbage, og da han sad i sit sæde ringede han.

Han er et meget rummeligt menneske, men hans privatsfære er ret stor, dvs han skal have en del plads omkring sig. Samtidig bliver han presset over tidsforskellen og manglen på komfort på flyet (derfor han hader 747-400 – jeg synes bare den er smuk og vil derfor gerne prøve den).

Samtalen – som mere var en monolog – gik med at han konstaterede hvordan inflight entertainment systemet virker, hvilken film han skulle se, at powerstikket ikke rigtig virkede – med andre ord han tænkte bare højt. Og det er det der er det smukke i vores venskab. Han har brug for at eksternalisere noget af hans rastløshed / irritation / mangel på komfort. Han ved han kan ringe til mig og jeg lytter bare. Jeg behøver ikke sige noget. Han ved og jeg ved det. Det giver ham ro.

5F (og ikke 3F!)

Jeg har netop tilbragt en nat i en svensk skov med en god ven. Det er noget vi gør ind i mellem. Tænder et bål, laver noget mad. Snakker.

Politisk er vi ret uenige, men ikke så meget som vi har været tidligere. Vi er nok blevet rundere med årene – ikke kun fysisk. Men snakken denne gang handlede meget om viden.

Han er meget struktureret. Siger hans viden handler om de 5 F’er: Forsvar (militær), Flag (heraldik), Frimureri, Falck og Fodbold.

De fik mig til at tænke, har jeg også 5 F’er. Og det har jeg! Futtog, Friluftsliv, (Pink) Floyd, Fotografering og Falklandskrigen.

Nørdet? Ja! Pudsig måde at kategorisere det på? Ja!

Som det nok…

… er gået de færrestes næse forbi, så ruller Matador over skærmen igen. Det er gået op for mig, at jeg nok ikke har set den siden første gang den blev sendt, hvorfor ved jeg ikke, for jeg synes den holder 100%.

Serien vækker formentlig minder for rigtig mange, for mig vækker den især ét.

Jeg har gennem mange år arbejdet som lysmand, hand eller lignende til et utal af arrangementer. Til et af disse arrangementer skulle Marlene Schwartz optræde. Jeg var stagemanager (fin titel), hvilket betød at jeg backstage skulle sørge for den rigtige rækkefølge af de optrædende og ikke mindst sætte mikrofoner på de optrædende og tage dem af igen når de var færdige.

En trådløs mikrofon består af selve mikrofonen og så en sender på størrelse med en lille cigaretpakke, disse er forbundet med en ledning. Det mest elegante er, at senderen sidder på ryggen, med ledningen skjult under tøjet. Marlene skal til at skulle på, så jeg sætter mikrofonen på hende, løfter ud i hendes bluse ved nakken, dumper senderen ned af hendes ryg og sætter den fast i bukselinningen.

Så langt så godt.

Da hun er færdig med at optræde tager jeg mikrofonen af hende, dumper den ned af ryggen på hende og begynder at trække den ud. Men den sidder fast. Som i helt fast. Jeg forsøger det bedste jeg kan at få den løs, men intet hjælper. Jeg ender med at stå med begge hænder oppe under hendes bluse – på ryggen altså! Mens andre stod omkring os og kommenterede. Jeg tilbød hende, at vi kunne gå et andet sted hen, men hun tog situationen med ophøjet ro!

Det viste sig, at hendes BH var bundet med en sløjfe bag på – meget elegant i øvrigt – og da jeg dumpede senderen var den røget ned gennem sløjfen, hvor mikrofonen så satte sig fast.

Marlene blev befriet, jeg befippet og alt var godt!

Og lad mig så tilføje: Hendes hud er meget blød! 😉

Here we….

… go again…

Så sidder jeg her igen. I mørket. Hører musik. Falder ned.

Mike Oldfields fremragende album “Tubular Bells” fra 1973 (25. maj for at være præcis) kører i baggrunden. En (stort set) instrumental indspilning i to dele: a-siden på pladen og selvfølgelig b-siden. Sart, voldsomt, symfonisk, dramatisk, blidt, kærtegnende. De lige godt 25 minutter på a-siden forkæler alle sanser og stemninger.

De sidste dage har været voldsomme. Budt på mange og store udfordringer. Men endnu en gang er jeg blevet bekræftet i at rækker jeg ud efter hjælp, så findes den. Som jeg før har skrevet om, så er jeg velsignet med gode mennesker omkring mig. Mennesker som gerne hjælper. Nogle gange bliver det ved intentionen fordi virkeligheden ikke tillader andet, andre gange bliver det ikke kun ved intentionen. Men selv intentionen hjælper – at mærke en dybfølt intention om at hjælpe mig, giver mig en følelse af at kunne tro på verden igen.

Lyder måske lidt dramatisk – men ikke desto mindre sandt.

Sidder her i mørket. Reflekterer over dagen. Den har budt på lidt af hvert. Blandt andet en meget stor intention om at hjælpe. På bogskriveri. Et løfte om at finansiere udgivelsen af min bog. Eurovision Song Contest semifinale – med sms ditchen af samme med en veninde. Lægge øren til en anden god venindes mandekvaler.

Bogen jeg skriver på, er en bog om aerodynamik. En lærebog for kommende privat piloter. En meget stor tilfredsstillelse at producere noget og ikke mindst at opdage, at det rent faktisk også vil være muligt at tjene penge på det. Ikke at jeg på nogen måde bliver rig eller at fortjenesten kommer til at stå mål med indsatsen, men alligevel er det en stor tilfredsstillelse.

Det at have så gode mennesker omkring mig, trods hvordan verden ellers fremstår i øjeblikket og det at sidde og producere noget som har min interesse, som kan bruges af andre (i modsætning til denne blog?) – giver mig fornyet håb for mig. Fornyet håb for verden.

Der er så meget…

… jeg ikke forstår.

Jeg modtog i dag et nyt Visa/Dankort med posten. Sådan et skal selvfølgelig aktiveres og i følge brevet skal dette ske via en “trykknap telefon”!?!? Øhm mig bekendt er det længe siden man overhovedet kunne bruge en drejeskive telefon til at ringe med. Så den oplysning er ret overflødig.

Telefonkøer generelt. Jeg forstår nytten i at kunne screene opkald før de går igennem til en medarbejder (der koster penge). Altså meddelelser af typen: “Ringer du med det her problem, så kan vi ikke hjælpe dig.” eller “Find informationer om xxx på yyy.” Men der er altså gået lidt sport i den, ringede til licenskontoret forleden. Jeg skulle igennem 1½ minuts informationer og valgmuligheder før jeg blev stillet igennem til en medarbejder. Prisen tager dog Region Hovedstadens telefon til frit sygehusvalg. Der får man informationer om alle mulige oplysninger på alle mulige steder, herunder følgende web-adresse læst op som den står her:

www punktum sundhed punktum dk skråstreg borger skråstreg behandling bindestreg og bindestreg rettigheder skråstreg sygehusvalg skråstreg frit bindestreg sygehusvalg

(www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/sygehusvalg/frit-sygehusvalg)

Mundret og nemt at huske!

Andre overflødige oplysninger. I dag var jeg ude at køre, og ser bag på en bil et klistermærke som jeg har undret mig over i mange. Trekanten med røde kanter og teksten “Børn i bilen”. Hvad er det for en information jeg får ud af det? At jeg ikke må lave den påkørsel jeg ellers havde tænkt mig? Jeg har ingen planer om at påkøre nogen, klistermærke eller ej…

Og husker føreren så i øvrigt at fjerne klistermærket når der IKKE er børn i bilen?

Jeg er for nylig blevet 45. Og jeg forstår faktisk ikke helt den identitetskrise jeg her er blevet kastet ud i.

Forleden havde jeg bestilt pizza. Buddet ringede fordi han ikke kunne finde adressen. På et tidspunkt udbryder han “Nummer 20 eksisterer ikke!” (jeg bor i nummer 20), hvortil jeg lakonisk måtte svare, at hvis nummer 20 ikke eksisterede, eksisterede jeg heller ikke, for jeg stod der nu! Godt nok ærgerligt efter at have boet her i 12 år, at finde ud af at adressen ikke eksisterer!

Men måske buddet havde fat i noget, for ovennævnte Visa/Dankort kom i en konvolut påklistret en mærkat med kryds i feltet “Ubekendt på adressen” på trods af, at både navn og adresse var helt korrekt – så åbenbart er det ikke kun adressen der eksisterer, jeg gør heller ikke.

Der kan vel ikke være tale om andet end en identitetskrise?

Værdig…

Det hænder jeg kommer til at se diverse mere eller mindre underlødige programmer, som jeg tror især TV3 er leveringsdygtig i. I øjeblikket kører således en serie der hedder “Danmarks Modigste”, hvilket i sig selv er en morsomhed – for hvilke kriterier er deltagerne valgt ud fra, hvor mange har deltaget i de indledende auditions?

Set-up’et omkring programmet er, helt som forventet, temmeligt corny. Der etableres denne her kult-agtige pseudo-virkelighed, hvor vinderen af dagen næste morgen får lov til at gå ind i “templet”, lægge sig på knæ foran “alteret”, andægtigt vælge hvilken af de andre deltagere vinderen vil have en hemmelighed at vide om, hvorefter et tv(!!!) – ja, du læste rigtigt – et tv kommer op af alteret (der kan man vist snakke om tv’et som husalter) og hemmeligheden bliver vist på skærmen – det hele underbygget af en dyb dommedagsstemme der guider vinderen igennem procesen.

Ja, jeg synes det er corny!

Men hvad jeg synes er mere corny er deltagernes indbyrdes snakke om hvem der er værdig eller ikke værdig. Man hører den også i Robinson Ekspeditionen – og sandsynligvis også i Paradise Hotel eller andre af den slags programmer jeg ikke ser. Men undskyld mig: Værdig? Er man “værdig” til at være Danmarks Modigste??? Er det ikke blot et spørgsmål om at være – ja, modigst?
Jeg har egentlig ret stor respekt for Jakob Kjeldberg, men i dette program rammer han altså bunden når han med sin dommedagsmine skal kommentere på begivenhederne og fortælle hvad der nu skal ske…

Værdig? Ja, værdigt synes jeg ikke det er…

En god idé?

Igår fik jeg, da jeg var ude at handle, åndenød. Havde lidt svært ved at få varerne ind i bilen. I efteråret havde jeg en heftig lunge infektion med samme symptomer, så jeg var mest irriteret. Kom hjem, fik slæbt varer ind. Tog nogle pust af en asta-inhalator jeg har. Det hjalp ikke. Sad i hvile i sofaen og målte min respirationsfrekvens. Den lå på omkring 35, hvor normalen er under 20.

Hmmm… Hvad stiller man op med sådan en opstået lungeinfektion en fredag eftermiddag hvor ens læge er gået på weekend? Jeg ringede 1813 (som er akut telefonen i min region). Ville bare have et par gode råd. Kom igennem, fortalte hvordan jeg havde det, svarede på et par spørgsmål og lægen jeg snakkede med sagde så: “Jeg sender en ambulance, jeg vil ikke sende dig ud at køre selv.” – den sidste del var jeg sådan set enig i – men jeg syntes det var lige lovlig dramatisk med en ambulance. Men det ville hun ikke høre tale om, hun ville tage ansvaret for det. Så der kom en ambulance. Jeg var fuldstændigt rolig, nok mest af alt sådan lidt “hvad er det jeg har sat gang i, bare fordi jeg ikke rigtig kan få vejret?”. Ind i ambulancen, masse målinger og undersøgelser. Så kom akut lægebilen med en læge. Jeg var målløs. De mistænkte så en sammenklappet lunge og af sted det gik med udrykning til hospitalet hvor et akut team stod klar til at modtage mig, med operation kort efter…

Det der med at ringe 1813 var nok en god ide….

Galt eller genialt?

Jeg kommer jævnligt i Taastrup, men kun fordi det er der Dexter har dyrlæge. I starten af december var vi der igen og jeg gik for en gangs skyld over på den anden side af hovedgaden. Her ligger et solcenter – jeg troede egentlig at sådan noget ikke fandtes længere…

Herunder et billede af tekst på ruden…

Jeg ved ikke med dig, godt nok er jeg ikke specielt blufærdig, men en videoovervågning der ser alt i et solcenter???